Lone Nørgaard: Boganmeldelse af Milo i Den Korte Avis
Lone Nørgaard har denne anmeldelse af den kontroversielle britiske journalist og debattør Milo Yannipoulis' nye bog "DANGEROUS" i Den Korte Avis:
https://denkorteavis.dk/2018/ny-milo-er-blevet-det-helt-store-hotte-navn-paa-den-amerikanske-konservative-floej/
Milo er blevet et varmt navn i USA
Milo Yiannopoulos er gået hen og blevet det helt store, hotte navn på den amerikanske, konservative fløj. Nu har han skrevet en bog om sin vej til toppen.
Milo: DANGEROUS. Indb. med omslag. 288 sider. 269,95 kr. Forlaget Dangerous Books 2017.
***** (fem stjerner)
Den britiske journalist og iværksætter Milo Yiannopoulos (født 1984) er vokset op i en middelklassefamilie i Kent. Hans far er græsk og stedfaren arkitekt.
Milo er inden for de sidste to år blevet en af de større stjerner på den amerikanske mediehimmel, og med bogen ”Dangerous” har han slået sit navn yderligere fast. Som selve indbegrebet af anti-politisk-korrekthed, anti-establishment og ytringsfrihedsfundamentalisme – og grænseoverskridende, farverig provokation.
Yiannopoulos grundlagde The Kernel, som er et online tabloidmagasin om teknologi. Magasinet solgte han til Daily Dot Media i 2014. Han kom for alvor til offentlighedens kendskab i slutningen af 2015, da han dækkede den såkaldte GamerGate-kontrovers. Striden er indgående beskrevet i bogen.
Han har fungeret som redaktionschef for Breitbart.com, som er en konservativ nyheds- og opinionshjemmeside i USA. Her afløste han Steve Bannon, da denne blev leder af Donald Trumps valgkamp i 2016. Sidenhen valgte han at fratræde posten ved Breitbart efter udtalelser om pædofili, han selv mener var taget ud af kontekst. Denne anklage var imidlertid så alvorlig, at Milo vier hele forordet til at give sin version af sagen.
Kapiteloverskrifterne i ”Dangerous”
Kapiteloverskrifterne markerer hans position i samfundsdebatten:
- Hvorfor den progressive venstrefløj hader mig
- Hvorfor bevægelsen Alt-Right hader mig
- Hvorfor Twitter hader mig
- Hvorfor feminister hader mig
- Hvorfor Black Lives Matter [sorte liv betyder noget] hader mig
- Hvorfor medierne hader mig
- Hvorfor establishment-bøsser hader mig
- Hvorfor establishment-republikanere hader mig
- Hvorfor muslimer hader mig
- Hvorfor Gamers [spillere – især i computerspil og rollespil på nettet] IKKE hader mig
- Hvorfor mine universitets-rundrejser er så ’awesome’ [tidligere var oversættelsen ’ærefrygtindgydende’ – i dag: 'VILDT', 'OVERFEDT', 'SUPERCOOL', 'FANTASTISK']
Epilog: Hvordan du [læseren] kan være ’a Dangerous Faggot’ [en farlig bøsse] (også selv om du ikke er homoseksuel).
Citat-udpluk
Her kommer en række smagsprøver på Milos synspunkter, argumenter og sproglige stil i form af et udpluk af citater fra ”Dangerous”. Hold venligst i erindring, at hans angreb og kritik skal læses ind i en amerikansk kontekst, hvor politisk korrekthed ikke mindst på en række universiteter har nået uanede højder med censur og såkaldte ’safe spaces’. I disse ’sikre rum’ kan i egen selvforståelse marginaliserede studerende og minoriteter være sikre på ikke at blive diskrimineret.
På en række colleges har feminister ifølge Milo en enorm magt, der slet ikke står i forhold til hverken deres antal eller (manglende) argumentation:
”Hvis feminister ønsker at genvinde troværdighed (…) bliver de nødt til at genopdage en forpligtelse over for ytringsfriheden og begynde at møde op til debatter igen, bevæbnet med fakta i stedet for følelser.” (s. 95).
Milo langer ud efter grupper og organisationer, der normalt har held med at fremstille sig selv som sagesløse og stakkels ofre. En af dem er ’Black Lives Matter’:
”Black Lives Matter fokuserer udelukkende på dødsfald forårsaget af politiet, til trods for at disse langt bliver overgået af de sorte dødsfald forårsaget af andre sorte.” (s. 107)
”Venstrefløjspolitik, som kombinerer stamme-identitets-politik med en foragt for personligt ansvar, er det ultimative politiske udtryk for dette destruktive instinkt for at skyde skylden for deres problemer på andre, i stedet for at påtage sig den vanskelige selvrefleksions-proces.” (s. 107)
”[Camilla Paglia, som Milo citerer]Homoseksualitet er ikke normalt. Tværtimod er den en udfordring af normen…Naturen eksisterer, hvad enten akademikere bryder sig om det eller ej.” (s. 145)
”Der er noget naturligt konservativt ved bøsser og vores instinkter [Milo er selv homoseksuel]. ’Male gays’ [mandlige bøsser] især er naturlige ’achievers’ [folk, der opnår resultater]: vi har en tilbøjelighed til at tjene flere penge end vores heteroseksuelle modstykke, vi har IQ over gennemsnittet, og der er mindre sandsynlighed for, at vi bliver fede.” (s. 149)
”Kristendommen er ikke vores fjende, den er en hemmelig ven.” (s. 151)
”Politik bliver ikke vundet ved at mestre fakta, men ved at forbinde sig med folks erfaringer.” (s. 168)
”Politik er mere kompliceret end at indsamle fakta og skrive gode argumenter. Det er en brutal kamp om at få offentlighedens opmærksomhed.” (s. 170)
”Medierne, Akademia og popkulturen er alle på overarbejde for at få dem [unge universitetsstuderende] til at tro på noget, der simpelthen ikke er sandt (…) Den eneste måde at slå propaganda på er at sprede sandheden hurtigere end maskinen spreder løgne.”(s. 250).
Resten af anmeldelsen kan læses på Den Korte Avis:
https://denkorteavis.dk/2018/ny-milo-er-blevet-det-helt-store-hotte-navn-paa-den-amerikanske-konservative-floej/