Grundsyn

Indholdsfortegnelse:

Til Toppen

Dansk Samlings grundsyn

Dansk Samling forkynder ingen -isme og repræsenterer ingen ideologi. Dansk Samling kender sig hverken som højre- eller venstreorienteret. Ja, Dansk Samling anerkender slet ikke højre-venstre-skalaens gyldighed.

Folkets opsplittelse i ideologiske grupperinger er lige så skadeligt for landet, som den enkelte ideologi er fjernt fra sandheden. For sandheden om folk og land kan ikke sættes på formel, og menneskelivet kan ikke presses ind i et på forhånd udtænkt system. Dansk Samling mener ikke, at et »politisk program«, der hævder at have svaret på alle samfundets problemer eller som hævder at kunne løse menneskelivets problemer eller skabe det perfekte samfund ved nogle få kunstgreb, er troværdigt. Folket, landet og menneskelivet er derimod levende historie, og de, der tager den opgave på sig at blande sig i politik, kan kun være troværdige, hvis de opgiver fraserne og i stedet forholder sig til den forhåndenværende sag og den nuværende stilling og indtager deres standpunkt i overensstemmelse med deres samvittighed. 

Derfor er Dansk Samling også i stadigt oprør mod den forvanskning af folkestyret, der er sket ved, at partier og ikke mennesker er gjort valgbare og ved, at disse partier følgelig bemægtiger sig de folkevalgte forsamlinger. Derved forsvinder det personlige ansvar som dug for solen og blokdannelse, ensretning, ideologisering og taktiske hensyn tager over, hvor den enkeltes fornuft, personlige ansvar og samvittighed skulle råde. Dansk Samling forkynder ingen –isme; men enhver saglig stillingtagen foretages ikke desto mindre ud fra et bestemt grundsyn.

Dansk Samlings grundsyn fremlægges i det følgende, efterfulgt af en række politiske synspunkter, som Dansk Samling har dannet sig på baggrund af grundsynet. Dansk Samlings grundsyn er bundet af kristendom og danskhed.

Til Toppen

Det danske folk

Mennesket er ikke skabt til at leve i ensomhed, men lever overalt i slægtsgrupper, folkeslag, nationer eller lignende. Det danske folk, hvis navn egentlig er danerne, er et sådant folk. Det danske folk er i grunden et ophavsfællesskab, men er endvidere et åndeligt, sprogligt og kulturelt fællesskab. Danskheden er summen af dette. Det danske folk er mageløst, idet det er et af verdens ældste, oprindelige folkeslag. Det danske folk er sammenlignet med de fleste andre europæiske folk et påfaldende uopblandet folk og har trods mindre indvandring i tidens løb og trods kulturel påvirkning udefra bevaret sin egenart. Det folkelige fællesskab er det egentlige danske fællesskab, og dette fællesskab er uafhængigt af ydre statslige former som fx statsborgerskab. Med til dette fællesskab hører den danske folkedel syd for grænsen og i en videre forstand også sydslesvigere samt skåninge, hallændere og blekingboer, i det øjeblik de selv ønsker tilknytning til det danske, idet disse befolkningsgrupper alle var en del af det danske folk og derfor først og fremmest er adskilt fra det folkelige fællesskab pga. manglende vilje til at være danske; en manglende vilje, der kan skyldes manglende historisk bevidsthed.

At det danske folk er et åndeligt og kulturelt fællesskab er et uendeligt gode også for den enkelte. Vores historie er fattig på indre modsætninger og indre væbnede konflikter, ligesom den er rig på forståelse klasserne og landsdelene imellem. Selvom der har været borgerkrige og indre spændinger, er de mindre end i mange andre lande verden over, og denne forholdsvise samdrægtighed, der
fører tillid, velstand, frihed og rolig udvikling med sig, er god for den enkelte, for alle samfundets grupper og klasser og for helheden. I det øjeblik det folkelige fællesskab sprænges, forsvinder også det forholdsvis fredelige, ansvarlige og tillidsfulde samfund, vi har kendt. Det danske folk er et nordisk folk og er således beslægtet med de øvrige nordiske folk som svenskere, nordmænd, færinge og islændinge, og dette sætter os i et kulturelt og sprogligt – men ikke nødvendigvis et politisk – fællesskab med disse folk. Trods enkelte påfaldende forskelle er de nordiske lande da også beslægtede i samfundsindretning og væremåde.

Til Toppen

Danmark

Det danske folk har i mere end tusind år været knyttet til et bestemt land, som også bærer folkets navn i sit: Danmark. Danmark er fædreland for det danske folk, idet det er landet, folket arvede fra sine forfædre. Kun i dette land kan det danske folk forblive dansk, og kun om dette land kan de danske med rette sige »vores«. Her har det danske folk det, man kalder odelsretten; dvs. arveretten og hjemstedsretten. I dette land har de danske fuld ret til at hævde deres tilstedeværelse og fuld ret til at leve på egne vilkår efter egne ønsker. For at sikre denne selvbestemmelse og denne hjemstedsret har de danske i umindelige tider kæmpet for at bevare Danmark som et frit og selvstændigt rige. De dele af Danmark, der kom under fremmed styre, oplevede også, hvorledes den selvfølgelige danske væren pludselig blev besværlig- eller ligefrem umuliggjort. Kampen for Danmark som et frit og selvstændigt rige må være kernen i al dansk politik. Desuden må det danske folk for at sikre hjemstedsretten og et selvfølgeligt dansk folkeliv i eget land modsætte sig, at landet helt eller delvis bebos eller bebygges af fremmede folkeslag. Jo mere fremmede sådanne folkeslag er, jo fjernere de ligger det danske i sæd, skik og tro, og jo større deres antal er, des heftigere må det danske folk modsætte sig deres tilstedeværelse. Historien er fuld af små folks undergang; små folk, der ikke i tide formåede at bevare deres land for sig selv, og hvor udkommet blev det oprindelige folks undergang som følge af legemlig, sproglig, åndelig eller kulturel udslettelse.

Til Toppen

Det kristne grundlag

Igennem århundreder har Danmark været et kristent land og det danske folk et kristent folk. Det betyder ikke, at alle danske er kristne, men danskheden er afgørende formet af kristendommen, og langt størstedelen af alle danske er nu engang en kristen baggrund. Danmark hører som en del af Norden og Europa til kristenheden. Dansk Samling er ikke en forening kun for kristne, ligesom Dansk Samling ikke anser ikke-kristne landsmænd for ringere landsmænd. Det folkelige fællesskab må ikke splittes af trosspørgsmål. Men Dansk Samling er i sit politiske fæste bundet af kristendommen og anser kristendommen for at være grundlaget for det danske samfund. Kristendommen har, i modsætning til hvad det er på mode at sige, betydning for vores syn på politik. Det har den, fordi den har betydning for vores syn på mennesket og samfundet.

Kristendommen beskriver mennesket som skabt i Guds billede. Det enkelte menneskes værdighed må således aldrig krænkes.. Men kristeligt set er mennesket også en synder. Det betyder dels, at et menneskesamfund aldrig kan blive perfekt, dels at man aldrig alene kan forlade sig på menneskets gode vilje, og dels at ingen kan tildeles uindskrænkede eller ukontrollerede magtbeføjelser, da disse før eller siden vil blive misbrugt. Det betyder også, at det onde aldrig kun kan være »de andre«, men også altid kan være os selv. En kristen er underlagt Guds lov og Kristi bud. Dette kan ikke direkte omformes til politik. Men Dansk Samling mener, at den enkelte kristnes samvittighed er bundet heraf, og denne samvittighed kan aldrig skubbes til side heller ikke i politik. Som den kristne fyrste i gamle dage havde pligt til at forsvare og håndhæve de kristne værdier, har det moderne menneske stadig pligt til at handle i overensstemmelse med de kristne værdier, som danner grundlag for det samfund, vi har i dag. Det er pligten til at værge landet; pligten til at beskytte samfundets svageste; det er pligten til at handle, stifte og øve ret; det er pligten til at afholde sig fra grusomheder, ondskab og fornedring af mennesker; det er pligten til at tage hånd om de mennesker, der er i ens varetægt eller nærhed; det er pligten til ikke at øve vold mod skaberværket.

Til Toppen

Dannebrog

Dansk Samling har ikke et eget egentligt logo, idet Dansk Samling fører det opretstående Dannebrog som sit mærke. Det gøres netop for at vise, at målet ikke er ideologisk splittelse, men dansk samling. At Dannebrog er opret, understreger korset og dermed den kristne baggrund både for danskheden og for Dansk Samling. Dansk Samling ønsker en politik til gavn for hele folket og hele landet med kristendommen som forudsætning. Enhver, der fører Dannebrog i marken, må mærke sig de ord, der udtales i en dansk fændrikbefaling fra begyndelsen af det 17. århundrede: »Jeg betror dig denne fane, fordi jeg ved, at du er en ærlig og modig mand: Du skal værne den, som en dannemand værner sin ægtehustru. Du skal svinge den over ærlige folk og ikke over forrædere.« Dannebrog forpligter hver enkelt af os – ikke bare i Dansk Samling, men i hele folket.

Til Toppen

»Frihed, sandhed og ret«

Disse tre ord, som er blevet en slags valgsprog for Dansk Samling, betegner dét, der frem for alt må være ledetråden i beskæftigelsen med politik. Disse tre ord betegner også i høj grad selve kernen i den vestlige, kristne arv. Disse tre begreber er nemlig efter kristendommens virkning i Europa dét, der har formet de europæiske lande og de vestlige forestillinger om, hvad der skal lede både det enkelte menneske og samfundet i dets helhed. Ingen af de tre begreber kan for så vidt gradbøjes. Ingen af dem er forbeholdt en bestemt gruppe hverken i det enkelte samfund eller i verden som helhed. Naturligvis kan der til tider være delte meninger om, hvad frihed, sandhed eller ret er, men overalt gælder det, at enhver må kæmpe for sin egen frihed uden at tage andres, at enhver skal sige og fremme sandheden, og at enhver kan kræve sin ret, og skal øve ret og selv må bøje sig for retten, og at enhver skal afholde sig fra at krænke andres ret.

