Pressemeddelelse: 3. generation klarer sig langt ringere end etniske danskere
4. januar 2019
Da Berlingske før jul bragte en forsideartikel om en rapport fra bl.a. Integrationsministeriet, skabte det øjeblikkeligt hektisk aktivitet på diverse medieredaktioner. De mente, at rapporten var fejlbehæftet.
Til trods for visse korrektioner ugyldiggør disse på ingen måde den overordnede konklusion: Selv 3. generation af ikke-vestlige klarer sig langt ringere end etniske danskere. Det begynder i grundskolen og har forudsigelige effekter hele vejen igennem i form af lavere grader af uddannelse og lavere deltagelse på arbejdsmarkedet.
Iveren efter at korrigere den oprindelige rapport er kun gået i én retning, nemlig den, der mistænkeliggjorde den kendsgerning, at alt tyder på, at også 3. generation af ikke-vestlige vil klare sig langt ringere end danskere. Hvorfor mon denne iver? Elementært. Der ville opstå paladsrevolution, hvis den oprindelige befolkning til bunds bliver oplyst om de fuldstændigt uoverskuelige konsekvenser, indvandringseksperimentet og befolkningsudskiftningen har for vækst og velfærd.
Pressen og andre interesserede kan om få dage læse Dansk Samlings argumentation for, at rapportens konklusioner holder. Enten i en kronik tilsendt til Berlingske eller – i tilfælde af, at den ikke bliver optaget: På Dansk Samlings hjemmeside.
På vegne af Dansk Samling
Morten Uhrskov Jensen
Formand for Dansk Samling
Pressekontakt:
Morten Uhrskov Jensen tlf. 81 75 40 14 & Lone Nørgaard tlf. 36 30 54 84
mobil: 51 90 93 99
landsformand@dksamling.dk koordinator@dksamling.dk