| |
|
Europæiske ambitioner må dæmpes
De europæiske drømme om en forbundsstat
må nedskrives til noget muligt og overkommeligt som for eksempel
et statsforbund, hvor nationalstaternes selvstændighed og forskellighed
respekteres
Af Jens Rosendal
Efter afvisningen af forfatningen af Frankrigs og
Hollands befolkninger og efter at kunne konstatere, at meningsmålinger
i næsten alle lande vil betyde yderligere afvisning af samme forfatning,
ser det ud, som om der burde indledes et andet kapitel i det europæiske
samarbejde.
Det kan forudses at blive en meget lang og ukonstruktiv tænkepause,
politikerne lægger op til. I det hele taget vil det blive vanskeligt
at fortsætte den altomfattende linje for samarbejde, som var lagt
fast helt fra EU-projektets start.
Den tilstræbte forbundsstat, som forfatning og andre EU-tiltag
har arbejdet sig frem mod, er afskrevet af de europæiske folk.
Nationalstaterne og den klassiske selvstændighed har skrevet så
stor en del af Europas historie og er blevet et identitetsgrundlag,
der ikke sådan lader sig skifte ud.
Måske er det i virkeligheden nationalstaternes selvstændighed
og forskellighed, som karakteriserer og kvalificerer Europa til rollen
på både godt og ondt gennem hele den europæiske historie.
Den har værdier i sig, som ikke kan afskrives eller undværes.
En gradvis svækkelse af det allerede opbyggede EU bliver en pinlig
affære uden positive trend i sig. Det er faktisk det, vi ser ske
omkring os lige for tiden. Samtidig med at nye tvivlsomme EU-bestemmelser
bliver ved at tage form og presses ned ovenfra.
Jeg ser en mulighed i, at vi nedskriver den europæiske forbundsstatsdrøm
til noget muligt og overkommeligt. I stedet for forbundsstaten kunne
vi satse på et statsforbund, der kunne holde i virkelighedens
verden. Hvor grænserne for statsforbundets områder skulle
trækkes, kunne blive en konstruktiv debat. Samarbejdets nødvendighed
og gavnlighed er indlysende for alle parter, tror jeg. Men stormagtsvisionerne
kan skrinlægges. Jeg tror ikke Europas lande egner sig til superrollen,
og de fleste lande ønsker det heller ikke.
De store institutioner og bygninger og hele embedsmandsopbygningen er
ikke så let at afvikle, uden der er en slags fremtid bygget ind
i det. Den fremtid kunne være et statsforbund, hvor hovedreglen
var, at de europæiske stater blev ved at være selvstændige
og selv besluttede, hvilke tiltag man ville gå med til. På
den måde kunne EU-afviklingen blive en positiv begivenhed, der
endda forstærkede de europæiske folks kendskab til og føling
med hinanden. Mange af de praktiske ting, som EU har stillet op, kunne
bruges i den nye sammenhæng, mens ustyrlige pressionsgrupper og
uoverskuelige råd, der forvrider det hele og råder over
en masse EU-penge, kunne afvikles.
I stedet for en urealistisk idebygning kunne der rejses noget mindre
imponerende, som alligevel duede, når et samarbejde skulle fungere.
Det er ikke en god situation at skulle gennemgå hele EU-regiet
med henblik på at afvikle uden at der er en vej, der også
peger positivt fremad.
Opbygningen af et statsforbund kunne nok blive en folkelig sag, fordi
det vil være de nationale politikere, som man kender og har valgt,
der er ansvarlige for hvert skridt, der tages. De beslutninger vil komme
tæt på den almindelige politiske proces, som mennesker er
med i, og det vil blive muligt at kende de enkelte partiers holdning
til samarbejdsprocessen. Ansvaret vil blive synligt igen.