Dette gælder såvel det enkelte menneske som ethvert menneskeligt samfund.

Til Toppen

Personligt ansvar

Det enkelte menneske er personligt ansvarlig for sine handlinger og kan til enhver tid stilles til ansvar derfor. Det betyder, at den enkelte er absolut ansvarlig, og selvom den enkelte undervejs er blevet påvirket af det ene eller det andet, er det dog den enkelte og ikke disse upersonlige faktorer, der står til ansvar. Enhver må stå inde for sine egne handlinger.

Kun hvor et sådant personligt ansvar fastholdes, er der ansvar; uden personligt ansvar er der slet ikke noget ansvar. I politik betyder det, at hele vores moderne parlamentariske system, hvor de valgte og udpegede slet ikke er sig selv, men blot repræsenterer et parti, er et system, hvor ansvarsløsheden er sat i højsædet. Derfor er Dansk Samling skarp modstander dels af den såkaldt »positive parlamentarisme«, hvor regeringen udspringer af de ved et valg sejrende partier, og dels af det nuværende valgsystem, som er bygget op om partier.

Dansk Samling ønsker nemlig ansvaret tilbage også i politik og ønsker derfor, at regeringsdannelsen gøres uafhængig af udfaldet af folketingsvalgene, ligesom der kun bør vælges enkeltpersoner til folketinget og ikke klaser af partigængere.

Til Toppen

Helhedssynet

Dansk Samling er i sit udgangspunkt bundet af et helhedssyn på politik og på samfundet. Enhver politisk handling og beslutning skal tage sit udgangspunkt i hensyn til helheden fremfor hensyn til særinteresser, de være sig ideologiske, geografiske eller økonomiske. Samfundet består af et uendeligt antal særinteresser, og det var tidligere udbredt, at disse interesser søgte at bekæmpe hinanden til skade for fællesskabet og helheden. Men det er ikke den enkelte folkevalgtes opgave at handle til skade for en eller flere grupper i samfundet blot for at fremme en snæver klikes interesser. Det er direkte landsskadeligt.

Enhver beslutningstager, lovgiver eller embedsmand har pligt til at tænke på helhedens vel samtidig med, at man, når man handler til gavn for helheden, må tage hensyn til alle berørte grupper, også selvom de ikke er stærke nok til at skaffe sig et mandat i folketinget eller sendetid i fjernsynet.

At man tager hensyn til helheden betyder således ikke, at de enkeltes interesser er ligegyldige, men derimod at man skal anlægge et helhedssyn således, at fællesinteressen fremmes, samtidig med at alle grupper opfattes som en helhed, hvor ingen gruppe må lide uforholdsmæssigt, ligesom ingen gruppe må gavnes uforholdsmæssigt på andres bekostning.

Dette helhedssyn må anlægges, både når forskellige økonomiske interesser skal vejes op mod hinanden, og når forskellige erhverv, samfundsgrupper eller landsdele har modsatrettede interesser.

Til Toppen

»Det tredje standpunkt«

Det er en udbredt menneskelig fejlslutning, at der kun gives to mulige løsninger på et foreliggende problem, og at den ene løsning er den andens modsætning.

Især den moderne, vestlige politiske tænkning har siden den franske revolution lidt under denne forestilling. Således antages det, at der gives et »højre« og et »venstre« i politik, og at disse er hinandens modsætninger. Så udbredt er denne tvangstanke, at man nærmest per automatik indtager det modsatte synspunkt af det, »modparten« har, for at opretholde modsætningen, der da bliver vigtigere end sagen.

I dansk politik er denne tendens endog forstærket i de senere år, idet folketingspolitikken i hidtil uset omfang er blevet gjort til blokpolitik med to blokke, der står skarpt over for hinanden, og indadtil undertrykker ethvert nuancerende synspunkt. Herved gøres politik usagligt, og sker dét, gøres selve folketingsarbejdet overflødigt, hvad der naturligvis er til skade for folkestyret.

Dansk Samling har altid søgt at indtage et tredje standpunkt – hvilket vel at mærke ikke henviser til en slags midterpolitik, idet en sådan jo stadig anerkender højre-venstre-opdelingen. »Det tredje standpunkt« betegner et forsøg på at søge en helt tredje vej end den, blokkene angiver, men vel at mærke ikke nødvendigvis som en slags opblødning af de to synspunkter, men netop som et selvstændigt tredje standpunkt.

Dansk Samling søgte således i trediverne et tredje standpunkt mellem »det gamle«, som var bundet af det kristne og det nationale, men som var stillestående og handlingslammet, og »det ny« repræsenteret af de revolutionære bevægelser, der nok var handlekraftige, men undertrykte mennesket. Dansk Samling anerkendte heller ikke siden det skarpe skel, der angiveligt skulle være mellem ønsket om en socialt ansvarlig politik til gavn for samfundets udsatte grupper på den ene side og ønsket om at føre en national og forsvarsvenlig politik på den
anden. Dansk Samling anerkendte heller ikke at valget skulle stå mellem socialisme og liberalisme eller mellem kommunisme og kapitalisme, men ønskede både frihed og fællesskab, både social ansvarlighed og personligt ansvar.

Selvom et »tredje standpunkt« ikke kan være et mål i sig selv – da man således blot bliver afhængig af to andre på forhånd givne standpunkter – er det Dansk Samlings mål altid at tænke uafhængigt af givne positioner, uafhængigt af »højre« og »venstre«, og i stedet se på om et tredje standpunkt løsrevet fra den givne modsætning kunne være en mulighed.

Til Toppen

»Frihed og fællesskab«

Et af Dansk Samlings valgsprog er »frihed og fællesskab«. Det er det, fordi disse to begreber for Dansk Samling ikke er modsætninger, men derimod forudsætter hinanden. I modsætning til fx socialister og liberalister, mener Dansk Samling altså ikke, at det drejer sig om at vælge én af disse to, men at man skal vælge dem begge. Det er rigtigt, at hvis det ene kammer over og opfattes absolut, er det det andets modsætning; men findes balancen imellem de to, vil både friheden og fællesskabet trives.

Frihed er en vigtig del af den vestlige og kristne arv og har også selvstændigt i Norden dybe rødder. Frihed betyder, at man ikke er fangen; det betyder i en videre forstand, at man har og tager ansvar for sig og sine. Politisk betyder det, at borgerne er frie og ikke tilhører staten, og at de således skal have frihed til at tænke, tro og tale, som deres samvittighed byder dem. Frihed er således ikke kun frihed fra noget, men også frihed til noget. I kristen forstand er frihed det, at man for sin samvittigheds skyld gør sin pligt – at man gør det, man skal gøre.

Mange forestiller sig, at den enkelte er mest fri, hvis han ikke er bundet på nogen måde; men det er ikke frihed. Den, der ikke er bundet af moral eller bud, bliver blot slave af sine drifter og pludselige indfald. På samme måde med den, der lever et sted, hvor der ingen myndighed er, og hvor ingen regler gælder; han bliver ufri, da han ikke kan bevæge sig uden for en dør uden at blive overfaldet, plyndret eller lemlæstet. Den enkeltes frihed forudsætter et fællesskab. Frie mennesker må da i frihed gå sammen i et fællesskab til værn om den enkelte.

Det nordiske frimandssind med hedenske rødder og kristen påvirkning har altid været stærkt i Danmark. Det var dette frimandssind, der drev Niels Ebbesen og Skipper Clement såvel som Toldstrup. Frimandssindet forudsætter selvbevidsthed, samvittighed, fællesskabsfølelse og mod. Vi må alle sætte vores lid til, at frimandssindet ikke er helt forsvundet i det danske folk.

Hvad angår fællesskabet, kan der ikke være tale om et virkeligt fællesskab, hvor den enkeltes frihed ikke anerkendes. Det danske samfund må finde en ligevægt mellem den enkeltes frihed og alles fællesskab. Det betyder, at den enkelte må bidrage til fællesskabet, og at den enkelte må indordne sig fællesskabet, mens det samtidig betyder, at fællesskabet aldrig må antaste den enkeltes personlige frihed.

Fællesskabet skal beskytte den enkeltes frihed, og den enkeltes frihed må ikke undergrave fællesskabet.

Til Toppen

»Staten stærk og folket frit«

Dette valgsprog dækker over flere ting. For det første er det udtryk for, at staten skal være stærk på de områder, der hører under dén, men til gengæld skal holde sig tilbage på områder, hvor den ikke har noget at gøre. Fx skal skellet mellem stat og lokalmyndighed (kommunerne) atter trækkes skarpere op. Staten skal være stærk på sine områder, men lade borgerne træffe andre afgørelser lokalt uden indblanding.

Har staten først anerkendt, at et område ikke hører under dén, men under kommunerne, skal den ikke søge at blande sig heri.

Desuden er der områder, hvor staten ikke bør lovgive eller blande sig. En stat, der begynder at ville styre folks levevis, tænkemåde eller børneopdragelse, er en spirende totalitær stat. Det, at staten skal være stærk på sine felter, må aldrig betyde, at den gør folket ufrit. Den moderne stat kan så let som et fingerknips blive det mest totalitære uhyre verden endnu har set, og kun de folkevalgtes og embedsmændenes egen stadige tilbageholdenhed kan forhindre dette. Derfor er det vigtigt, at det klart tilkendegives, at man ønsker en sådan tilbageholdenhed.

Også den moderne velfærdsstat, der har udviklet sig mere i retning af en forsørgerstat eller formynderstat, kommer meget let i sin iver efter at gøre det gode til at indskrænke den folkets frihed, som er vigtigere end folkets vellevned.

