Klar besked fra Dansk Samling: Værn om den kristne kultur

Lone Nørgaard, medlem af hovedstyrelsen, gennemgår kristendommens historiske og kulturelle betydning for de vestlige samfund.

Her er klar besked fra Dansk Samling.  Jeg hedder Lone Nørgaard og er medlem af hovedstyrelsen i Dansk Samling – og i dag skal det handle om et forsvar for kristendommen.
Man får kam til sit hår i en diskussion om kristendom med alle-religioner-er-ét-fedt-tilhængere . For kristendommen, hævder de, har været præcis lige så undertrykkende som fx islam. Tænk bare på heksebrændingerne, inkvisitionen, og kristne fundamentalisters mord på abortlæger i Bibelbæltet.
Suk og ja: Der kan være særdeles gode grunde til at afvise enhver form for religion.  Med den på plads - er det så alligevel ikke vigtigt, at afvisningen af kristendommen i det mindste ikke styres af en fejlagtig forståelse?
En afgørende pointe i en diskussion af religioner er, at islam og kristendom ikke kan sættes på fællesnævner. Forskellene bliver tydelige, hvis man læser såvel islams som kristendommens helligtekster og undersøger, hvordan teksterne igennem historien er omsat i praksis. I den øvelse tegner der sig et billede af kristendommen som en bærende søjle i Vestens specifikke historiske udvikling.             

Kristendommen er udlagt og fortolket på mange forskellige måder, men essensen er de Jesus-citater, der bringes i Det Nye Testamente, og som stadig virker i og på de enkelte samfundsmedlemmer i vores samfund,  anset om borgerne er bevidste om det eller ej. Det er altså ikke Det gamle Testamente, og dets øje-for-øje-tand-for-tand- tekster, der står til diskussion. Det Gamle Testamente er ikke kristendom.     Det er afgørende at forstå sammenhængen mellem kristendom og sekularisering som en væsentlig forudsætning for den vestlige civilisation.  Sekularisering vil sige, at helligskrifter ikke anerkendes som eneste autoritet.       Ikke mindst kvinder burde få øjnene op for, at de skylder kristendommen en stor del af deres frihed, rettigheder og værdighed. Dertil kræves historisk viden.  
Den gradvise udbredelse af kristendommen i Romerriget medførte nemlig en stor forandring i kvinders status. Ikke bare i datiden, men med eftervirkninger i dag. Selvom hverken Jesus eller hans apostle befordrede eller organiserede kvindebevægelser, fik hans lære revolutionerende virkninger på kvinders liv.

Blandt andre filosoffen Kai Sørlander har påvist, hvordan kristendommen har spillet en positiv og dynamisk rolle i Vestens politiske udvikling ved selv at foretage en adskillelse mellem politik og religion: " Så giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er." Centralt er også, at Luther brugte forkyndelsen i Det Nye Testamente imod pavens optræden som politisk magtudøver. 

Det frihedsbegreb, kristne bekender sig til, bygger på tanken om individuelt ansvar over for Gud. Også vores lighedsbegreb er hentet i bibelteksterne. Tanken om ligeværd mellem mennesker kan føres tilbage til forestillingen om, at vi alle er skabt i Guds billede.
Heroverfor står islam med et helt andet menneskesyn.
Hvor kristendommen giver mennesket friheden til at tænke selv, gør islam det ikke, fordi islam også er en totalitær ideologi.  Islam har svar på alt, og i det omfang svaret ikke kan findes i Koranen og Hadith, vil imamer gerne være behjælpelige med at fortælle, hvordan muslimer skal leve deres liv fra vugge til krukke.