Morten Uhrskov Jensen: Grundlovstale 2018


Her teksten til landsformand Morten Uhrskov Jensens grundlovstale holdt i Sorø tirsdag 5. juni 2018: 

GRUNDLOVSTANKER

Efter en maj måned med temperaturrekord af en anden verden – fra 13,8 til 15,0 grader for hele måneden – har vi nu taget hul på en juni, der truer med at blive lige så meget sommer, som forsommeren blev det. Vi er i dag nået fem dage ind i juni, og vi markerer derfor den dag, da vi for 169 år siden fik folkestyre, fordi den enevældige Frederik den 7. året før i marts havde tilladt, at en fri forfatning blev udarbejdet som grundlag for en ændring af den danske styreform.

Jeg sagde noget lignende for et år siden, men det fortjener en kort gentagelse med lidt andre ord: Frederik den 7. var måske nok opskræmt over revolutionerne rundt om i det tidlige forår 1848, men han var også en konge af en særlig støbning. Han var i usædvanlig grad ikke et magtmenneske, og de nationalliberales krav om en fri forfatning bekom ham sandsynligvis ganske vel.

Samtidig fortæller denne fredelige overdragelse af magten noget om det danske folk, noget, der bør genkaldes mindst én gang om året, ikke mindst på Grundlovsdag: Den er vidne om det folk, der er det danske, rundet af et meget langt kulturelt og kristent fællesskab og også meget langt hen ad vejen af et afstamningsfællesskab. Det danske folk er – med den engelske filosof og forfatter Roger Scrutons ord – et fællesskab af fremmede. Tilliden til ”den anden” dansker kommer af en række forhold, men hertil hører ikke mindst, at dette folk har en ældgammel historie, en historie så gammel, at dette folk kunne enes om at indføre folkestyre i 1849. Ikke et efter nutidens alen perfekt demokrati. Kvinder, tjenestefolk og fattige havde som bekendt ikke stemmeret efter grundloven af 1849. Det fik de to førstnævnte grupper 66 år efter, i 1915, og de sidste rester af den gamle fattiglovgivning forsvandt først i 1961, hvorefter kun de få umyndiggjorte ikke kunne deltage i beslutningen om styringen af riget.

Den vigtige pointe her er, at kun et tæt sammensvejset folk kunne afstedkomme en så fredelig overgang fra én styreform til en ganske anden, fra absolutisme til demokrati. Var det helt uden strid? Nej da. Det er menneskers lod at kives, også blandt dem, der har uendeligt meget til fælles. Forfatningskamp som følge af kravet om parlamentarisme (vundet i 1901), kamp for kvinders stemmeret, andelsbevægelse, højskolebevægelse og arbejderbevægelse var alle en del af den kamp, som grupper i Danmark udkæmpede, og som endte med, at alle rimelige krav i tidens fylde blev opfyldt. Det er efter min mening smukt udtrykt af Oskar Hansen i 1934, hvor han skrev teksten til ”Danmark for folket”. Ja, jeg ved godt, at det kan lyde sært, at jeg nu citerer et vers af en socialdemokrat, men det gør jeg, når det passer til tiden og sagen. Sidste vers lyder således:

”Danmark for folket -

det klinger fra nord,

plads for os alle ved samfundets bord.

Kamp imod dem, der vil storme og slå

de friheds lyse skanser, som vort folk bygger på.

Plads for hver tanke, der levende gror,

det er vor stærke tone i det store verdenskor.

Plads for dem alle, plads for alle, der vil

Danmark for folket.”

Der mangler visseligen en hel del, som man ikke skal forvente at finde hos Danmarks ældste arbejderparti. Hos dem er det småt – alt for småt – med omtale af de kampe, som danere har kæmpet siden Arilds tid. Men lad os se på verset alligevel.

”Danmark for folket, det klinger fra nord” er en strofe, man bør billige. Den taler om en fælles dansk og nordisk samhørighed, om hvem og hvad danskere er sammen med nordmænd, svenskere, islændinge og finner. Hvem skulle Danmark ellers være for, hvis ikke for det danske folk og som en enhed, der er tæt forbundet med de øvrige nordiske lande?

”De friheds lyse skanser, som vort folk bygger på.” Ja, danskere vil leve i frihed, og det har vi først og fremmest gjort, fordi vi har haft vores selvstændighed siden mindst år 500, som de ældste dele af Dannevirke kan dateres til. Frihed fra overnationale unioner og frihed fra masseindvandring fra egne af verden, hvor det store, store flertal ikke ønsker at dele vores måde at leve på, i ganske særdeleshed ikke ønsker, at danskerne i alt væsentligt skal vedblive at være sig selv.

”Plads for hver tanke, der levende gror,” illustrerer på smuk vis vores ret til at sige, hvad der ligger os på sinde. Med al den ære, jeg gladelig nærer for angel-sakserne på den anden side af Nordsøen og den anden side af Atlanterhavet, forfærdes jeg over, hvilke urimelige bånd de i dag lægger på deres ret til at ytre sig frit. Jeg forstår det oprigtigt talt ikke, når jeg tænker på, hvor tæt beslægtet vi er med dem. Tænk blot på, at det ikke kun var anglere og saksere, der i 300- og 400-tallet udvandrede til England. Det var også jyder, måske endda i så stor grad, at det endte med det lykkelige facit, at de oprindeligt to germanske folk daner og jyder blev ét folk, fordi jyderne på grund af decimeringen lod sig sammensmelte med danerne, der har givet navn til vores land.

Danskere vil have lov at sige, hvad der ligger dem på sinde. Selv ikke det alt for langvarige fæstevæsen fra 1200-tallet og til den store bondefrigørelse kunne gøre kål på dette. Da først kræfter i det danske folk blev sat fri, viste samme folk sig mere end moden til at udføre opgaven, som jeg allerede har vist.

Resten af talen kan læses på Jyllands-Posten

Dansk Samling - CVR: 33917074 -  Ove Jensens Alle 2, 3. tv - 8700 - Horsens - Danmark

Powered by wpsnet.com