Endelig kan der lægges en tredje betydning i udtrykket: Uden en stærk stat kan folket ikke være frit. Lige så farlig den stærke stat kan være for folkets frihed, ligeså nødvendig er den stærke stat for den samme frihed. Det forudsætter blot, at staten er stærk på de områder, hvor den skal være det, men holder sig tilbage på andre områder. En stærk stat er nødvendig i den forstand, at der skal være stærke og kampklare militære styrker, der skal være velfungerende og ubestikkelige statslige myndigheder såsom skattevæsen, sundhedsvæsen og
socialforsorg og sidst, men ikke mindst, skal staten på overbevisende måde sidde inde med samfundets voldsmagt, for uden et velfungerende, ubestikkeligt og stærkt politi er enhver tale om frihed ren ordflom, da kun statens håndgribelige styrke sikrer den enkelte borgers frihed til at færdes i sikkerhed for overfald, voldtægt, drab og røveri.

Har staten ikke den fornødne styrke til at holde forbrydelse og udlevet ondskab nede, er der ingen frihed for almindelige mennesker.

Til Toppen

Grundloven

Grundloven er den lov, der skal ligge til grund for al lov og magtudøvelse i Danmark. Både regeringens og folketingets medlemmer er bundet af grundloven.

Men der er en sørgelig tendens til, at både regering og folketing ser bort fra grundloven. Ikke mindst er Danmarks afgivelse af suverænitet til EU i stigende grad i strid med grundloven. Dansk Samling anser således Lissabon-traktaten for at være grundlovsstridig.

I den forfatningskamp, der er i gang på grund af vores EU-medlemskab, er det vigtigt at fastholde grundloven som et urørligt grundlag for vor retsorden og vort samfund. Derfor stiller Dansk Samling sig skeptisk over for ethvert forsøg på at ændre grundloven, endnu mens Danmark er medlem af EU.

Dansk Samling har selv ønsker til ændringer af grundloven, men Dansk Samling ønsker ikke aktivt at arbejde for en grundlovsændring, før Danmark er blevet meldt ud af EU.

Til Toppen

Regeringen

Dansk Samling er tilhænger af den såkaldt negative parlamentarisme, der er grundlovssikret i form af folketingets ret til at udtale sin mistillid til en minister eller et helt ministerium, hvorefter denne eller dette skal gå af. Dansk Samling er derimod modstander af den såkaldte »positive parlamentarisme«, der har udviklet sig i Danmark siden 1901, men som ikke er indskrevet i grundloven, hvor regeringen sammensættes af de ved et folketingsvalg sejrende partier. Dansk Samling er i det hele taget imod, at regeringen sammensættes af folketingets partier, da regeringen derved ophører med at være regering for hele landet og hele folket, men i stedet bliver regering for et afgrænset ideologisk bestemt udsnit af vælgerskaren.

Dansk Samling mener, at regeringens medlemmer bør være partiuafhængige.

Regeringens medlemmer må desuden ikke udtages af folketinget. Ligeledes må de ikke have sæde i nogen bestyrelse eller være tilknyttet nogen fag- eller arbejdsgiverforening eller være tilknyttet noget medie.

Statsministeren vælges særskilt for fem år ad gangen. Denne må vel at mærke ikke opstille for eller være medlem af noget bestemt parti. I samarbejde med monarken skal statsministeren sammensætte sin upolitiske regering. Dette kræver en grundlovsændring. Indtil da påhviler det alene kongen eller en regerende dronning at udpege ministeriet. Folketingsvalg og regeringsudnævnelse må holdes adskilt fra hinanden. Dog må regeringen ikke have et folketingsflertal imod sig.

Dette vil styrke både folketingets og regeringens frihed, ligesom det vil være en reel adskillelse af den lovgivende og den udøvende magt.

Til Toppen

Udenrigspolitik

Danmark er først og fremmest en del af Norden. Derefter er Danmark en del af Europa. Danmark er også i videre forstand en del af Vesten, der som kulturkreds ud over Europa indbefatter Nordamerika, Australien og New Zealand. Endelig er Danmark en del af kristenheden, der indbefatter alle kristne folkeslag og kulturer. Danmark må søge det tættest mulige samarbejde med Norden, bidrage til fred, samhandel og venskabelige bånd i Europa, sikre Vestens økonomiske og militære sammenhold og støtte kristenheden og undgå dens splittelse.

Hvad Danmark derudover evner, skal bidrage til almindelig mellemfolkelig forståelse og fred. Men fred må aldrig hvile på vor ufrihed eller fejghed. Aldrig må Danmark godtage ufrihed og trusler.

Danmarks nære bånd til den angel-saxiske verden skal fastholdes. Også de bånd, der er blevet genknyttet til Baltikum, skal fastholdes og udbygges.

Danmark bør efter sin udmeldelse af EU blive medlem af handelssamarbejdet EFTA. Indtil da må Danmark arbejde på at skabe gode kontakter til alle lande, hvis regimer ikke krænker grundlæggende menneskerettigheder; først og fremmest de europæiske lande, der står uden for EU. At knytte bånd til disse lande og evt. bistå dem vil på længere sigt gavne vore egne muligheder for at træde ud af EU.

Danmark bør hverken føre en ideologisk eller en kynisk udenrigspolitik og skal således hverken sætte sin eksistens på spil i kampen for menneskerettighederne eller lade overgreb mod befolkningsgrupper, lande, trossamfund eller folkeslag upåtalt. Selvom verden forbliver »i det onde«, kan man ikke alene på baggrund af denne erkendelse undlade at søge at fremme frihed, sandhed eller ret.

Særligt må Danmark påtale overgreb mod verdens oprindelige folk. Hvert folk er godt for sig, og den største mellemfolkelige retskrænkelse, der kan tænkes, finder sted der, hvor et folk eller en stat undertrykker et folks ret til egen kultur, eget sprog, egen tro eller dets ret til at leve på dets fædrene jord.

Som et kristent land må Danmark, der dermed er en del af kristenheden, forsvare kristnes ret til overalt at være kristne. Hvor kristne folkeslag undertrykkes i deres eget land, er uretten dobbelt, og Danmark må stærkt fastholde kritikken af en sådan undertrykkelse.

Danmark bør ikke opretholde venskabelige forbindelser med lande, der undertrykker oprindelige, kristne folk.

Dansk Samling afviser, at Danmark kan deltage i udbytning eller kolonisering af et andet land. Derimod kan det ikke afvises, at et angreb på et givent land kan være nødvendigt som en nødværgeforanstaltning. Et land, der er Danmark eller Vesten fjendtligt stemt, bør således ikke få fred til at udvikle langtrækkende angrebsvåben endsige masseødelæggelsesvåben, men må standses, inden det er for sent. Ud over sådanne mulige undtagelser, skal Danmark ikke bryde grundlæggende folkeret ved at deltage i angrebskrig eller udbytning og kolonisering.

Danmark bør således i reglen kun deltage i krige, der er forsvarskrige eller bygger på FN-resolutioner.

Til Toppen

Norden

Samarbejdet med Norden skal fastholdes og udbygges. Det roligt fremadskridende nordiske samarbejde – hvor man efter nøje overvejelse skridt for skridt finder flere områder, hvor de nordiske lande kan tilpasse sig og hjælpe hverandre og hver især på områder, hvor det tjener de nordiske borgere, kan tilpasse deres lovgivning til de andre landes – er et uvurderligt gode ikke bare for den nordiske samhandel, men også for den enkelte nordiske borger og for den nordiske selvbevidsthed.

Der er dog en alvorlig trussel mod det nordiske samarbejde: At de nordiske lande pga. en omfattende indvandring fra tredjelande og pga. en erklæret multikulturel og multietnisk politik langsomt er ved at ophøre med at være nordiske. Især Sverige, der officielt er erklæret for et multietnisk land, kan blive en belastning for det nordiske samarbejde. Det nordiske samarbejde byggede på den kendsgerning, at de nordiske lande og disse landes borgere – idet de havde fælles rod – lignede hinanden ikke bare i sprog, men også i kultur. Dette fundament undergraves ved omfattende indvandring og ved multietnisk og multikulturel ideologi. Hvis enkelte grupper af borgere i ét nordisk land pga. deres fremmedkulturelle baggrund udgør et problem i dette land, vil de også udgøre et problem for de andre nordiske lande. Denne erkendelse er man nødt til at tage stilling til i det nordiske samarbejde.

Til Toppen

Sydslesvig

En del af det danske folk lever syd for grænsen i det, der i daglig tale kaldes Sydslesvig (men som egentlig er det sydligste af Sønderjylland og hedder Isted Syssel). Hele den hjemmehørende befolkning i Sydslesvig er i princippet af ophav og historie knyttet til Danmark, ligesom landsdelen oprindeligt både juridisk og folkeligt var ganske dansk. Lige dele modgang, dansk tåbelighed og tysk dygtighed gjorde langsomt landsdelen mere tyskpræget og løsnede båndet mellem Kongeriget og hertugdømmet Slesvig (eller Sønderjylland), men befolkningen forblev i stor udstrækning tro mod Danmark, og først i 1864 ophørte Sønderjylland statsretsligt med at være et dansk hertugdømme. Da den nordlige del af Sønderjylland kom hjem i 1920, forblev den sydlige del på tyske hænder, og selv da der efter Anden Verdenskrig viste sig en mulighed for at få landsdelen hjem – oven i købet med anvendelse af folkeafstemning efter princippet om
folkenes selvbestemmelsesret – afslog de danske myndigheder dette. Et sådant svigt er utilgiveligt, og opbakningen til de danske bevægelser, der først og fremmest skyldtes ønsket om genforening med Danmark, svandt ind – men forsvandt ikke.