[Trykt i Kristeligt Dagblad 19. september
2005]
til
toppen |
|
|
|
| |
|
EU-skepticismen er historisk betinget
EU'S FORFATNINGSTRAKTAT I et svar til Carsten
Toft indrømmer Jens Rosendal, at han er ved at være argument-resistent
efter 30 års tomme politiske løfter
Af Jens Rosendal
Det ser ud som Carsten Toft fra Europabevægelsen
bevæger sig væk fra detaljerne og over i et mere personligt
opgør om de store linjer i EU- udviklingen. Det går jeg
med til, men mener alligevel, at jeg skal til at stoppe. Jeg skal jo
også helst have sunget og skrevet nogle sange og salmer, og da
det af politisk-taktiske grunde ser ud, som folkeafstemningen trækker
ud indtil der igen er samlet fast fodslag mellem ja-partierne, kan jeg
i hvert fald tage en pause.
Carsten Toft mener, jeg er blevet noget skeptisk med hensyn til EU-udviklingen,
eller endda blevet argument-resistent. Jeg tror, jeg er nødt
til at give ham ret, men må så tilføje, at var jeg
ikke blevet noget argument-resistent, ville jeg være naiv og det
over grænsen for det tilladelige.
Jeg bliver skeptisk, når jeg fra første EF-afstemning og
til i dag har oplevet samme scenarie: at nye traktater, der skal vedtages,
alle bliver præsenteret som afslutning på afgivelse af mere
national suverænitet og så alligevel hver gang ender med,
at der bliver afgivet mere, ja, sommetider mere, end de mest vilde EU-politikerne
havde ønsket og forestillet sig. "Ikke mere, men mindre
union" hed det oppefra, og "Unionen er stendød",
som en statsminister garanterede før en afstemning. Nu stiller
man så med en EU-grundlov, som faktisk slet ingenting betyder
undtagen lidt mere orden på paragrafferne.
Det, der har bremset EU-supermagtsudviklingen nogle gange, er folkeafstemningerne,
først Maastricht-traktaten, der så blev til "det nationale
kompromis", så euro-afstemningen, hvor der blev sagt nej
fra folk, og vi blev uden for euroland, selv om det ville få katastofale
virkninger ifølge eksperter og de allerfleste folketingspolitikere.
Nu kommer så en EU-grundlov, der skal sætte stopper for
de besværlige folkeafstemninger, og hvor nye områder kan
flyttes til EU-regi af ministre eller folketing, uden at folk skal blande
sig i det. Og der indføres et såkaldt dobbelt flertal,
hvor medlemsstaternes befolkningstal skal regnes ind, så de mindre
EU-lande svækkes på trods af alle store ideale forestillinger
og garantier om ligeværdige nationer i samarbejde uanset størrelse.
Det er et par af genistregerne i den nye grundlov. EU's menneskerettighedsvaretagelse
et tredje eller syvende. Med den grundlovsgaranti kan der snart ikke
tænkes et lovområde, hvor en EU-domstol ikke på et
eller andet tidspunkt kan gå ind og dømme på tværs
af den danske grundlov. Sådan bliver der orden på det hele!
Indtil næste omgang.
Når jeg så ikke bare lader det hele skride derhen, hvor
eliten og magten lige nu helst vil have det, er det fordi, jeg tror
på, at vort nationale demokrati er stærkt nok til at fastholde
ansvarlighed og en nødvendig ligevægt i samfundene. Og
så selvfølgelig det med kærligheden, som jo falder
helt uden for EU-regi, selv om jeg også er så glad for Paris
og Rom og Athen og folkene der og gerne vil samarbejde med dem om alt
muligt godt, hvis folkene virkelig er med. Indtil nu tror jeg, nationalstaten
er det eneste sted, hvor demokratiet til tider virker. Når det
med kærligheden og ansvarligheden forsvinder, er der kun økonomi
og magt tilbage til at træffe afgørelserne.
