Lone Nørgaard: Barnepigeansvar i dansk politik

Partivældet er nemlig den direkte årsag til, at to af tidens mest påtrængende problemer, indvandringen og Danmarks forhold til et korrumperet EU, ikke er i nærheden af at blive løst.

Først en ros og anerkendelse til Pia Kjærsgaard for den kamp og de tæsk, hun har taget siden 1990’erne. Ikke mindst set på baggrund af, at Dansk Folkeparti var det eneste parti, der tog fat om indvandringskatastrofen.

Pia Kjærsgaard holdt fast til trods for stigmatiseringen som ondskabens ikon (jf. Geoffrey Cains bog med denne titel), og at Pia K. og DF havde så inderligt ret i være bekymrede, burde få gutmenschen med en Carsten Jensen i spidsen til at martres af dårlig samvittighed.

Selv oplevede jeg det som voldsomt ubehageligt at blive lagt for had en juleaften i nullerne, fordi jeg afslørede, at jeg havde stemt på Dansk Folkeparti ved det forrige folketingsvalg. Det var en engangsforestilling, men Pia Kjærsgaard er blevet svinet til med gylle år ud og år ind.

Og så til risene: »Folk sukker lidt efter de politikere, som har været havnearbejder, sosuassistent, politibetjent, sygeplejerske, tømrer, eller hvad ved jeg,« udtalte Pia Kjærsgaard for nylig i et interview. Det er forfriskende, at Folketingets formand tænker over forholdet mellem vælgerne og de folkevalgte.

Desværre er tankerne for overfladiske, for det, som vælgerne sukker efter, er det personlige ansvar.

Det har p.t. trange kår – og det gælder ikke mindst i Dansk Folkeparti.

Således har DF været med til at vedtage stort set alt, hvad der har styrket centraliseringen og dermed den af Kjærsgaard udskældte storbyelite. Partiet har ikke formået at standse indvandringen afgørende, og det har ikke taget et konsekvent opgør med EU. DF har med andre ord lagt det personlige ansvar på hylden og er gået på kompromis med stort set alt for at støtte en borgerlig regering. Og de gør det, fordi de hævder, at det hele ellers bliver meget værre.

Men ved at nægte at udstille de politiske uenigheder vælger man på befolkningens vegne. Det kaldes barnepigeansvar, og det er en følge af partivældet, som Dansk Samling altid har været stærk modstander af.

Partivældet er nemlig den direkte årsag til, at to af tidens mest påtrængende problemer, indvandringen og Danmarks forhold til et korrumperet EU, ikke er i nærheden af at blive løst.

Hvis et flertal af partier (læs: partiledelser) bestemmer sig for, at noget ikke skal diskuteres, så bliver det ikke diskuteret. Og så er det ganske ligegyldigt, om det er den ene eller anden slags mennesker, der sidder i Folketinget. Ung eller gammel, slagteriarbejder eller cand.jur. De må alle rette ind, for som DF’s Søren Espersen i februar så yndefuldt kommenterede Mette Gjerskovs enegang i en afstemning: »Vi kan ikke sidde med så stor indflydelse i dansk politik og så acceptere, at nogen skejer ud og leger Mette Gjerskov og stemmer, som hun selv vil.«

Ret skal være ret. Det har altid været vanskeligt at stemme efter sin samvittighed. I 1983 var der f.eks. blandt flere medlemmer af Det Konservative Folkeparti med Erik Ninn-Hansen i spidsen dyb skepsis over for den ny udlændingelov. Ninn Hansen forudså i 1983 som den eneste de forhold, en øget indvandring ville medføre, og som vi nu lever under.

Men gruppeformanden, Knud Østergaard, mente, at ethvert forbehold over for mennesker af anden religion og hudfarve var suspekt, og da han havde den afgørende indflydelse i partiet, føjede hele partiet sig og ville ikke røre debatten i mange år.

Ligeledes blev kritiske røster inden for Socialdemokratiet standset i opløbet. Venstres Bertel Haarder udtalte i år til Asger Aamund (Asger og de nye danskere), at selv om udlændingeloven var en katastrofe, og at man måske allerede dengang så det, så kunne den borgerlige regering ikke udskrive valg på spørgsmålet, for vælgerne ville slet ikke forstå problemstillingen.

