Formandens Grundlovstale - 2017

Se formandens tale her, eller læs den neden under videoen.

+

Grundlovstale, v. Morten Uhrskov d. 5 Juni 2017.

Grundlovsdag den 5. juni er folkestyrets festdag. Sådan kaldes den, og der er god grund til fortsat at benævne grundlovsdag ved det lidt svulstige navn, hvor vi i år fejrer, at vi i 168 år har haft et frit folkestyre.

Den 21. marts 1848 opsøgte Københavns borgerrepræsentation kong Frederik den 7. med krav om en fri forfatning. Den havde kongen allerede besluttet at give, og det fortæller om tre interessante forhold. For det første har det uden tvivl gjort indtryk på den nytiltrådte kong Frederik den 7., at der var udbrudt revolution i Frankrig den 20. februar, og at denne revolution hurtigt skulle skrives i flertal, fordi den bredte sig til en stribe europæiske lande. Den danske konge kan derfor udmærket have været nervøs for, hvad der kunne ske i Danmark, hvis ikke de nationalliberales krav blev opfyldt. Orla Lehmann havde som bekendt oven i købet anvendt formuleringen ”fortvivlelsens selvhjælp” om det, der kunne ske, hvis kongen ikke gav sig.

For det andet – og dette underspilles ofte i den gængse historieskrivning – spillede det uden tvivl en rolle, at Frederik den 7. ikke synes at have haft den store lyst til at regere Danmark enevældigt, som hans forfædre i det væsentlige havde gjort det siden 1660. Vi har givet at gøre med et af de øjeblikke i historien, hvor hin enkelte spillede en væsentlig rolle. Det bliver tydeligt, når vi sammenligner udviklingen i Danmark med den i f.eks. Preussen, Østrig og Frankrig, hvor magthaverne ikke var til sinds at give indrømmelser anden end på skrømt og snart efter sad i sadlen igen.

For det tredje fortæller forløbet om noget særegent ved Danmark og ved det danske folk. Vi er vitterlig et lille, fredeligt folk, der helst vil træffe selv vidtrækkende beslutninger uden al for megen bulder og brag. Revolutioner og danskere går ikke godt i spænd og heldigvis for det. Der er således noget meget dansk ved den måde, hvorpå overgangen fra enevælde til folkestyre fandt sted. Fredsommeligt og uden al for mange falbelader. At der så stod en treårskrig for døren, ændrer ikke ved selve magtoverdragelsens fredelighed.

Vi har således al mulig grund til at fejre denne dag, 5. juni 2017. Vi har meget at være stolte af i dette land, som vi med flid har bygget op igennem en lang historie, længere end de fleste folks. De ældste dele af Danevirke er så gamle som 1.500 år. Så længe siden er det – omkring år 500 – at folket nord for floden Ejderen skønnede det nødvendigt at bygge en grænsevold for at værge sig mod dem, der ellers ville trænge sig frem fra syd. Et sådant værk har krævet en hersker af et betydeligt omfang. Var det hele Danmark allerede dengang, ved vi ikke, men en stærk jysk konge har det nok som minimum været.

Senest under Harald Blåtand for mere end tusind år siden blev det danske rige samlet. Det vidner trelleborgene om. Imponerende bygningsværker under Harald fra Jylland og til Skåne fortæller om en kongemagt, der strakte sig over hele det historiske Danmark, også de tabte landsdele, Sydslesvig, Skåne, Halland og Blekinge. En ikke ringe bedrift af et lille folk som det danske.

Og vi må ikke glemme, at styre ved folket er en gammel historie i Danmark. Ikke den lige og almindelige valgret, som vi har haft den siden 1915, men som et ønske og et krav om, at loven skulle være ens for alle, også skønt der i mange århundreder var store skel mellem ikke mindst fæstebønder og herremænd. Under valgkongedømmet, som stammer fra Arilds tid og ind til 1660 med enevældens indførelse, kender vi landskabslovene, og især ved vi, hvad Jyske Lov fra 1241 stod for og den i dag står for som et fornemt vidnesbyrd om det danske folks stræben henimod retslig lighed.

”Var der ikke lov i landet, da havde den mest, som kunne tilegne sig mest. Derfor skal loven gøres efter alles tarv, at retsindige og fredsommelige og sagesløse kan nyde deres fred, og uretfærdige og onde kan ræddes for det, der er skrevet i loven, og derfor ikke tør fuldbyrde den ondskab, som de har i sinde.”

Kristendommens betydning i denne forvandling af det danske folk fra et i hovedsagen klanbaseret samfund kan ikke overvurderes. Det var bisp Gunner, der skrev den fornemme fortale, og det var den kristne kirke, der insisterede på lov og ret for alle, loven givet af tinget og loven opretholdt af kongen. Også herved skylder danskerne kristendommen alt for de seneste tusind års historie.

