Lone Nørgaard: Partipolitisk hjemløshed

Indlæg i debatten sendt til Nordjyske d. 5 December 2017. 

Som konservativ anno 2017 er jeg partipolitisk hjemløs.

Jeg kunne ikke drømme om at stemme på Det Konservative Folkeparti, som støt og sikkert har nedbrudt sig selv, siden partiet snuppede 42 kandidater under Poul Schlüter ved folketingsvalget i 1984. At Lars Barfoed blev gået som formand til fordel for Søren Pape Poulsen, giver intet håb for partiets fremtid - taget i betragtning, hvordan C hele tiden sælger ud af arvesølvet - Gud, dronning og ikke mindst fædreland - med deres EU-politik.

Hvor finder man de ægte konservative tanker? Det gør man bl.a. i ”Årsskriftet Critique” og ”11 konservative tænkere” (2010), men især i den engelske filosof Roger Scrutons vitaminrige forfatterskab. I ”Critique VI (2013)” har bl.a. David Munk Bogballe leveret et læseværdigt bidrag under overskriften ”Om konservatisme og Det Konservative Folkeparti”. Jeg skylder ham hovedæren for følgende maggiterning: Det Konservative Folkeparti skal finde sin eksistensberettigelse i en kombination af lavere skat, personlig frihed og ansvar samt fokus på det nationale og nære
Velfærdsstatens kolonisering af civilsamfundet og privatsfæren skal stoppes. Den såkaldte velfærdsstat har ført til opløsning, (ud)dannelsestab, klientgørelse, ansvarsforflygtigelse og moralsk forfald
Familien, halvvejs opløst af statens pasnings- og omsorgstilbud til både børn og gamle, skal genoptrænes og reformpædagogikkens totalitære heldagsskole møde fornyet modstand
Fælles værdier og national kultur skal fremmes. Fælles værdier er bl.a.: Tradition, pluralisme, pessimisme og skepticisme. Tradition sigter til overlevering af kulturelle (kristne!) normer, værdier, skikke og forestillinger til efterfølgende generationer. Pluralisme i konservatismen er en accept af, at mennesker er forskellige og ønsker at indrette sig forskelligt, samtidig med, at den afgrænser det forkastelige (íngen facitliste, men til løbende diskussion). Pessimisme skal tolkes som en accept af, at mennesket er fejlbarligt, at det perfekte, gode menneske ikke eksisterer.

Det konservative bud på det gode liv er fællesskaber, hvor menneskets gode sider gives muligheder for udfoldelse, og de mørke sider søges begrænset. Skepticisme udgør konservatismens afvisning af troen på, at mennesket er i stand til at skabe en langt bedre verden på baggrund af videnskab og fornuft. Skepticismen fungerer som et bolværk mod menneskeligt overmod og social ingeniørkunst. Med en kliché: Forandre for at bevare det bevaringsværdige (til løbende diskussion!). Konservative skal hver eneste dag bestræbe sig på at tage ansvar for sig selv og de nære omgivelser, herunder affaldsopsamling.
Det Konservative Folkeparti burde sætte velfærdsstaten på slankekur under parolen: Ansvaret tilbage til borgerne. Det skal bl.a. ske i et opgør med institutionaliseringen af vores (små)børn via afskaffelse af vuggestuer og privatisering af daginstitutioner i en kombination med forældre-deltidsarbejde. Endvidere i et opgør med heldagsskolen, ligemageriet og misforstået, socialkonstruktivistisk kønsligestilling. Valgretsalderen skal hæves til 21 år, valgbarhedsalderen til Folketinget til 30 og ministeralderen til mindst 35, så fremtidige MF’ere kan nå at indhøste livs- og arbejdsmarkedserfaringer inden posten som magtfuld beslutningstager.

Hvad kunne genrejse Det konservative Folkeparti? Ovenstående plus det, der skal være partiets to højst prioriterede mærkesager: 1. Opsigelse af alle konventioner, der forhindrer Danmark i at føre en selvstændig politik, 2. Trinvis udmeldelse af EU. EU bestemmer nemlig vores familiesammenføringspolitik (jf. Metock-dommen og Zambrano-dommen). Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol bestemmer vores flygtningepolitik, og FN, hvem der skal tildeles statsborgerskab. Fordi Danmark har underskrevet FN’s konvention fra 1961 om “statsløses rettigheder”, er Danmark f.eks. blevet tvunget til at tildele statsløse palæstinensere dansk indfødsret.
Hvis Det Konservative Folkeparti havde været ægte konservativt, ville hverken Dansk Samling eller Nye Borgerlige arbejde for at komme i Folketinget.