Barnepigeansvar var det, og det førte til Dansk Folkeparti, som nok fik sat indvandringen på den politiske dagsorden, men heller ikke meget mere. Omfortolkningen af konventionerne, det, der virkelig kunne gøre en forskel, som nævnt af Ole Hasselbalch i JP 24.8, lader f.eks. vente på sig.

Hvorfor?

Fordi et politisk flertal vælger at lade det blive ved diskussionen, som reelt ikke er nået meget længere end i 1983. Og da DF ser det som sin opgave at sikre regeringen ro på bagsmækken til hver en tid, kommer der aldrig noget virkeligt opgør: Man undskylder sig med, at man ikke har 90 mandater, og at socialdemokraterne med Alternativet og Enhedslisten som støttepartier vil komme til magten og gøre det hele værre. Måske forsinker DF på denne vis Danmarks færd mod afgrunden, men de forhindrer den ikke. De påtager sig barnepigens ansvar og luller folk ind i en tro på, at det går den rigtige vej.

Det gør det ikke, for igen-igen er det Ole Hasselbalch, der har fat i den lange ende.

Sidste år stemte vi om retsforbeholdet. Var Lissabontraktaten kommet til afstemning, kunne vi have haft diskussionen for længe siden, for et overstatsligt Schengen og et dertil knyttet Europol var en del af traktaten. Men et flertal af Folketingets partier var enige om, at traktaten ikke skulle til afstemning, og et enigt Dansk Folkeparti ville ikke gøre traktaten til et kabinetsspørgsmål, fordi det havde lovet VK-regeringen ikke at vælte den på EU-spørgsmål. Altså fik vi ingen afstemning, men derimod senere en masse ballade, som måske kunne have været undgået, hvis man havde taget afstemningen og dermed diskussionen dengang.

Men man ville bare ikke. Og dette er nok DF’s allerstørste svigt.

Med Lissabontraktaten blev dansk ret underordnet EU-retten, charteret for grundlæggende rettigheder blev traktatfæstet, og så bøjede man af. Resultatet så man for nylig, da en måbende offentlighed, inklusive DF, måtte se til, at den stor- og seriekriminelle Gimi Levakovic ikke kunne udvises af Danmark, fordi han som EU-borger har ret til familieliv. Ud over det viste Metock-dommen, at alene det indre marked med dets krav om fri bevægelighed over grænserne giver selv tredjelandes borgere ret til at opholde sig i EU.

Trods denne viden er DF tilhænger af EU. DF påstår, at EU kan rulles tilbage til en idealtilstand, som aldrig har eksisteret. Skulle det ske, vil det dels kræve et opgør med hele traktatgrundlaget tilbage til Rom-traktaten, hvor en stadig snævrere union er målet, dels vil det kræve genforhandling og enighed om ændringen af traktaten af alle 27 medlemslande. Det er næsten utænkeligt. Alligevel fortsætter DF med at bilde vælgerne ind, at det kan lade sig gøre. Hvad kan forklaringen på dette være? Den enkle, at et parti altid er sig selv nærmest: Man lever sig ind i det taktiske spil om magten, og man bilder sig ind, at man gennem kompromiserne trækker i den rigtige retning og sikrer stabiliteten. Ikke mindst for sig selv. Hvis nogen skulle få associationer til, hvordan Pilatus tænkte, da han ofrede Jesus, skal det ikke holdes imod dem.

Måske er Pia Kjærsgaard selv blevet bange for sit partis magt? Hun foreslår i hvert fald flere folkeafstemninger, hvor folket kan blive hørt direkte.

Det kan Dansk Samling kun bifalde, men det alene er ikke løsningen, og det sikrer ikke det personlige ansvar i politik.

Derfor bør systemet med listestemmer på længere sigt afskaffes, så vælgerne kun kan stemme personligt. Det vil kræve ansvarlighed fra både partierne og vælgerne.

Partierne vil da være nødt til at opstille seriøse kandidater, og vælgerne er nødt til at bevæge sig bort fra internettet, Facebook og Twitter og ud i verden for at høre, hvad kandidaterne indeholder.

Det kunne måske være begyndelsen til et endegyldigt opgør med partierne og deres barnepigeansvar, så det personlige ansvar atter kunne gælde i et levende, dansk folkestyre?

For hold da op, hvor er der mange politikere at stille til regnskab for den sump, vi nu stikker i.

Jyllandsposten, 3-9-16

Powered by wpsnet.com