Kronik: Apropos anerkendelsen af Jerusalem som Israels hovedstad

Af Lone Nørgaard og Torben Hansen

Hhv. lektor, cand.mag. og hovedstyrelsesmedlem i Dansk Samling og historiker

San Remo Konferencen i 1920
Da Det Osmanniske Rige (forgænger til vore dages Tyrkiet) gik i opløsning efter Første Verdenskrig, blev dets besiddelser i det nordlige Mellemøsten delt mellem sejrsmagterne Storbritannien og Frankrig.

Det skete ved San Remo Konferencen i 1920. Her fik Storbritannien og Frankrig tilkendt hver deres områder, som de skulle administrere, indtil den indfødte befolkning var i stand til at styre sig selv. San Remo-erklæringens artikel 22, paragraf 4 lyder: ”(…) indtil befolkningerne kan stå på egne ben” (jvf. Søren Harslund: Israel – kampen for staten, 2014, Ordet og Israel, Scandinavia, s. 82).

Frankrig fik Syrien plus Libanon, og Storbritannien fik Irak og Palæstina (Vestjordanland), hvortil Storbritannien i året 1921 føjede Østjordanland. Det blev et selvstændigt emirat – reelt et britisk protektorat.

Sammen udgjorde de ’det britiske mandatområde Palæstina’, indtil Østjordanland – som kongeriget Jordan – blev selvstændigt i 1946. I håbet om at standse arabisk kritik – og arabisk vold – lukkede Storbritannien for jødisk indvandring øst for Jordanfloden allerede i 1922.  

Det hjalp ikke, og Storbritannien overdrog resten af Palæstina-mandatet (dvs. Vestjordanland) til FN i 1947. I november 1947 vedtog FN en deling af Palæstina i en jødisk og en arabisk del. Jøderne accepterede, men araberne nægtede at acceptere resolutionen og angreb med våbenmagt.


Læs resten på:

https://www.altinget.dk/artikel/kronik-apropos-anerkendelsen-af-jerusalem-som-israels-hovedstad

Powered by wpsnet.com