Den levende danskhed, der er i det gamle danske Sydslesvig, skal på alle måder støttes af Danmark. Først og fremmest bør en levende folkelig kontakt hen over grænsen holdes ved lige, og i dette har alle danske et ansvar, men dernæst påhviler der også politikerne et ansvar for altid at fastholde båndene, styrke dem og knytte nye.

Dansk Samling ønsker fortsat, at Sydslesvig genforenes med Danmark, men det må ske med tilslutning fra den hjemmehørende befolkning. Indtil da er det Dansk Samlings synspunkt, at Danmark altid skal være opmærksom på de muligheder, der måtte være for at knytte bånd hen over grænsen, så både Sydslesvig og Sydslesvigs befolkning (og især den danske del) knyttes så tæt til Danmark, som muligt. Ethvert samarbejde – det være sig af folkelig, økonomisk eller politisk art – der ikke svækker Danmarks selvstændighed og ikke svækker rigets enhed, er af det gode.

Dansk Samling understreger, at Sydslesvigs hjemmehørende befolkning stadig har sin selvbestemmelsesret og når som helst kan vælge landsdelens statslige tilhørsforhold til Danmark.

Til Toppen

Skånelandene

Også Skåne, Halland og Blekinge (eller Skånelandene) var, indtil de blev erobret af Sverige i 1658, kernedanske landsdele. Befolkningen var dansk af ophav, sind, sprog og skik, og kun en hårdhændet forsvenskning kunne undertrykke danskheden. I skandinavismens tid glemte man mere eller mindre bevidst disse landsdeles danske rødder, og også siden har frygten for at såre svenskerne eller at skade det nordiske samarbejde været medvirkende til, at man nærmest besværgende omtalte Skåne som »Sydsverige«. Men selvom den bevidste danskhed langsomt fortrængtes, forblev disse landsdele noget særligt og blev aldrig rigtigt svenske; de forblev skånske. Og denne skånske selvbevidsthed har de sidste godt hundrede år markeret sig. Den peger væk fra Sverige og hen til Danmark. Den skånske selvbesindelse er en fremstrakt hånd.

Danmark har stadig en økonomisk og poli­tisk interesse i et godt samarbejde i øresundsområdet, og Dansk Sam­ling ønsker derfor, at der knyttes bånd hen over grænsen til Skånelande­ne og støtter ethvert samarbejde – det være sig af folkelig, kulturel, øko­nomisk og politisk art: der ikke svækker Danmarks selvstændighed og ikke svækker rigets enhed.

Til Toppen

Den Europæiske Union

Dansk Samling har siden begyndelsen af 1960’erne været modstander af Danmarks medlemskab af Den Europæiske Union (EU). Dansk Samling anbefalede i 1972 folk at stemme nej til det såkaldte Fællesmarked og var medstifter af det, der nu hedder Folkebevægelsen mod EU. Dansk Samling ønsker hverken Danmark eller andre europæiske riger udslettet af en overnational føderation, ligesom en europæisk supermagt hverken er godt for freden i Europa eller i verden. Afgivelse af lovgivningsmagt til EU skader folkestyret: Borgernes indflydelse på de enkelte love forsvinder, det bliver umuligt at stille magthaverne til ansvar, og en offentlig, europæisk meningsudveksling er ren utopi. EU’s bureaukrati, toldmure og detaljerede varestyring hæmmer et sundt marked, ligesom EU først og fremmest tjener storkapitalen og de multinationale selskaber. Samtidig presser EU arbejdstagerne i de enkelte lande. EU’s verdensfjerne menneskerettighedsideologi nedbryder effektivt de bestående folkelige fællesskaber. Det grænseløse EU, hvor de enkelte lande har givet afkald på grænsekontrol, tjener ingen af de hjemmehørende folkeslag, men gavner kun folkevandring, forbrydernes fri bevægelighed, løntrykkere og multinationale selskaber.

Dansk Samling har altid været imod enhver suverænitetsafgivelse til EU og ønsker ikke de fire danske EU-forbehold fra 1993 ophævet. Dansk Samling mener således, at vi skal bevare den danske krone, at vi skal holde os ude af en overnational retspolitik og retshåndhævelse, at vi skal holde os fri af et EUmilitær, og at vi skal holde fast i, at unionsborgerskabet ikke må erstatte det nationale borgerskab. Dansk Samling mener, at den sidestilling af unionsborgerskabet med det nationale borgerskab, der finder sted, er en omgåelse af forbeholdet mod unionsborgerskabet.

Dansk Samling er modstander af, at EU-lovgivning og EU-regler indføres i Danmark. Danmark bør straks udmelde sig af det såkaldte Schengen-samarbejde.

Dansk Samling er af den overbevisning, at Lissabon-traktaten, som Danmark tiltrådte i 2008, er grundlovsstridig, hvorfor Dansk Samling hverken kan anerkende pågældende traktat eller lovgivning, som udspringer deraf. EU nedbryder de enkelte folkelige fællesskaber i sit område og erstatter de rimeligt velfungerende nationale demokratier med et overnationalt, ufolkeligt, bureaukratisk, uoverskueligt, plutokratisk, føderalistisk pseudo-demokrati. Det bedste for Europa ville være, at EU blev erstattet af et mellemfolkeligt samarbejde, men under alle omstændigheder er det bedste for Danmark, så hurtigt som muligt at melde sig ud af EU.

Dansk Samling mener, at Danmark bør melde sig ud af EU; jo før, des bedre. Det er livsnødvendigt for vort land og vort folk.

Til Toppen

FN

Dansk Samling er tilhænger af det danske FN-medlemskab, men mener samtidig, at FN er blevet for omfattende, og at FN’s troværdighed har lidt skade ved de tilfælde af korruption og udsendte FN-troppers magtmisbrug, der har været. Endvidere har FN lidt skade ved ikke-demokratiske og ligefrem tyranniske regimers uheldige indflydelse. Desuden er FN’s tiltagende rolle som en slags overnational lovgiver både et problem for den nationale selvbestemmelse og for folkestyret. FN må slankes, og organisationen indskrænkes til sit kerneområde, som er muligheden for at fastholde en organiseret, verdensomspændende politisk samtale, og den mulighed der deri ligger for at fastholde de grundlæggende menneskerettigheder som noget, alle lande og regimer bør leve op til. Dertil kommer FN’s koordination af akut krisehjælp i katastrofesituationer og fastholdelsen af verdenssundhedsorganisationen. Også FN’s fredsbevarende (ikke fredsskabende!) missioner skal fastholdes, men under skærpet kontrol.

Dansk Samling finder det naturligt, at Danmark opsiger FN-konventioner, der måtte stå i vejen for, at Danmark kan føre en selvstændig og ansvarlig politik fx på immigrations- eller asylområdet.

Til Toppen

Folketinget

Folketinget er blevet kuppet af private organisationer, der i øvrigt slet ikke er nævnt i grundloven: De politiske partier. Partierne kan med deres partidisciplin og reelle patent på opstilling af folketingskandidater binde det enkelte medlem af folketinget på en måde, der egentlig er i strid med grundloven.

Meningen med folketinget er, at befolkningen vælger op til 179 mennesker, der skal handle for dem på tinge. Disse 179 mennesker skal efter grundig overvejelse og saglig debat give de love, der skal gælde i landet. Med partiernes indtog er saglighed og omtanke gået fløjten, og reelt sidder der ikke 179 selvstændige folkesendinge i tinget, men kun så mange, som der er partier. De politiske partiers magt skal brydes.

Dansk Samling ønsker valglov og grundlov ændret, så muligheden for at opstille lister/partier til et valg bortfalder, hvorved også muligheden for at afgive listestemme bortfalder. Derved bortfalder også tillægsmandaterne som begreb. De 40 tillægsmandater, der i Danmark fordeles efter et valg, erstattes af 40 kredsmandater, der fastlægges efter samme nøgle som de nuværende kredsmandater. Der bliver altså ikke tale om flertalsvalg i enkeltmandskredse, men om valg af flere mandater i hver kreds; men hver kandidat er fri og uafhængig af listestemmer.

Da dette – pga. grundlovens uheldige formulering om at forholdstalsvalg skal gælde ved hvert valg – kræver en grundlovsændring for at blive vedtaget, har Dansk Samling et bud på, hvorledes man indtil da dels kan minimere partiernes indflydelse og dels til fulde opfylde grundlovens krav om forholdstalsvalg:

Dansk Samling ønsker, at en folketingskandidat faktisk er bosiddende i den storkreds, hvori han opstilles, og at han også har været det i et vist tidsrum forud for valget. Dertil skal muligheden for opstilling ved såkaldt kredsvis opstilling (både med og uden partiliste) bortfalde.

Tilbage bliver sideordnet opstilling med nominering af en kandidat i den enkelte opstillingskreds.

Dansk Samling mener, at hvis man virkelig ønsker et forholdstalsvalg, hvor vælgernes anskuelser med grundlovens ord skal sikres ligelig repræsentation, må den grundlovsstridige »spærregrænse« afskaffes. Der skal ikke sættes grænser for retten til at få del i tillægsmandaterne. Med andre ord skal en liste (et parti) tildeles et mandat, hvis listen (partiet) af vælgerne har fået stemmer nok til det.

Kun derved sikres vælgernes ligelige repræsentation efter anskuelser, hvilket ifølge grundloven er valglovens opgave. Den nuværende valglov anser Dansk Samling altså for grundlovsstridig.

Til Toppen

Folkeafstemning

Dansk Samling ønsker muligheden for flere folkeafstemninger indskrevet i grundloven, således at vælgerne ved et betydeligt antal underskrifter skal have ret til at få sat et givent lovforslag til folkeafstemning. Sådanne folkeafstemninger skal være bindende. Reglerne for hvilke love, der ikke skal kunne sættes til folkeafstemning, skal være som de nuværende i grundloven (dvs. at finanslove, tillægsbevillingslove, midlertidige bevillingslove, statslånslove, normeringslove, lønnings- og pensionslove, love om meddelelse af indfødsret, love om ekspropriation, love om direkte og indirekte skatter samt love til gennemførelse af bestående traktatmæssige forpligtelser ikke kan undergives folkeafstemning).

