Morten Uhrskov Jensen: Martin Krasnik bagvasker sine medborgere

I et ualmindelig hæsligt indlæg i Weekendavisen gør Martin Krasnik navngivne danskere til ekstremister, der skal sammenlignes med jødehadere.

Debatten har nået et hidtil uset lavpunkt med Martin Krasniks klumme i Weekendavisen den 30. september (ikke online), hvor han bl.a. skriver følgende:

”Det er Blut und Boden af den dybe slags; den sunde stat beror på enheden mellem folket – der er defineret biologisk og efter afstamning – og jorden.”

”Marie Krarups kriterium fik mig til at tænke på Karl Lueger, den antisemitiske borgmester i Wien og en af Hitlers store inspirationskilder. Det var nemlig ham, der sagde: ”Wer Jude ist, bestimme ich.””

Derefter nævner Martin Krasnik med stor flid og elegance Göring, og Nürnberglovene kommer vi også udtrykkeligt omkring.

Martin Krasniks udsøgte svineri sker på baggrund af debatten om, hvornår man er dansk. Dansk Folkepartis Martin Henriksen svar på det var umiddelbart følgende i en debat på DR2:

”Man kan ikke sige, at fordi man henter hele verden til Danmark, og de så får nogle børn i Danmark, så bliver de børn danskere.”

Det var ikke bare rigtigt sagt af Martin Henriksen, det var også banalt sagt. 33 års uansvarlig udlændingepolitik med dertilhørende uddeling af statsborgerskaber giver nok flere danske pas, men ikke nødvendigvis flere danskere, et temmelig indlysende forhold. 33 år har givet os mange statsborgerskaber, men er det lig med tilsvarende mange flere danskere? For nu at gentage det banale.

Der er et grundlæggende forhold her, som Martin Krasnik ikke har forstået, nemlig forskellen på hårde og bløde fakta. Lad mig derfor forklare for Martin Krasnik, hvori differencen består: Et dansk pas viser, at man er født med eller senere har erhvervet dansk statsborgerskab. Det er enten eller. Man kan ikke være lidt eller meget gravid. Enten har man dansk statsborgerskab, eller man har det ikke.

Det er straks et andet spørgsmål, hvorvidt man er dansker eller ej. Det er i sagens natur et subjektivt spørgsmål, og subjektive spørgsmål afgøres pr. definition ikke alene af den enkelte. Det ekstreme eksempel tjener nok til forståelse her: Det rødbedefarvede pas er erhvervet som voksen, hvor man i øvrigt beslutter sig for at hjælpe Islamisk Stat med alt forefaldende arbejde. Er man dansker i dette tilfælde? Ikke om man så gennemførte en ironman. I hvert fald ikke i min bog. Er jeg af den grund ”Blut und Boden”, Martin Krasnik? Hvis du mener det, er du ikke rigtig klog, og i øvrigt er du fortaler for særdeles usympatiske holdninger, hvor du bruger støvlen til at træde på andre.

Enhver kan uden videre komme i tanker om tilfælde, der er mere tvivlsomme end det nævnte, men det ændrer ikke det mindste ved substansen, som er, at det er andre end dig selv, der afgør, om du har gjort dig fortjent til prædikatet dansker.

Martin Krasnik derimod – netop fratrådt vært på det skatteyderfinansierede DR2 – river nazihenvisninger af sig, som havde han aldrig bestilt andet. Graden af svineri er, selv i denne tilspidsede tid, ret uhørt. Martin Krasnik står tilbage som et menneske, der på én gang lever for andres penge, samtidig med at han bagvasker folk, som tillader sig at mene noget andet end værten på Deadline.

Martin Krasnik hamrer debatten helt ned under gulvbrædderne lige efter, at han ikke længere finansieres af skatteyderne. Så er der åbenbart frit slag til udgydelser, der tjener det formål at umenneskeliggøre dem, som Martin Krasnik ikke kan lide. Hvilken ulækker dagsorden har Martin Krasnik? Det ligner en modbydelig hetz mod dem, som Martin Krasnik tilfældigvis ikke er enig med. Og så er intet middel for lavt for Martin Krasnik.

Martin Krasnik skylder en uforbeholden undskyldning for sin modbydelige klumme i Weekendavisen.

Jyllandsposten, 1-10-16