Når jeg er medlem af JuniBevægelsen, hvilket Toft åbenbart
tillægger stor betydning i debatten, så er det ikke, fordi
jeg synes, de folk altid er geniale og altid siger det rigtige. Jeg
er også medlem af Folkevægelsen og Nødvendigt Forum
og vist endda flere skeptiske bevægelser. Det er jeg såmænd,
fordi jeg synes, at det, der foregår op mod folkeafstemningerne,
er et helt ulige spil økonomisk og pressemæssigt set.
Fra tilhængerside er der millioner af euro at tage af til propaganda,
og det bliver gjort. Og ubalancen bliver værre og værre,
jo mere EU-modstanden vokser over det hele.
Jo, Carsten Toft, jeg vidste godt, at professor Max Sørensen
i et referendum havde nævnt Kul- og Stålunionen som en overnational
institution, der kunne overdrages myndighed til efter paragraf 20 i
Grundloven. Nu findes der jo næppe det, en ekspert ikke har sagt.
Men jeg talte om, hvad de folk, der vedtog Grundloven i 1953 vidste
og havde i hovedet, da vi stemte for den. Jeg tror, vi må være
nogenlunde fælles om at vide, at det garanteret ikke var det referendum.
Episoden er snarere et godt eksempel på, hvordan eksperter og
elite kan tage folk ved vingebenet, uden nogen opdager det - før
bagefter. Så der er gode grunde nok til hurtigst muligt at udvikle
en vis argument-resistens i forhold til EU-propagandamaskinen.
[Trykt i Kristeligt Dagblad 23. februar
2005]
til
toppen |
|
|
|
| |
|
EU er en unødvendigt indviklet konstruktion
Når EU lanceres som en helt ny konstruktion,
kan man få den mistanke, at ingen af konstruktørerne ønsker
klarhed over, hvad fænomenet EU er. Dens fravær i valgkampen
bekræfter kun mistanken
Af Jens Rosendal
Jeg må indrømme, at det er en fornøjelse
at udveksle synspunkter om EU med Carsten Toft her i Kristeligt Dagblad.
Det er foruroligende, at en så afgørende sag for danskerne
har kunnet gemmes næsten væk i valgkampen, når det
er det nyvalgte folketing, der i høj grad skal afgøre
EU-retningen fremad. Er det allerede sådan, at den indenrigspolitiske
fordelingspolitik er, hvad der bliver tilbage til nationalstaten, fordi
EU fører (eller forsøger at føre) den overordnede
politik?
Når EU-grundloven eller - forfatningen er så indviklet,
hænger det sammen med, at EU er en aldrig før set konstruktion,
som Toft rigtigt skriver. I forvejen findes der konstruktioner for samarbejde,
så hvorfor sådan en model ingen kan finde ud af? Et statsforbund
ville være tilforladeligt og er et fænomen, der kendes.
Når EU lanceres som en helt ny konstuktion, har det rimelige forklaringer.
Allerførst og -mest den, at ingen af konstruktørerne ønsker
klarhed over, hvad fænomenet EU er. De ønsker nemlig, at
EU skal være en dynamisk indretning, der "uophørligt"
kan gøres stærkere på flere og flere områder,
"stadig snævrere", som der står i alle traktaternes
præambler.
Man ønsker vist også, at så få som muligt opdager,
hvad det egentlig er, man har gang i? Jeg sad før folkeafstemningen
i 1972 i panelmøde med Poul Hartling og spurgte lidt mistænktsomt,
om ikke det her med fælles langbrugspolitik - som det udelukkende
handlede om dengang - kunne føre til, ja, kortest sagt den EU-stormagtskonstruktion,
vi ser i dag? Spørgsmålet blev efter en kort hviske-konsultation
med Hartling af ordstyreren afvist som fuldstændig irrelevant
i debatten. Det var fri fantasi eller noget værre. Det er samme
recept, der er brugt siden. Hvad det ender med, skal ingen vide undtagen
(måske) den EU-elite, som vil os det så godt, og som vi
så efter præambelens ord skal takke for det hele bagefter.