Dansk Samling går ligeledes ind for en øget brug af folkeafstemninger i kommuner og regioner om lokale beslutninger af vidtrækkende art.

Til Toppen

Skatte- og erhvervspolitik

Ingen skat er i sig selv ganske retfærdig. Men hvor riget skal hævdes, de svage støttes, retten sikres og almen velfærd være til stede, må der opkræves skatter.

Skatter og afgifter er da også så gamle som riget selv. Til gengæld kan man sige, at nogle skatter og afgifter er mere urimelige end andre. Dansk Samling mener, der bør foretages en samlet skatte- og afgiftsreform, som både folketing og regering samlet og bredt må gå ind i.

Dansk Samling mener, at en afgift er urimelig, hvis den blot tjener som indtægtskilde for staten og ikke som dækning af bestemte udgifter, staten afholder. En miljøafgift er fx urimelig, hvis den pålægges folk eller virksomheder, der ikke forurener. Dog er visse afgifter ønskelige, hvis de skal tjene til at begrænse et forbrug, som man dog ikke ganske vil forbyde; fx afgift på benzin.

Men afgifternes antal skal begrænses – også af hensyn til borgernes og virksomhedernes mulighed for at bevare overblikket over deres økonomi.

Selvom ingen skat er ganske rimelig, er der visse urimeligheder, man må komme til livs. Dansk Samling anser det således ikke for rimeligt, at nogen person skal betale mere end 50% af sin indkomst til staten. Grænsen for, hvornår man skal betale topskat, bør hæves. Derudover bør personfradraget (bundfradraget) hæves så betydeligt, at det faktisk er muligt at leve for og forsørge sin familie for samme beløb. Det vil fjerne en del af tilskyndelsen til at udføre sort arbejde, ligesom det vil gøre den lavtlønnede arbejdskraft billigere, uden at det skader lønmodtageren, da denne ikke beskattes af sin indkomst. Det vil gøre det muligt at få flere af dem, der ellers modtager overførselsindkomster, i arbejde.

Udover det rimelige i at beskære den øvre skattegrænse (skatteloftet) til højst 50% af indkomsten, vil det med den lidt lavere skat blive lettere at fastholde dem med den største indtjening her i landet.

Multinationale virksomheder har kunnet unddrage sig beskatning ved at flytte deres overskud ud af landet. Dette cirkus må høre op. Hvis en udenlandsk eller multinational virksomhed nyder godt af den danske arbejdskraft og i øvrigt på det danske marked tager konkurrencen op med hjemlige, danske virksomheder, bør en sådan virksomhed naturligvis på lige fod med de hjemlige virksomheder betale skat her i landet. Måtte nogle af disse virksomheder vælge at flytte pga. beskatning, er vi bedre tjent uden dem; Danmark har pålidelig og veluddannet arbejdskraft at byde på og desuden et købedygtigt marked, og der skal nok komme en anden virksomhed og erstatte den fraflyttede.

Små erhvervsdrivende, familielandbrug og familievirksomheder skal sikres bedre vilkår, da muligheden for selv at drive virksomhed er nerven i dansk virksomhedskultur, og da det må forventes, at flere er rede til at klare sig selv og blive igangsættere, hvis det gøres nemmere. Der må skæres ned i erhvervsafgifter og bureaukratiske regler.

Til Toppen

Indvandring, udlændinge, flygtninge, indfødsret

Dansk Samling understreger, at ingen ikke-dansk har nogen selvfølgelig eller naturgiven ret til at opholde sig i Danmark eller til dansk indfødsret. Kun det danske folk har en naturgiven indfødsret; alle andre kan alene være her med gæsteret. En gæst opholder sig hos værten, så længe værten finder det rimeligt. Det afhænger ofte af gæstens opførsel.

Danmark har aldrig været et indvandringsland. Det har også indtil for nylig været Danmarks ønske at holde egentlig indvandring ude. Men i praksis har en omfattende indvandring fundet sted til Danmark siden 1960’erne og især siden flygtningelovens vedtagelse i 1983.

Indvandringen har været af den mest uheldige art, idet der ikke bare er tale om et meget stort antal, men også et meget stort antal fra kulturer og lande, der ligger dansk-nordisk kultur og Danmark fjernt.

Resultatet af dette kyniske samfundseksperiment er skræmmende. En gruppe indvandrere (herunder flygtninge, indvandrere og familiesammenførte med opholdstilladelse eller dansk indfødsret samt disses efterkommere) fra såkaldte tredjelande, især fra lande hvor muslimsk kultur er fremherskende, skaber endog meget store problemer for det danske samfund. Der er ikke længere blot tale om kultursammenstød, men om fysiske overgreb på danske, der må finde sig i hån, spot, overfald, drab og voldtægt mm. fra indvandreres side. Flere steder i Danmark er usikre for landets egne børn. De svageste rammes først og også ofte hårdest. Det går i første færd især ud over almindelige kvinder og børn samt hjemløse, ludere, alkoholikere, bøsser, handicappede og narkomaner. En ting er, at store mængder fremmede i landet i sig selv udgør en trussel mod de danskes odelsret, men værre bliver det af, at disse fremmede i vid udstrækning er en direkte plage for danske. Spage politiske forsøg på at ændre kursen er hidtil slået fejl.

Først og fremmest er det nødvendigt midlertidigt, men fuldstændigt, at indstille tildelingen af dansk indfødsret til udlændinge fra tredjelande.

Familiesammenføring må bringes til ophør. Dernæst må enhver tildeling af permanente opholdstilladelser standses, og allerede tildelte permanente opholdstilladelser inddrages og erstattes af midlertidige.

Udlændinge, der har begået grov kriminalitet, bør automatisk udvises af landet efter udstået straf. Det skal altså ikke være en del af en domsafsigelse, hvorvidt en sådan udlænding skal udvises eller ej; det skal være en administrativ konsekvens af den afsagte dom.

Dansk Samling mener, at alle herboende udlændinge (dvs. folk uden dansk indfødsret) fra tredjelande bør hjemsendes, hvis de ikke kan anerkende følgende:

1) at det er det danske folks kristne, nordiske kultur, der er landets kernekultur og derfor sætter ordenen i landet; 2) at kristne, nordiske og vestlige værdier har forrang i det offentlige rum; 3) at krav om »positiv særbehandling« af fremmede skikke og forskrifter er uacceptabelt. Endvidere bør udlændinge, der ligger samfundet til last rent økonomisk, hjemsendes.

Det er afgørende, at Danmark kan hjemsende udlændinge, der er uønskede her i landet, uanset hvad overnationale myndigheder, internationale konventioner eller interessegrupper måtte mene herom. Opstår der problemer med pågældende udlændinges hjemlande, må Danmark vedholdende henvise til, at ethvert land har pligt til at modtage sine egne borgere, og Danmark skal i en sådan situation benytte alle lovlige midler for at lægge pres på pågældende land, indtil det lever op til sine forpligtelser. Skulle det vise sig, at visse internationale konventioner står i vejen for en sådan politik, må de fratrædes.

Er nogle af disse udlændinge flygtninge, der således ikke umiddelbart kan hjemsendes, må man sikre dem asyl i et land inden for deres eget kulturområde.

For fremtiden bør Danmark ikke modtage flygtninge her i landet, medmindre de kommer fra et nærliggende europæisk land. Det er Dansk Samlings holdning, at både Danmarks og verdens flygtningepolitik (herunder FN’s) må tage udgangspunkt i et geografisk og kulturelt nærhedsprincip. Det er desuden Dansk Samlings holdning, at Danmark skal bidrage til at sikre flygtninge gode forhold i lejre, byer eller på anden måde i et område nær det land, de er flygtet fra.

Dansk Samling mener, at en udlænding først bør tildeles dansk indfødsret, når vedkommende i rimeligt omfang har bidraget økonomisk til det danske samfund, og når vedkommende er blevet fordansket; altså når vedkommende i væsentlig grad er blevet kulturelt assimileret. Men indtil den nuværende indvandring er bragt til ophør, vil Dansk Samling fuldstændigt indstille tildelingen af indfødsret til folk fra tredjelande.

I øvrigt mener Dansk Samling, at tildeling af indfødsret ved lov bør være personlig, således at der vedtages én lov for hver person, der foreslås tildelt indfødsret. Kun således kan bedømmelsen af, hvorvidt den enkelte er værdig og egnet til dansk indfødsret, være troværdig.

Det enkelte folketingsmedlem er desuden personligt ansvarlig for, at de enkeltpersoner, han har været med til at tildele indfødsret, virkelig er værdige og egnede hertil. Dette ansvar kan ikke forflygtiges ved henvisning til prøver, eksaminer og andre objektive kriterier for, hvor »egnede« de enkelte ansøgere om indfødsret er.

Til Toppen

Kirken

Den måde, hvorpå forholdene for den danske folkekirke og andre trossamfund ifølge den danske grundlov er ordnet, er god. Det skal fastholdes, at den danske folkekirke er luthersk-evangelisk, at den understøttes af staten, og at kongen eller den regerende dronning skal være medlem af folkekirken. Det er Danmarks historie, at landet er luthersk-evangelisk, og i øvrigt er mere end 80% af landets indbyggere medlemmer af folkekirken. Bindingen mellem stat og folkekirke skader desuden ikke andre trossamfund, idet disse ifølge grundloven kan opnå privilegeret stilling, og da der i øvrigt er trosfrihed.

Hvis stat og kirke, således som nogle partier arbejder for, adskilles, forudser Dansk Samling, at det vil politisere kirken og dermed svække forkyndelsen.

