Morten Uhrskov Jensen: Europas Fremtid

Et stort kontinent har stadig det bedste tilbage.

Jeg tillader mig lidt fri leg i dette indlæg. Normalt forsøger jeg at belægge mine argumenter med så megen dokumentation som muligt. Det er selvsagt helt rimeligt, at man underbygger sine påstande med kilder, der godtgør postulaterne.

Men ikke i denne postering. Her vil jeg nøjes med at causere over den vestlige verdens forunderlige skæbne gennem mindst 2.500 år.

De gamle grækere er de første europæere, der for alvor træder frem for os som tænkende, reflekterende mennesker. Der fandtes selvfølgelig højkulturer før grækerne uden for Europa, men for vores egen selvforståelse er det grækernes tænkning, der for første gang definerer os som europæere.

Romerne udmærkede sig mildest talt også, både ved (grusom) krigskunst og ved statsbyggeri af formidabelt omfang. Alting har dog en ende, og den fik Romerriget, da germanske stammer især –men også f.eks. hunnerne – gradvist nedkæmpede og erobrede det enorme område, som i hundredevis af år havde været en del af Pax Romana, den romerske fred.

Derpå begyndte middelalderen, dette latterlige navn, som er givet af den efterfølgende renæssance. Intet historisk navn har været mere uretfærdigt end ”middelalderen”, en ”mellemtid” sat ind imellem antikken og renæssancen. Perioden fra ca. år 500 til engang i 1300-tallet (senere i Nordeuropa) var på mange måder en blomstringstid. I den tidlige del – ca. 500 til 1.000 – var der ganske vist både kvantitative og kvalitative tegn på, at viden fra romerne gik tabt. Byerne svandt ind, vejnettet forværredes, og den helt afgørende kommunikation mellem de forskellige dele af Europa forringedes i en længere periode.

Til gengæld havde Europa fået en storslået afløser for den antikke verden. Kristningen af Europa betød, at lærdom og visdom blev bevaret og læst i klostrene rundt om på kontinentet. Europa skylder de kristne lærdomshuse alt, at europæisk civilisation blev videreført.

Angrebene på europæisk kultur var mange. Vore egne vikinger bidrog til svækkelsen, men her må man dog skynde sig at sige, at det var Europas egne, der i nogle århundreder på en hårdhændet facon viste, hvem der var stærkere.

Langt alvorligere var angrebene udefra. Araberne gik i år 711 i land på den iberiske halvø, og det tog næsten 800 år, før reconqiusta var gennemført, generobringen af det kristne Spanien og Portugal.

Mindst lige så slemt gik det på Balkan, hvor serbere, grækere, makedoniere og mange andre folk hører til. Serbernes frygtelige tragedie begyndte i 1389 med slaget på Solsortesletten. Derpå fulgte næsten 500 års grum undertrykkelse fra tyrkernes side. De lod aldrig de kristne i tvivl om, at de var andenrangs borgere. Også her fik det dog en lykkelig ende med befrielsen af balkanlandene fra det osmanniske åg, de sidste streger slået i begyndelsen af det 20. århundrede.

Og så har jeg endda helt glemt renæssancen, en formidabel periode i Europas historie, fra slutningen af 1300-tallet og frem til midten af det 17. århundrede. En Kopernikus, en Leonardo da Vinci, en Michelangelo og en Galilei er vidnesbyrder om et Europa i enorm fremdrift, vel nærmest ustoppeligt.

 

Læs resten på Jyllands-Posten