Det er retssamfundet, der taler her, og at ordene er skrevet for 776 år siden er noget, vi som danske godt kan være stolte af. Herskere har vi også haft, men der har i hele danmarkshistorien været en uafladelig stræben efter, at danskere skulle have samme ret, og at disse rettigheder også skulle blive flere. Igen: Det kan vi godt være stolte af.

Vi har således meget at fejre i 2017, men vi har også en hel del at være bekymrede over. Om fordelingen af vore skabte goder skændes vi ideligt, og sådan skal det være. Den fordeling bliver vi aldrig ganske enige om, og hvorfor skulle vi også det? Det hører menneskelivet til at kives og strides om stort og småt. Og så længe det foregår indenfor det samme hjemmehørende folk, går det også nok. Så finder vi ud af det. Så indgår vi kompromiser. Så kan vi faktisk med fuld ret tale om det samarbejdende folkestyre.

Men ak. Vi har i dag to presserende udfordringer, hvor den gamle danske snusfornuft ikke længere slår til, og hvor der i vort folk er en splittelse som aldrig før. Selv under det bitreste bondeoprør var det dog ikke nationens opløsning, det handlede om. Det er det i dag og så endda på to områder. Jeg tænker naturligvis på udlændingepolitikken og på EU.

Den danske udlændingepolitik har siden 1983 hængt i laser. Grundlæggende skete skaden der. Man kan ganske vist med rette sige, at allerede de dengang benævnte gæstearbejderes ankomst i slutningen af 1960’erne var et skred i den gale retning. Allerede for 50 år siden var det et problem, at Danmark blev anskuet som en forretning mere end som et hjemsted for det danske folk. Men gæstearbejdernes antal var trods alt lavt, og ved en fornuftig efterfølgende politik kunne der uden problemer være dæmmet op for en alt for stor bosætning af alt for mange mennesker fra alt for fremmede kulturer i Danmark

1983 ændrede imidlertid fundamentalt muligheden for at have nogenlunde hånd i hanke med forholdene. Der blev i 1983 givet retskrav på ophold i Danmark, hvis man ud fra nærmere fastsatte kriterier kunne siges at være flygtning. Det lyder nobelt, men er i praksis en ladeport en stående invitation til en befolkningsudskiftning.

Og det er, hvad vi just er i færd med, som vi har været det i de seneste 34 år. De nyeste tal fortæller, at 21,6 procent af alle nyfødte i Danmark er af ikke-dansk herkomst. En del af disse vil være børn af andre vesterlændinge, hvor mulighederne for tilpasning vil være gode, men et markant flertal af disse er af ikke-vestlig afstamning, og det er i sandhed rystende, at dette tal allerede er langt over ti procent af alle nye borgere i Danmark

Lad mig sige dette så lavmælt som muligt. Det kan ikke blive ved, og det rækker ikke med det. Denne udvikling skal standses og vendes. Dette må høre op. Den ikke-vestlige indvandring skal ophøre, og vi må på retsstatens grund have iværksat programmer for betydelige hjemsendelser af de mange med ikke-vestlig baggrund, der ud fra enhver rimelig betragtning er utilpassede og vil forblive at være sådan.

Til gengæld kan vi så byde velkommen i vor midte de af fremmed herkomst – uanset afstamning – der virkelig vil Danmark og det danske folk.

Dette kommer til at ske, og Dansk Samling er det parti, der tilbyder den så langt mest retfærdige og ordentlige løsning på dette ellers ubærlige problem.

Den europæiske union er den anden store udfordring, som det er overladt vor generation at kæmpe med og først og fremmest imod. I 1972 stemte et stort flertal af danskerne ja til det fælles marked – det daværende EF – i den tro, at der alene var tale om et handelspolitisk samarbejde. Det var der ikke alene, skulle Dansk Samling hilse og sige. Der var tale om at arbejde henimod en stadig snævrere union, som det allerede stod at læse i Rom-traktaten i 1957.

EU er en af europæerne selvpåført katastrofe. EU har det som sit mål at ødelægge Europas sande mening, som er en lang og smuk række af nationalstater for de mange folk, som tilsammen udgør Europa. Et folkenes Europa, der kan handle, og som kan indgå forsvarsalliancer med hinanden, men som er frie og uafhængige nationalstater i det smukke kludetæppe, som Europa er.

Danmark skal ud af EU så hurtigt, det overhovedet kan lade sig gøre. I det hele taget må vi håbe på, at selve konstruktionen EU bryder sammen snarest. Derefter vil de europæiske lande have en virkelig mulighed for at besinde sig og genfinde sig selv. For det vil Dansk Samling arbejde.

Jeg vil ikke lade udfordringerne og det dystre få det sidste ord i dag. Vi fejrer med stolthed den 5. juni, fordi vi er et frit dansk folk. Vi har meget at glædes ved og meget at holde i hævd. En vigtig del holder vi i hævd ved at fejre grundlovsdag.

Glædelig grundlovsdag.