Desuden vil det gøre Danmark til et rodløst land, hvor myndighederne ikke føler sig bundet eller begrænset af nogen øvre magt. Det, at kongen eller den regerende dronning skal være kristen, betyder, at alle rigets myndigheder og dermed også alle i kongens tjeneste, er bundet af kristendommen, som minder os alle om vores begrænsethed, vores skyldighed og vores pligt.

Dog har folkekirken det seneste slægtled delvis udviklet sig i en uheldig retning. De skiftende kirkeministres angst for at »blande sig« i kirkens såkaldte »indre anliggender« har ført til, at biskopperne kan forvalte deres embede, som de selv finder bedst. Der har været tendenser til en bispestyret folkekirke, hvor biskopperne samlet har optrådt på folkekirkens vegne. Dette er højst uheldigt, ligesom det er uheldigt, når biskopper som biskopper blander sig i den politiske debat med argumenter, der angiveligt bygger på kristendommen, for således får sagen det udseende, dels at kirken som organisation mener netop dette, og dels at folk med andre synspunkter ikke er gode kristne. Mange danske folkekirkemedlemmer har følt sig uvelkomne i kirken, når de blev udskældt for deres politiske stillingtagen, eller når deres kirke er blevet brugt i et beskidt politisk spil vendt mod rigets myndigheder.

Det er alene biskoppernes opgave at se til, at præsterne forkynder ordet rent og purt, og desuden at være præst for præsterne.

Biskopperne har ingen myndighed til at tale hverken på kirkens, præsternes eller menighedens vegne.

Kan en biskop ikke finde ud af, hvor grænsen går, er det kirkeministerens opgave som den kristne konges eller den regerende kristne dronnings embedsmand, at trække grænsen for ham. Gør ministeren ikke det, må folketinget udtale sin mistillid til ham, eller regenten må afsætte ham.

Desuden har det vist sig uheldigt, at biskopperne vælges af menighedsrådene, idet disse nok er i stand til at kalde en præst til deres eget sogn, men slet ikke har den fornødne teologiske kompetence til at vælge en biskop. Desuden er det mere rimeligt, at det alene er pågældende stifts sognepræster, der har det afgørende ord, da det er deres præst og foresatte, der skal vælges.

Dansk Samling foreslår, at bispekandidaterne skal have en teologisk doktorgrad, have været sognepræst i en årrække, og at de skal vælges af stiftets præster.

Dansk Samling er tilhænger af, at folketinget som foreskrevet i grundloven ved lov fastsætter kirkens forfatning. Det sker i det løbende folketingsarbejde ved, at tinget fastsætter de rammer, der gælder. Grundlovens ord hjemler ikke, at der med nødvendighed skal laves en egentlig kirkeforfatning, men de hjemler heller ikke folketingets indblanding i folkekirkens læresætninger, ritualer mv., som skal være teologisk begrundet. Det, mener Dansk Samling, tilkommer kirkeministeren og biskopperne i forening. Kirkeministeren dog naturligvis under ansvar for folketinget.

Til Toppen

Familien

Familien er samfundets byggesten, idet folket består af familier og videreføres af familier. Denne enhed skal anerkendes og påskønnes af staten. Børns grundlæggende kultur- og sprogtilegnelse sker i familien. Uden familien og børnenes socialisering deri, ville vi slet ikke have en fælles kultur og et fælles sprog. Familien som kultur- og folkebærende enhed har dog været nedvurderet de sidste årtier både kulturelt og politisk.

Den enhed, som en familie udgør, skal igen påskønnes gennem lovgivningen.

Familien skal anerkendes som en skatteenhed, og børnepenge skal fastholdes som et alment velfærdsgode. Medmindre fædre har levet i et fast forhold med moderen til deres børn, skal de ikke betale børnepenge, ligesom de ikke nødvendigvis skal have nogen samkvemsret med børnene; her skal hensynet til barnets tarv være afgørende. Er den ene af de to ægtefæller hjemmegående, skal der af den andens løn sættes penge til side til den hjemmegåendes pension.

Barselsordningerne skal fastholdes; der bør ikke indføres barsel forbeholdt manden, da dette griber ind i den enkelte families ret til selv at planlægge deres liv, men sker det alligevel, bør denne barsel ikke tages af kvindens barsel, og faderen skal have mulighed for at tage denne barsel som børnepasningsorlov senere og ikke nødvendigvis straks i forlængelse af kvindens barsel.

Den nugældende arvelov er også et brud med familie- og slægtstanken og bør afskaffes. Den såkaldte tvangsarv skal forhøjes til gavn for ægtefælle og efterkommere. Arveafgiften (boafgiften) skal afskaffes, da den er en urimelig dødsbeskatning, der rammer slægten uden grund. Desuden besværliggør arveafgiften videregivelsen af ejendom i slægtens eje, hvilket er ganske utilstedeligt.

Også navneloven er en hån mod enhver slægtsfølelse. Man bør kun kunne tage et efternavn, som en af ens forældre har båret, eller et efternavn som ens ægtefælle har. Efter en skilsmisse skal det ikke være muligt at videregive sin fraskilte ægtefælles efternavn til en ny ægtefælle. Det skal være umuligt frit at kunne vælge sit efternavn. Kun mellemnavne dannet efter gammel tradition ved faderens navn eftersat et –sen eller –datter skal man frit kunne tillægge sig.

Til Toppen

Socialpolitik

Det, der begyndte som velfærdssamfundet, har taget overhånd og er i højere grad blevet et forsørgersamfund eller ligefrem et formyndersamfund. Den nødvendige hjælp til dem, der uden skyld er kommet i klemme økonomisk eller socialt eller til dem, der helt eller delvis selvforskyldt er kommet i problemer, som samfundet ved en håndsrækning kan hjælpe dem ud af, er blevet så omfattende, at det personlige ansvar og den enkeltes fornemmelse for også at skulle yde til det fælles bedste har lidt skade. Flere tænker i rettigheder end pligter, og kan man få noget fra systemet, er mange mere optagede af det end af, hvad de selv kan gøre for at ændre på deres situation.

Kontanthjælpen er ikke for høj, men der er for vide rammer for hvilke tilskud, det offentlige kan vælge at give, og det kan ende i helt urimelige situationer, hvor folk på overførselsindkomst får noget, som arbejdende familier ikke har råd til. Står man uden arbejde eller tag over hovedet, skal man kunne regne med hjælp, men lever man for andres penge, skal man ikke regne med at kunne leve med samme materielle goder som en arbejdende familie.

Dansk Samling slår følgende fast som grundlag for enhver social politik:

• Uanset forældrenes evt. fejl skal børn ikke vokse op i egentlig fattigdom eller i usunde omgivelser.
• Ordentlige boligforhold må være en mulighed for alle; især børnefamilier.
• Den enkelte har ret til at kunne forsørge sig og sin familie.
• Samfundet bør søge at skaffe arbejde til alle arbejdsledige.
• Alle har pligt til at bidrage til samfundet, som deres evner gør det muligt.
• Alle har krav på en folkepension, der er til at leve for.
• Alle enlige med børn samt familier, hvor begge forældre har arbejde, har krav på vuggestue-/dagpleje- og børnehaveplads. Egenbetalingen skal dog hæves. Til gengæld skal det være muligt at vælge halvdagsplads.
• Børnepenge udbetales til familiens første to børn. For efterfølgende børn ydes et skattefradrag.
• Dagpengeperioden skal være på højst to år.
• Hvad der ligger ud over disse velfærdsydelser må løbende diskuteres.

Til Toppen

Arbejdsmarkedet

Den danske arbejdsmarkedsmodel skal genindføres til sikring af danske arbejdere og lønmodtagere mod udefra kommende løntrykkere og mod manglende sikkerhed på arbejdspladsen.

EU’s regler om arbejdskraftens fri bevægelighed og ikke mindst EU-domstolens afgørelser, der undergraver det danske overenskomstsystem, er stærkt skadelige. 

Indtil Danmark udmeldes af EU, må folketing og regering på alle mulige måder kæmpe for sikring af danske arbejderes og lønmodtageres løn og sikkerhed.

Til Toppen

Skolen

Skolens vigtigste opgave er at bibringe børnene kundskaber. Faglighed må have forrang for sindelagspåvirkning og socialisering. Regering og folketing skal udstikke rammerne for folkeskolen, men kommunerne må have ansvaret for deres udfyldelse. Der skal således også være plads til forskelle kommunerne imellem. Skolen må ikke være politisk eller på anden måde sindelagspåvirkende.

Den tendens, der har været til at gøre kristendomskundskab til et almindeligt religionsfag, skal standses. Kristendomskundskab skal sikres som et ikke-forkyndende fag, der uden forvrængning oplyser om den evangelisklutherske kristendom. Skolen må ikke ved skemalægning chikanere konfirmationsforberedelsen, da denne erstatter skolens kristendomskundskab.

Alle folkeskolens kernefag er vigtige, men generelt skal desværre alle fag styrkes i deres faglighed. Danske elever bliver ganske enkelt ikke nok fagligt dygtige.

De praktiske fag skal styrkes i folkeskolens højere klasser, gerne i forbindelse med en troværdig erhvervspraktik, således at de ikke-boglige elever ikke bare kobles af, men tilbydes alternativer til en rent boglig uddannelse. På den anden side skal de boglige elever kunne vælge visse boglige fag på et højere niveau, end det er tilfældet i dag.

Optagelsen i gymnasiet skal indskrænkes. Gymnasiet skal ikke være en masseuddannelse, men en uddannelse, der forbereder til en videregående uddannelse. Det er ikke universiteternes opgave at lære nye studerende det, som de burde have lært i gymnasiet.

