Morten Uhrskov Jensen: DR kan »næsten være lige meget«
22. september 2018
Ordene er Martin Krasniks, og vi må håbe, at vi når dertil, hvor DR lukker og slukker. Men først til lykke med de 20 pct.s besparelser.
Jeg begynder med at give Dansk Folkepartis Alex Ahrendtsen en stor cadeau for som sit partis kulturordfører at have været stærkt medvirkende til at gennemføre en beskæring af DR på 20 pct. af gigantens størrelse. DR er fortsat alt for stor, idet de resterende 80 pct. også burde beskæres. Mere om argumenterne for det om lidt.
Weekendavisen bringer i dag to interessante artikler om DR. I forsidehistorien fortæller chefredaktør Martin Krasnik nostalgisk om et DR, der ikke er, hvad det har været. Krasnik bruger nogle glimrende billeder som »DR Bystaten« til at sætte en tyk streg under, at DR har været en stat i staten (desværre kun online i begyndelsen).
Krasnik har selv et ganske indgående kendskab til DR gennem sine mange år ved Deadline på DR2. F.eks. skriver han således:
»Det er sådan, DR ser sig selv: lidt ophøjet, som en borg, hvor kun de dygtigste kommer ind. Det er meget sjældent, at folk siger op, og når de gør det, virker de næsten helt overraskede over det selv.«
Citatet er langt mere interessant som levn end som beretning. Det er det samme som at sige, at det stærkt venstreorienterede DR ser med dyb nedladenhed på alle, der ikke deler deres politisk korrekte version af virkeligheden.
For at illustrere denne pointe er det tilstrækkeligt at citere DR-medarbejder Adrian Hughes, der meget åbenhjertigt i en anden artikel i denne fredags Weekendavis siger sådan her (desværre også her kun begyndelsen online):
»I min omgangskreds er det fuldstændig utænkeligt, at man stemmer på Dansk Folkeparti, og sådan tror jeg også, de fleste andre i DR har det. Folk har typisk søgt arbejde i DR, fordi det var en bedre eksponeret og højere lønnet udgave af at være højskolelærer. Det grønne segment [de politisk korrekte ca. 20 pct.] er jo voldsomt overrepræsenterede blandt DR-medarbejdere – det er også derfor, at hver gang DR har forsøgt at lave et bilmagasin, er det endt med at handle om kollektiv transport.«
Læs resten på Jyllands-Posten