Det er så elitært og ufolkeligt og tåget udemokratisk,
som noget kan være. Men det er nok den eneste mulighed begavede
EU-folk har, når et nogenlunde solidt nationalt folkestyre skal
nedtrappes til regional fordelingspolitik.
1) Er Forfatningstraktaten en grundlov eller en forfatning? EU's forfatning
står lige med eller endda over grundloven. Derfor er det mærkeligt,
at det ene absolut skal kaldes forfatningstraktat, mens det andet hedder
grundlov. En grundlov ved folk lidt om hvad er og ville nok få
øjnene op, når vi nu skal have to grundlove. Vores debat
vil næppe nå videre på det punkt.
2) Carsten Toft vil have dokumentation for min påstand om, at
vi bliver "trynede" udenrigspolitisk, når vi får
en fælles EU-udenrigsminister. Jeg genkender ikke fremstillingen.
Har jeg skrevet det? Jeg har fremsat min formodning om, at det pres,
der lægges på de enkelte nationers holdninger, bliver stærkt,
måske overdøvende, når der først er udnævnt
en officiel EU-udenrigsminister. Og det vil være en stor skam
både for de enkelte europæiske lande og folk og for verden
i det hele taget. Det har tit været befriende i FN og på
andre planer at høre nordiske og danske udenrigspolitiske synspunker
fremsat og politikken indrettet derefter. Og det har haft betydning.
Jeg forudser, det vil blive svært eller så umuligt i fremtiden,
at vi ikke længere ved hvad vi mener.
3) Jeg tror ikke på, at vi i 1953 fik paragraf 20 ind i grundloven
på grund af en fremtidig EU-konstruktion. I hvert fald var det
langt mellem folk, hvis der var nogen, der så så langt,
og vælgerne forestillede sig det ikke. De "mellemfolkelige
myndigheder" der tages højde for i paragraf 20 var snarere
FN og Nato. Men paragraffen bliver altså nu brugt eller misbrugt.
Havde man mod til at få en opklaring her, ville en folkeafstemning
efter Grundlovens paragraf 88 kunne det. Den ønsker EU-folkene
ikke, og her er nok endnu en grund til, at en EU-forfatningstraktat
ikke må kaldes noget, som vi kender på dansk. Jeg beklager,
men jeg kan ikke se parallellen mellem FN og en EU-stormagtsdannelse.
4) Flertalsafgørelser i EU kan efter den nye EU-grundlov underkende
nationale flertalsafgørelser på flere og flere områder.
Og der lukkes op for, at nye områder uden folkelig accept kan
rykkes den samme vej. (Det hedder i det ny grundlovssprog "passerellen",
hvilket betyder "gangbro"). Det er ulykkeligt at styrke en
EU-stormagt på de nationale demokratiers bekostning.
5) Sønderjylland og Danmark. Jeg accepterer, at et folketingsflertal
kan gå imod de enkelte danske landsdeles ønsker. Med Danmark
som nationalstat er det noget andet, og jeg vedgår gerne, at det
har noget med kærlighed til fædrelandet at gøre,
og den kærlighed er for mig en lang og god historie, som også
sønderjyderne har bekendt sig åbenlyst til. Men respekten
har også noget med konkret demokrati og folkestyre at skaffe.
Jeg mener ikke, vi har andre demokratier, der fungerer og kan holde
til noget, så folkestyret bør vi ikke skille os af med
eller tappe for indhold.
4) Mit syn på det elitære i hele opbygningen og praktiseringen
af EU fastholder jeg ubetinget. Jeg synes ikke engang flere beviser
er nødvendige. Alle undersøgelser, Eurobarometre, parlamentsvalgsprocenter
bekræfter dette. At sagen fuldstændig kan udelades i en
dansk valgkamp taler sit tydelige sprog. EU er for de allerfleste noget
fra oven, som man finder sig i, og ikke engang der kan det undgås,
at der til tider vedtages fornuftige ting. Somme tider også økonomisk
givtige ordninger, som man bliver bekymret for at miste, f. eks landbrugsordningerne.