Fagligheden skal tilbage i gymnasiet. De egentlige matematiske fag og de egentlige sprogfag (også latin og græsk) styrkes på bekostning af almen sprogforståelse, samfundsfag, almen studieforberedelse og naturvidenskabeligt grundforløb. Danmark er en provins, hvad angår uddannelse i kernefagene og kun ved at styrke disse, kan vi uddanne dygtige humanister, teknikere, ingeniører mv.

Gymnasiets almendannende opgave skal dog ingenlunde svækkes.

Tværtimod må også den almene viden og den almene dannelse højnes – ikke bare i gymnasiet, men også gerne i folkeskolen.

Optaget på de videregående uddannelser bør styres og ikke være frit. På den enkelte uddannelse bør der kun optages lidt flere, end der erfaringsmæssigt er behov for. Universiteterne skal atter være hjemsteder for fri forskning. Det, der forskes i, skal ikke afstemmes efter en siddende regerings fornemmelser, ligesom et fags størrelse ikke skal afgøres af antal beståede studerende.

Taxameterordningen afløses på alle uddannelsesniveauer af et fast tildelt beløb til den enkelte uddannelsesinstitution. Statsstyret forskning begrænses til enkelte tekniske videnskaber, ligesom privatfinansieret forskning i universitetsregi afskaffes.

Til Toppen

Forsvaret

Danmarks fysiske forvar er i sidste ende den eneste sikkerhed for landets og folkets beståen. Danmark skal til enhver tid forsvares med alle til rådighed stående midler mod en angriber. Danmark skal forblive medlem af NATO, men skal til gengæld arbejde for at fastholde NATO som et rent forsvarsforbund og ikke et væbnet ideologisk broderskab.

Danmark skal ikke på nogen måde medvirke til EU’s militarisering, og Danmark skal fastholde sit forbehold over for EU’s militære del.

Hjemmeværnet skal bevares og bibeholde sin nye mere effektive profil, men samtidig gøre det muligt for folk at være aktive på et lavere niveau.

Hjemmeværnsfolkene skal atter selv ligge inde med deres ammunition. At alle borgere, der i øvrigt er kendt værdige og egnede dertil efter gældende regler, har mulighed for at gøre tjeneste i hjemmeværnet, er en anerkendelse af folkets værneret.

Værnepligten skal bevares og i øvrigt tages alvorligt. Alle våbenføre mænd skal indkaldes og gennemgå en kort militæruddannelse og af disse skal et mindre antal udtages til en længere tjenestetid.

Afgåede værnepligtige skal efterfølgende med mellemrum gøre tjeneste i hjemmeværnet.

Militærnægtere skal gøre tjeneste under beredskabsstyrelsen. Tjenestetidens varighed skal svare til tjenestetiden for værnepligtige. Efter endt tjenestetid skal alle, der har gjort tjeneste under beredskabsstyrelsen, med mellemrum gøre tjeneste i beredskabsforbundet.

Kvinders værneret skal tilgodeses således, at kvinder, der er egnede, har ret til og kan kræve at gøre tjeneste i forsvaret i et tidsrum, der svarer til den almindelige værnepligt.

Danmark skal aktivt forsvare sine lovlige interesser ude i verden og skal således ikke holde sig tilbage fra at indsætte skibe, fly eller tropper mod fx sørøvere, der kaprer danske skibe, eller terrorister, der skader eller truer med at skade dansk liv eller ejendom. Danmark bør desuden søge samarbejde med de øvrige nordiske lande, for at man i sådanne situationer gensidigt kan hjælpe hinanden.

Danmark skal til hver en tid kunne leve op til sine forpligtelser som medlem af NATO. Danmark bør aktivt deltage i FN’s udsending af tropper.

Danmark skal til hver en tid være rede til at kæmpe for sin beståen. Også i situationer hvor hjælp fra allierede måtte være forsinket eller evt. helt udebliver.

Danmark skal således ikke opgive sit territorialforsvar, blot fordi vi i et historisk set kort tidsrum ikke har oplevet en almindelig militær trussel mod vort land-, sø- og luftområde.

Dansk Samling minder i øvrigt om, at også Grønland og Færøerne endnu udgør en del af Danmarks rige, hvorfor disse områder ikke må glemmes i tilrettelæggelsen af det danske territorialforsvar. Set i lyset af den øgede russiske og kanadiske aktivitet i polarområdet, er det givet, at Danmark bør opprioriter sin militære tilstedeværelse her.

Danmark bør yde rimelig militær hjælp til andre nordiske lande i form af fx luft- og søpatruljering, hvis det ønskes.

Til Toppen

Kommunerne

Det kommunale selvstyre er blevet utroværdigt og uigennemsigtigt med faldende kommunal valgdeltagelse til følge. De områder, der hører under kommunen, dikteres i stigende grad fra centralt hold enten direkte ved regerings- eller folketingsbestemmelser eller indirekte ved skævvridende støtteordninger således, at de kommuner, der gør, som regeringen ønsker det, får fordele frem for dem, der holder på at ville gå en anden vej. Dertil kommer, at kommunerne i høj grad blot skal forvalte bundne opgaver.

Der er brug for en reform, hvor opgaverne fordeles på ny. Dansk Samling mener, at det kommunale selvstyre er vigtigt, men at det i højere grad skal omfatte lokale forhold. Her skal kommunerne til gengæld have frie hænder og regering og folketing skal afholde sig fra at påvirke beslutningerne.

De forhold, som man i det moderne Danmark, hvor velstanden er større, og folk er mere mobile, forventer, er nogenlunde ens, uanset hvor i landet man opholder sig, som fx børnepasning, ældreforsorg og socialforsorgen, skal høre under rigsmyndighederne. Det skal også tilsynet med miljøet, da det alt for ofte ikke er i kommunens interesse at varetage naturpleje og naturgenopretning, da det koster penge og sjældent giver indtægt og måske endda kan komme i modstrid med lokale, økonomiske interesser som fx planlægning af nye virksomheder eller det lokale landbrug. Også retten til at foretage ekspropriationer må fratages kommunerne, da der her har vist sig en udstrakt misbrug af dette vidtgående magtmiddel til fremme af snævre særinteresser.

Derimod er det rimeligt, at det er kommunens opgave at udfylde de rammer folketing og regering har lagt for folkeskolen. Dog er det vigtigt, at regering og folketing faktisk lader væsentlige dele af planlægningen være op til kommunerne.

Også de lokale biblioteker skal fortsat høre under kommunen, ligesom de lokale kulturtilbud.

Med færre opgaver for kommunerne mener Dansk Samling, at den økonomiske udligningsordning mellem kommunerne kan afskaffes. Den økonomiske omfordeling i Danmark skal foregå via statsskatten, ikke via kommuneskatten.

Med færre bundne opgaver bliver der også mulighed for de lokale politikere til at bruge deres tid på opgaver, de ønsker udført i netop deres kommune. Der frigives kræfter til egentlig lokalpolitik.

Regionerne skal afskaffes, og sundhedsvæsnet lægges under staten, mens det dog skal være muligt for kommunerne at oprette fx skadestue eller fødegang i deres område. De turist- og kulturopgaver, regionerne nu skal løse, udlægges til kommunerne.

Til den statslige administrations lokale udførelse opretholdes statsforvaltningerne dog evt. med nye grænser for deres geografiske forvaltningsområde.

Til Toppen

Rigsfællesskabet

Hverken Grønland eller Færøerne er dele af Danmark, men er hver især hjemsted for et særegent folk. Dansk Samling mener, at Grønland og Færøerne til hver en tid kan blive selvstændige, hvis de ønsker det – men det skal ske i overensstemmelse med grundloven. Selvom

Dansk Samling i grunden synes det er rigtigt, at hhv. Færøerne og Grønland har fået mere selvstyre, er det skidt, at det lige fra begyndelsen er sket som en omgåelse af grundloven. Dette har medvirket til den almindelige antagelse, at politikerne kan behandle grundloven, som de vil. Men grundloven siger nu engang, at den gælder for alle dele af Danmarks Rige – derfor er det problematisk, at selvstyreordningerne for de to rigsdele udvikles så meget, at man i virkeligheden giver områderne selvstændighed ad bagvejen.

Dansk Samling mener, at Grønland og Færøerne klart må stilles spørgsmålet, om de ønsker selvstændighed eller ej. Hvis det er tilfældet, må der udarbejdes et forslag til en ændret grundlov, som så skal vedtages efter de gældende regler. Indtil da mener Dansk Samling ikke, man på grundlovens grund kan tilstede Grønland eller Færøerne yderligere frihed.

Allerede nu er det et problem, at Færøerne og Grønland er repræsenterede i det danske folketing. Færinge og grønlændere bør ikke have indflydelse på love, som ikke kommer til at berøre dem selv, ligesom de ikke bør have indflydelse på regeringsdannelsen i Danmark.

Dansk Samling mener, at det er på høje tid med en afklaring af forholdene.

Hvis Grønland og Færøerne ønsker selvstændighed, vil Dansk Samling støtte dette og ønsker endvidere, at det sker på en måde, så de tre lande kan opretholde gode, venskabelige forbindelser bagefter.

Til Toppen

Sproget

Det danske modersmål skal værnes og fremmes. Først og fremmest påhviler det naturligvis hver enkelt dansk at fastholde det danske sprog i skrift og tale både som udtryk for følelser og tanker og som meddelelsesmiddel i dagligdagen såvel som i arbejdet, hvad enten dette er af akademisk eller anden art. Dansk er i disse år trængt dels af fremmedsproglig (især engelsk) påvirkning og dels af de danskes egen ligegyldighed over for sproget. Dette viser sig i et væld af overflødige fremmedord, dårlig udtale, ringe ordforråd og svigtende sproglig sans i det hele taget. Dette sløseri er at trække modersmålet ned i sølet, hvor det ikke hører hjemme. Kun så længe vi taler vort eget modersmål og gør det med kærlighed, kan vi forblive et folk. Dansk er et rigt, nordisk kultursprog, og det er på tide, at vi erkender dette.

