Ole Hasselbalch

Fredag den 6. december 2019 blev Ole Hasselbalch bisat fra Asminderød Kirke. Kræften havde i anden omgang fået bugt med et menneske, der rager højt op over os andre. En strålende akademisk karriere blev Ole Hasselbalch til del, ikke som noget, der blev foræret ham, men i kraft af et stort intellekt og hårdt arbejde.

Ved siden af dette virke vil nationalt sindede danskere først og fremmest huske Ole Hasselbalch for hans utrættelige virke for Danmark.

Som medstifter af Den Danske Forening i 1987 så Ole Hasselbalch som en af de allerførste, hvad der var ved at ske som følge af udlændingeloven af 1983. Loven lagde Danmark åben for enhver, hvor den danske stat ikke kunne sandsynliggøre, at asylsøgerens krav om flygtningestatus var åbenlyst uberettiget. I 1986 fik Ole Hasselbalch optaget en kommentar i Berlingske Tidende med titlen ”Støt Søren Krarup af rationelle grunde” i anledning af Søren Krarups annonce i Jyllands-Posten med overskriften ”Nej, ikke en krone”.

Med sin kølige og overlegne intelligens indså Ole Hasselbalch fra første færd, at Danmark ville blive forandret for altid, hvis masseindvandringen for alvor tog fart - at danskerne i stigende grad ville blive fremmede i eget land. Her godt 30 år efter er det for hvert år, der går, mere og mere indlysende, at Ole Hasselbalch havde ret, længe før de fleste af os andre fattede det.

I perioden 1990-2000 var Ole Hasselbalch formand for Den Danske Forening, og helt frem til sin død fortsatte han som juridisk konsulent for foreningen. Mindst 24 vundne søgsmål blev det til, hvor politisk korrekte personer, der ønskede at stille Den Danske Forening i et usympatisk lys, måtte indse, at de blev dømt for injurier på stribe. Takket være Ole Hasselbalch.

Ole Hasselbalch var en krævende mand forstået på den måde, at det ikke var godt nok at præsentere en masse strålende ideer til, hvad man kunne gøre for at fremme Den Danske Forenings sag: At bevare et frit Danmark for det danske folk. Gik man ikke selv forrest med at virkeliggøre sine forslag til aktiviteter, skulle man ikke regne med Ole Hasselbalchs støtte. Ydede man derimod en indsats over længere tid, kunne man være sikker på den mest loyale opbakning.

Blev medlemmer af Den Danske Forening eller sympatisører udsat for ubehageligheder, trusler om fyring, hærværk begået af venstreekstremister, virkelige afskedigelser eller andre beskidte tricks fra ”de politisk korrekte”, var Ole Hasselbalch på pletten med sin moralske og ikke sjældent juridiske opbakning og støtte. De mange eksempler på dette vidner om et helt usædvanligt overskud og menneskelighed i forhold til at adressere uretfærdighed og uret. Alene af den grund vil mange tænke tilbage på Ole Hasselbalch med taknemmelighed.

Ole Hasselbalch har personligt stået på offentlige steder og holdt tale, mens han blev overdænget med sprogets værste gloser og kasteskyts. Man kan ikke engang sige, at det stålsatte ham endnu mere. Han var fra begyndelsen til enden af en støbning, der lod ham kold over for pøblen på venstrefløjen. Om han blev lidet populær i visse kredse - intet kunne anfægte ham mindre. Det var kampen for Danmarks sag alt for vigtig til.

Også sin egen død havde han et nøgternt forhold til. To uger før han gik bort, kunne han fortælle, at det irriterede ham, at han – med sin ellers enorme arbejdskapacitet – arbejdede langsommere end ellers, fordi morfinen, der skulle dulme smerterne fra hans sygdom, sløvede ham i nogen grad. Han vurderede selv på det tidspunkt, at han havde to uger tilbage at leve i, hvilket kom til at holde stik.

Det er en meget stor dansker, der har forladt os. Vi andre må kæmpe hans kamp videre vel vidende, at vi slet ikke har de evner, som nu er tabt for evigt.

Ole Hasselbalch er gjort af det stof, som gader og pladser, stræder og torve, er opkaldt efter.

Ære være Ole Hasselbalchs minde.

Hovedstyrelsen i Dansk Samling