Pressemeddelelse: Danmarks Radio leverer falsk nyhed om amerikansk politi
27. december 2019
De etablerede mediers største problem er deres vinklinger af historier, der alt for ofte forskønner virkeligheden om EU og masseindvandringens konsekvenser. De overgås kun af alle de uhyre relevante historier om disse konsekvenser, der slet ikke bringes, fordi de bliver siet fra af redaktørerne.
Væsentligt sjældnere er de egentligt falske nyheder, hvor medier som DR simpelthen offentliggør indhold, der ved enhver fornuftig prøvelse er forkert.
Men en sådan bragte DR d. 26.12.19 på sin hjemmeside.
I en artikel med den vulgære titel ”Med en fuckfinger til Trump har Megan Rapinoe hamret hul i muren mellem sport og politik” stod følgende at læse - alene skrevet af DR’s journalist, og altså ikke et citat fra en yderligtgående identitetspolitisk aktivist:
”Rapinoe er lesbisk og har i flere år åbent kritiseret den måde, minoriteter bliver behandlet i USA. I 2016 knælede hun under den amerikanske nationalsang før en landskamp i sympati med den amerikanske fodboldspiller Colin Kaepernicks protest mod politiets systematiske racisme og vold mod sorte.”
Udsagnet er helt tydeligt DR’s holdning, hvor ordlyden slår fast, at amerikanske betjente ”systematisk” gør brug af racisme og vold mod sorte.
Det er faktuelt forkert. Sorte amerikanere bliver behandlet på lige fod med andre grupper, men er langt oftere i politiets søgelys som følge af deres langt højere kriminalitet. Forskningen har for længst klargjort, at ingen faktorer andre end kriminel adfærd kan forklare, at sorte oftere tiltrækker sig politiets søgelys og i øvrigt ikke behandles dårligere af politiet.
DR har derfor leveret en falsk nyhed, hverken mere eller mindre, hvilket Dansk Samling må tage skarpt afstand fra.
Det er yderst bekymrende, at DR fra år 2021 går til at være skattebetalt.
Det vil betyde, at borgere, der ikke sympatiserer med DR’s politiske holdninger, tvinges til at finansiere mastodonten.
Det er uholdbart.
På vegne af Dansk Samling
Morten Uhrskov Jensen
Formand for Dansk Samling
Pressekontakt:
Morten Uhrskov Jensen tlf. 81 75 40 14 & Lone Nørgaard tlf: 36 30 54 84
mobil: 51 90 93 99