Det er også på tide, at der gøres noget for sproget fra myndighedernes side.

Det er således utilstedeligt, at højere læreanstalter anvender fremmedsprog (især engelsk) i den udstrækning, det sker. Hvis der ikke er en bydende grund, skal det naturligvis være dansk, der er det talte og skrevne sprog i alle offentlige institutioner – også ved de højere læreanstalter.

Dansk Sprognævn skal ophøre med alene at registrere sprogets forfald, men skal genopdage rollen som »skolemester« og i offentligheden påtale ukorrektheder, sproglig inkonsekvens, brug af unødige fremmedord og dårligt sprog i det hele taget. Sprognævnet må også gerne holde øje med sprogets tilstand i det offentlige og påtale dårligt sprog her.

Danmark bør sammen med de andre nordiske lande søge at finde fælles nordiske erstatningsord for nye fremmedord.

Til Toppen

Sundhedspolitik

Sundhedsvæsnet skal være velfungerende, tidssvarende og tilgængeligt for alle.

Sygdomsbehandling er et alment velfærdsgode. Kunstig befrugtning skal ikke høre ind under almindelig gratis behandling; kunstig befrugtning skal det offentlige sundhedsvæsen slet ikke befatte sig med.

Dansk samling finder det høje antal af børn fremkommet ved kunstig befrugtning bekymrende, idet disse ofte viser sig at have flere skavanker end normalt avlede børn. Ved ukritisk at godtage, at børn sættes i verden på denne måde, tages der mere hensyn til forældrenes ønsker end til børnene. Desuden er det et potentielt problem for folkesundheden som sådan, hvis andelen af børn fremkommet ved kunstig befrugtning bliver for høj. De, der tilbyder kunstig befrugtning, skal forud for en eventuel behandling have pligt til at oplyse
kunderne om de risici, der for både moder og fostre er forbundet hermed.

Samfundet bør til gengæld vægte forskning i årsagerne til barnløshed højt for efterfølgende virksomt at søge at fjerne disse årsager.
Ved abort er det sundhedsvæsnets opgave at sikre sig, at kvinden, der ønsker abort, er fuldt ud klar over de fysiske og psykiske mén, der kan være følgen af en abort.

Abort må ikke foretages efter 12. uge, medmindre der er alvorlige fejl ved fosteret.

Der må desuden som alternativ til abort arbejdes på en frivillig bortadoptionsordning til gavn for både moder, barn og barnløse par.

Til Toppen

Natur og miljø

Mennesket er ikke skabt til at bo i en betonklods med asfalt rundt om og ikke skabt til at indånde eller indtage gift. Mennesket er skabt som natur for at leve med naturen. Dansk Samling ønsker bevarelse af den smule natur, der er tilbage, således at den bevares i sin mangfoldighed jævnt fordelt over hele landet. Alle naturtyper skal bevares, og det er vores opgave som samfund at bevare de naturtyper, dyrearter og –racer der er naturligt hjemmehørende i Danmark.

Herunder også de gamle danske husdyrracer, som for fleres vedkommende er udrydningstruede.

Forurening i produktionen skal begrænses mest muligt og helst kommes helt til livs. De store svinefarme har nået et absolut maksimum i antal og størrelse. Danmark kan ikke bære mere svineproduktion. Dansk Samling er imod den ophævelse af sammenknytning mellem hektartal og svinebestand, der hidtil har været.

Dansk Samling ønsker den gamle braklægningsordning genoplivet i en ny form, hvor den enkelte landmand kan indgå i samarbejde med myndighederne og modtage støtte, hvis hans jord udlægges til naturområde. I stedet for at få støtte til at dyrke marginaljorder kan landmanden få støtte som naturforvalter.

Landbruget skal have samfundets hjælp til at introducere den nyeste teknik som kan hjælpe dem med at sprøjte minimalt.

Økologiordningen er god og skal fortsætte. Det skal overvejes om ordningen kan udbygges, så det bliver mere attraktivt at gå over til økologisk drift.

Kvaliteten af det danske vandmiljø skal sikres, men uden unødig ulempe for landbruget i almindelighed.

En del af naturbevarelsen er også bevarelsen af det åbne land som et allemandsgode. Desværre er det åbne land i de senere år blevet udsat for kortsigtet ødelæggelse i form af spredt bebyggelse. Kommunerne har ikke levet op til deres naturbevarende og –forvaltende opgave, som skal overgå til staten.

Den industrialisering af husdyrhold, der har udviklet sig, er ikke værdig. Desuden medfører den alt for ofte ringere og mere usunde fødevarer. Dansk Samling mener, at dyr skal have ordentlige levevilkår. Selvom det er blevet bedre, er det ikke godt nok. Dansk Samling er klar over, at når der ikke sker mere, er det, fordi der er mange eksportkroner på spil, men ikke destomindre, må der gøres yderligere for at sikre dyrevelfærden. I øvrigt tror Dansk Samling ikke, at man i fremtiden ønsker kvantitet, men kvalitet. Og med mindre husdyrhold vil også landbrugets medicinforbrug mindskes.

Dansk Samling støtter den målsætning, at Danmark bliver uafhængig af fossile brændstoffer.

Til Toppen

Landsplanlægning

Danmark er skævvredet befolkningsmæssigt, erhvervsmæssigt og med hensyn til samfærdselsmidler og derfor også økonomisk. Dette skyldes især dårlig planlægning. Vel kan et samfunds udvikling aldrig planlægges i detaljer, men den overordnede planlægning bør lægges fast. Man bør således, når vejnet, virksomhedsplacering, byggetilladelser og investeringer planlægges, tænke på landet som en enhed, der ikke må skævvrides. Vel er det ikke ønskeligt, at hele landet er ens – der skal være forskel på land og by – men det er ikke i nogens interesse, at visse dele af landet på det nærmeste snøres af som døde lemmer.

Landets udvikling må komme hele landet til gode.

Randområderne i Danmark kan styrkes på forskellig måde. Man kan styrke mulighederne for de små virksomheder, og man kan styrke den offentlige transport. Dansk Samling mener, at man skal undersøge mulighederne for at flytte godstransport fra lastbil til tog og skibe.

Desuden må de gentagne offentlige besparelser i randområderne ophøre. Centralisering er ikke en god måde at foretage landsplanlægning på.

Storbyen har en uheldig indflydelse på de menneskelige fællesskaber. De naturlige menneskelige fællesskaber sprænges her lettere end i mindre samfund med uansvarlighed, kriminalitet og hærværk til følge. Derfor bør man i det mindste hindre storbyerne i at vokse yderligere, men bedst er det, om man kan foretage egentlig byspredning, således at man ved en aktiv politik gør det attraktivt at fraflytte storbyernes overflødige dele. Det ville også rette op på den skævhed, Danmark med tiden har fået befolkningsmæssigt og økonomisk.

Til Toppen

Handel

Dansk Samling finder i udgangspunktet, at frihandel er et gode. Hvert land må dog have ret til visse restriktioner. Således mener Dansk Samling, at varer produceret stærkt konkurrenceforvridende skal holdes ude. Når danske virksomheder skal producere miljøvenligt, kan vi ikke tillade import af varer, der er produceret miljøskadeligt. Desuden kan det ikke godtages, at varer indeholdende stoffer, vi finder skadelige, indføres og sælges i Danmark. Dansk Samling ønsker heller ikke indførsel af genmodificerede varer eller varer, der er produceret under slavelignende forhold.

Varernes pris bør i muligt omfang afspejle de egentlige omkostninger, deres fremstilling og fremførsel har for fx miljø og samfund. Varernes transport over store afstande er således en større belastning af trafik, vejnet og miljø, end det kan ses af prisen. Derfor mener Dansk Samling, der skal indføres afgifter på indførsel af bestemte varer.

Pga. Danmarks medlemskab af EU har Danmark afskrevet sig enhver mulighed for selv at begrænse visse varers indførsel i landet, og især har det såkaldte »indre marked« betydet en indførsel af flere sundhedsskadelige varer.

Beskyttelse af egne erhverv ved udelukkelse af konkurrerende varer fra udlandet kan i krisetider være nødvendigt, men er ikke ønskeligt i det lange løb.

Det bedste ville efter Dansk Samlings opfattelse være en tilbagevenden til tosidede handelsaftaler. Dansk Samling vil dog anbefale, at Danmark efter sin udmeldelse af EU tilslutter sig handelssamarbejdet EFTA.

Til Toppen

U-landshjælp

Danmark skal fastholde sin u-landshjælp, men det er afgørende, at man lærer af de fejl, der er begået i tidens løb. Det er utilgiveligt, at penge, danske skatteydere giver til hjælp til verdens fattige, forsvinder i korruption eller administration.

Endvidere er det afgørende, at hjælp til u-landene, hvad enten den er af økonomisk, lægelig eller anden art, knyttes an til familieplanlægnings- og børnebegrænsningsprojekter i pågældende land. Det nytter ikke, at et land oplever økonomisk vækst, hvis hele denne vækst opædes af et voksende befolkningstal. Desuden ved vi af historisk erfaring, at et befolkningsoverskud vil søge derhen, hvor der er bedre plads eller mere velfærd. I den sidste menneskealder er det Asiens og Afrikas befolkningsoverskud, der er søgt til Europa.

Selvom vandringen i flere tilfælde skyldes nød, er der tale om en krænkelse af de europæiske folkeslags ret til selv at bebo og beherske deres egne lande.

Dansk Samling mener, at vores lille del af udviklingshjælpen skal samles i nogle få overskuelige projekter, som også borgerne har mulighed for at følge med i. Evt. kunne man udvælge enkelte lande, som man satte særligt ind over for.

Til Toppen


Således vedtaget med seneste ændringer af det ordinære landsråd i Nyborg 10. september 2016.

Powered by wpsnet.com