Morten Uhrskov Jensen: Er Søren Pind til fare for folkestyret?



Det kan han blive, hvis han fortsætter sine nuværende takter, hvor han ikke afviser censur på nettet.

Uddannelsesminister Søren Pinds adfærd giver anledning til betydelig bekymring. I sin iver efter at skabe verden i sit eget liberale selvbillede er han hastigt på vej væk fra den vigtigste frihed i et demokrati, nemlig friheden til at ytre sig uden forhåndscensur.

I et interview med Berlingske den 16. april fremkommer Søren Pind med så urovækkende udtalelser, at man må spørge sig, hvor ministeren er på vej hen i sin forståelse af demokrati og ytringsfrihed.

Søren Pind er forfærdet over de sociale medier. Først var han begejstret, men nu er han svært loren, fordi facebook og de andre tjenester fungerer uden forhåndscensur. Søren Pind udtaler f.eks. følgende (desværre bag betalingsmur):

”Udfordringen er, at mange af pligterne er vi ikke klar over, at vi skal varetage. En række af de ting, vi bliver præsenteret for på de sociale medier, bliver vi præsenteret for at fremmede magter, der vil os det ondt.”

Dertil er at svare, at det er der da givetvis, men hvilke konsekvenser skal det have? Det får vi lidt mere at vide om med dette citat af Søren Pind:

”Vi har givet landsbytosser og voldspsykopater frit løb iblandt os uden rigtig at tænke over, at det har vi faktisk gjort. I hele den demokratiske glæde, der spredte sig over de sociale medier, har man bare lige glemt, at det også har givet kræfter, som vi overhovedet ikke bryder os om, lejlighed til at samle sig og koncentrere sig. Det må vi forholde os til, når vi diskuterer, hvordan det moderne demokrati skal indrettes.”

Oh ja, den ytringsfrihed, den ytringsfrihed. Den bliver ofte brugt til noget, som Søren Pind ikke bryder sig om. Den bliver såmænd også anvendt til formål, som jeg ikke bryder mig spor om, f.eks. den næste udtalelse af Søren Pind:

”Folkestyret kan både oplyse og regulere. Jeg afviser ingen af delene. Men som liberalt sindet menneske er jeg nødt til at have en klarhed over problemet, før jeg lægger mig helt fast på, hvad der skal ske.”

Dette som svar på journalistens spørgsmål, om Søren Pind er klar til mere ”håndfast regulering.”

Søren Pind afviser, som man kan læse, ikke håndfast regulering. Han kalder det ganske vist at ”oplyse og regulere”, men forskellen er ens. Begge måder at formulere det på er forstemmende.

 

Læs resten på Jyllands-Posten.

Dansk Samling - CVR: 33917074 -  Jyllandsgade 60 - 9900 Frederikshavn - Danmark

Powered by wpsnet.com