Marianne Wagner: Selvom Putin er national, bliver han aldrig vores allierede

Marianne Wagner er præst, cand. theol. og tidligere redaktør på NYT.


En af mine yndlingshistorier fra barndommen er Den gode gamle rævebog, der fortæller om, hvordan kong Løve kalder Mikkel ræv til rettergang i Lemvig, fordi Mikkel har flere mord og forbrydelser på samvittigheden. Særligt Isegrim ulv er ude efter Mikkel, fordi denne har bragt ham i fedtefadet flere gange.

Mikkels fætter, grævlingen, føler, at han p.g.a. slægtskabet er nødt til at forsvare Mikkel, og det gør han på den begavede måde, at han hele tiden påviser, at f.eks. Isegrim ulv ikke selv er for fin i kanten, og at Mikkel flere gange har forsøgt at hjælpe ham. Ingen har – ifølge fætter Grævling – noget at lade hinanden høre moralsk set.

Mikkel, som egentlig var dømt til at blive hængt, ender da også med at klare frisag. I stedet må Isegrim og bjørnen gå i fængsel, de mange liv, den charmerende Mikkel har på samvittigheden, glemmes behændigt, og Mikkel selv får en fin stilling hos en politiker – som ræven bag øret.

Historien er helt uden morale, og det er vistnok det fine ved den. Dermed er alt imidlertid ikke sagt, for det er jo rigtigt, at hvis man fører politik på moral, så kan man hurtigt få rodet sig ud i det værste hykleri, men dermed kan man ikke ganske afskrive moral, for så er ingen i stand til at indgå holdbare aftaler, og i hvert fald lærer fablen om Mikkel os, at man skal tage et menneskes natur alvorligt og handle derefter.

Vladimir Putin er oprigtigt national

Jeg har netop set Oliver Stones interview med Vladimir Putin, og jeg kom uvægerligt til at tænke på Mikkel, her blot med Putin i rollen som Mikkel, Stone som fætter grævling og USA som Isegrim ulv.

Oliver Stone lader til at have lavet disse interview ud fra ønsket om at skabe forståelse og fred i verden, og så er det tydeligt, at Stone selv er meget kritisk overfor sin egen regering, og han lader i det store hele Putins udlægning af storpolitikken og sin egen rolle i den stå for sig selv. De kritiske spørgsmål var til at overse. Det skal Stone nu have tak for, for det gav en indsigt i Putins tænkemåde og væsen, som gør det muligt at handle rationelt overfor ham.

Putin viste sig som en humoristisk og til tider charmerende fyr, af og til ligefrem ærlig, som når han sagde, at det russiske folk efter kommunismens endeligt havde brug for at fylde hullet efter ideologien ud med noget andet. Derfor var de begyndt vendt tilbage til den kristne tro, og det har han – pragmatisk – taget til efterretning. Han var også meget ærlig i forhold til islam, som der skal være plads til i Rusland, fordi denne religion har en lang historie i landet.

"Hvis man fører politik på moral, så kan man hurtigt få rodet sig ud i det værste hykleri, men dermed kan man ikke ganske afskrive moral, for så er ingen i stand til at indgå holdbare aftaler"

Han efterlod heller ingen tvivl om, at Rusland var hans altoverskyggende interesse, og at han ønskede at blive taget alvorligt på den storpolitiske scene. Hans nationale sindelag virkede oprigtigt og ikke skrydende, og jeg er ikke i tvivl om, at det er derfor, han for tiden taler til så mange i de vestlige lande. Vi sukker efter politikere, der tager deres egne lande alvorligt og taler hjerteligt om dem.

 
Læs resten hos CRITIQUE

Dansk Samling - CVR: 33917074 -  Ove Jensens Alle 2, 3. tv - 8700 - Horsens - Danmark

Powered by wpsnet.com