Jeg har aldrig snakket om, at EU-konstruktørerne er dårligt
begavede. De er de langtfra. Til gengæld vil det vistnok vise
sig, at de er katastrofalt kortsynede.
[ Trykt i Kristeligt Dagblad 8. februar
2005]
til
toppen |
|
|
|
| |
|
EU-forfatningen og folkestyret
Af Jens Rosendal
Justitsministeriet har udsendt en redegørelse
for forfatningsretlige spørgsmål i forbindelse med dansk
tiltrædelse af den nye EU-grundlov. Konklusionen er, at der afgives
dansk suverænitet og at en folkeafstemning er nødvendig.
Det overrasker ingen.
Det overrasker derimod, at man når frem til, at tilslutningen
ikke anfægter vores grundlov, og at folkeafstemningen kan ske
efter grundlovens § 20, hvor der står, "at Beføjelser
der tilkommer rigets myndigheder, kan ved lov i nærmere bestemt
omfang overlades til mellemfolkelige myndigheder, der er oprettet ved
gensidig overenskomst med andre stater til fremme af mellemfolkelig
retsorden og samarbejde". Når man ikke er jurist i Justitsministeriet,
er den konklusion et gevaldigt vrid på både grundlovstekst
og ånd.
I art. 6 i forslaget ser det ud som EU- ret, også på udenrigspolitiske
områder, sættes over dansk ret. Og EU skal have sin egen
udenrigsminister. For almindelig tankegang er det en overskridelse og
ændring af grundloven, der betyder, at en folkeafstemning skal
holdes efter § 88 i grundloven. Det burde man gøre, hvis
det er meningen sagen skal tage sig tilforladeligt ud. Og vigtigere
endnu: hvis danskerne skal finde ud af, hvad man har gang i og ikke
bare lade tingene ske og fortryde bitterligt bag efter.
For ikke længe siden annoncerede statsministeren, at det vigtigste
i EU-fremtiden var at få fastlagt et kompetencekatalog, så
vi vidste, hvad der var EU-sager og hvad der var nationale områder.
Den nye EU-grundlov er på det punkt imødekommende. I art.
1.12 står: "Medlemsstaterne udøver deres kompetence
i det omfang Unionen ikke har udøvet sin". Det betyder,
at EU bestemmer, hvad vi må bestemme. Det er kompetencekataloget.
Ét er teori. Noget andet praksis. Hvordan vil EU gennemføre
fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, så længe EU-staterne
er fundamentalt uenige om drønvæsentlige sager.
Det folkestyre, som indtil nu har vist sig at kunne virke, bliver sat
mere og mere ud af funktion. Det bliver umuligt at dreje EU-kolossen
i den retning folkene vil. Vi ser det i landbrugspolitikken, som er
EU-område lovgivningsmæssigt set. Folkene vil noget andet
end det nugældende, men der vil gå mange år, før
det muligt. Så opgiver folkene engagementet.
En anden farlig ting ved EU-grundloven er, at flere store sager skal
afgøres ved almindeligt flertal. Det er demokratisk fint, at
et flertal afgør sagerne, men det er ikke politisk godt at lande
og folk bliver puffet til afgørelser, som ikke harmonerer med
det folkene der vil. Det nationale demokrati, som er det eneste holdbare
demokrati vi har, bliver sat ud af spillet, og andre interesser træffer
afgørelserne. Mere effektivt måske, men uden folk.
EU-konstruktionen lider af en fundamental svaghed: det er magten og
ikke folkene man vil bruge.
Det var lettere i EU-strategien, hvis folkene helt kunne kobles fra
og magten køre videre. Det vil blive mere slagkraftigt alt sammen.
Sikke en hær vi f.eks. snart kunne få.
Men det er ikke endnu en stormagt og endda uden folkelig opbakning vi
vil, hverken i Danmark eller i resten af Europa.
[Trykt i JydskeVestkysten 21. januar 2005]
til
toppen
|
|
|
|
