Ingen af de nuværende partier i Folketinget har noget konstruktivt at byde på for folk på kontanthjælp og andre former for langvarig overførsel.
Så er kontanthjælpsloftet trådt i kraft, og i den kommende tid vil ikke så få danskere miste en del af deres eksistensgrundlag og blive betydeligt fattigere sammenlignet med, hvad man som dansker i middelklassen kan tillade sig af forbrug.
Selvfølgelig skal der være forskel på at arbejde og være på f.eks. kontanthjælp, og selvfølgelig skal de lade som Dovne Robert ikke have en krone. Den, der er fysisk og psykisk rask, er også klar til at arbejde, og ellers skal kassen smækkes i.
Det er bare ikke det, der først og fremmest er på spil her. Virkeligheden er den, at en meget stor del af kontanthjælpsmodtagerne og også mange af de helt opgivede på førtidspension ikke fejler noget andet, end at deres kvalifikationer er så lave, at de ikke vil blive ansat af ret mange private arbejdsgivere.
Det er imidlertid helt uacceptabelt, at hundredetusinder af danskere i årtier har været anset for håbløse og i stedet enten er blevet parkeret på en passiv ydelse eller sendt rundt i mere eller mindre tåbelige projekter.
Det er tid at tænke nyt. Det er en skændsel, at ingen af de ni partier i Folketinget har nogen som helst idé om, hvordan disse mennesker kommer i arbejde. Enten skal de bare have flere penge, eller også skal de have færre, alt efter traditionel ideologisk ståsted. Helt udsigtsløst.
Her er, hvad man kan gøre: Lav en undersøgelse af, hvad det private erhvervsliv ikke længere producerer, fordi arbejdspladserne er gået tabt i den unfair handel med især Fjernøsten, der konkurrerer på vilkår, vi aldrig vil tilbyde arbejdere herhjemme. Det kan være tekstiler og legetøj. Opret derpå statslige arbejdspladser til især de arbejdsdygtige, der i dag er på kontanthjælp og førtidspension, få produceret disse ting og sælg dem til konkurrencedygtige priser. Protektionisme i forhold til lande som Kina skal ikke afvises, men man kan også vælge simpelthen at prisfastsætte produkterne, så de bliver solgt. Og jeg gentager, at det kun skal gælde varegrupper, som ikke længere produceres af det danske erhvervsliv.
Jeg kan allerede høre råbene i lige dele protest og forargelse: Det er planøkonomi, det er kommunisme, det er konkurrenceforvridende. Svarene er nej, nej og nej. Det er ikke planøkonomi, idet der skal produceres til et marked, som glimrende kan foregå mellem de europæiske lande, som Danmark har handelsaftaler med. Det er ikke kommunisme, men simpel solidaritet med den del af det danske folk, der har sværest ved at finde et arbejde som følge af deres lave kvalifikationer. Og det er ikke konkurrenceforvridende overfor det private erhvervsliv, fordi der ikke skal produceres varer, som i forvejen skabes af det private erhvervsliv.
Disse statslige produktionsarbejdspladser skal som udgangspunkt tilbyde en løn svarende til den nuværende mindsteløn. Det vil givet være sådan, at produktiviteten hos mange af de nu tidligere kontanthjælpsmodtagere og førtidspensionister vil være lav, men det vil være et umådelig samfundsmæssigt gode at få disse mennesker i arbejde. De vil få genskabt en grundlæggende værdighed, og deres status i det danske samfund vil derfor forøges betragteligt.
Man skal være velkommen til at være uenig med mig, men så skylder man ærlig talt at svare mig på, hvad vi så skal gøre. Skal vi virkelig opgive disse hundredetusinder af danskere og alene gøre en del af dem og deres børn fattigere? Den præmis anerkender jeg ikke.
Der er virkelig behov for at tænke nyt her.
Jyllandsposten, 12-9-16