Morten Uhrskov Jensen: Harun Demirtas lægger etniske danskere for had og er fortaler for at nægte dem adgang til eget fædreland

Hvis Harun Demirtas vil være helt sikker på at sprede maksimalt had mellem danskere og muslimer, skal han bare fortsætte med at sige, at etniske danskere må finde et andet land, hvis de ikke er enige med Harun Demirtas.

Jeg er vant til stort set hele spekteret af udtalelser i den offentlige debat, og der skal derfor ganske meget til for at få mig op af stolen. Men det skal Harun Demirtas have, at han fik mig op af bemeldte stol i sit indlæg ” Hæng et sygehusskilt på væggene: Vi behandler ikke racister.”

Anledningen for Harun Demirtas var et læserbrev i JP af en dansker, der i knap 20 år har været bloddonor, men måtte afstå fra at give blod, fordi han ikke ville lade en tørklædeklædt sygeplejerske tappe sit blod. Læserbrevsskribenten forklarede det således:

”Jeg opfatter islam/islamisme som en religion/ideologi, der diskriminerer ikkemuslimer (”vantro”) som mig. Efter at have brugt relativt lang tid på at undersøge, hvad islam står for i forhold til mig og mine, har jeg fundet ud af, at vantro (som mig og mine) ses som tredjerangsmennesker i islam. Det flugter i mine øjne med den måde, ikkemuslimer rent faktisk bliver behandlet på i de lande, hvor islam dominerer, og også med, hvordan ikkemuslimske majoriteter bliver behandlet af muslimer i lande, hvor islam er en minoritet. Jeg synes, det er meget provokerende at blive udsat for en person i det offentlige system, der så åbenlyst bekender sig til en ideologi, der ringeagter folk som mig. Jeg synes ikke, det er rimeligt at bære det islamiske tørklæde inden for det offentlige system i Danmark.”

Se, den fortolkning af islam og af det islamiske tørklæde kan man være enig eller uenig i – jeg er personligt enig – men man må under alle omstændigheder anerkende, at der ligger et ræsonnement bag, der bygger på en ideologisk vurdering af religionen islam, herunder tørklædets betydning.

Læserbrevsskribentens grundige forklaring på sin reaktion om ikke at ville lade sig behandle af en tørklædeklædt muslimsk kvinde er imidlertid helt tabt på Harun Demirtas, der i stedet kaster om sig med beskyldninger om racisme. Havde Harun Demirtas stoppet der, havde jeg været bedøvende ligeglad med et tåbeligt indlæg, der trækker det racismekort, som for længst er blevet en dårlig vittighed. Men til slut skriver Harun Demirtas så:

”Men er du virkelig i tvivl om, om en sygeplejerske med tørklæde kan hjælpe dig, må du finde et land, hvor der ingen muslimer findes.”

Det er en ren etnisk krigserklæring rettet mod det danske folk, et folk, der for 1.500 år siden byggede en grænsevold mod syd for at holde uønskede ude. Hvor skulle de etniske danskere tage hen, hvis de ikke ønsker at spille efter Harun Demirtas’ pibe? Hvorfor skulle de ikke føle sig voldsomt provokerede over en person, som vi har været nådige at give adgang (i første eller anden generation, det er underordnet), og som nu truer de hjemmehørende med landsforvisning?

Læs resten på Jyllands-Posten


Dansk Samling - CVR: 33917074 -  Jyllandsgade 60 - 9900 Frederikshavn - Danmark

Powered by wpsnet.com