Morten Uhrskov Jensen: Hvad er stærkest, det liberale demokrati eller det autoritære højre?

Det liberale demokrati er blevet det nye sort. Tidligere var det nok at tale om demokrati, om folkestyre, for at skelne imellem frie og mindre frie og ufrie lande. Danmark har været et demokrati siden 1849, efter at den enevældige kong Frederik 7. havde tilladt en fri forfatning året før.

Var Danmark anno 1849 et demokrati efter moderne standarder? Nej, fordi kvinder, tjenestefolk, fattige og forbrydere ikke kunne stemme. Den sidste kategori kan fortsat udelukkes i lande som USA og Storbritannien og bliver det også. De tre første grupper skal selvfølgelig have stemmeret, hvis vi skal leve op til nutidige normer, hvilket de da også for længst har fået.

Dertil kommer, at et liberalt demokrati skal indeholde en retsstat, der garanterer individet ikke at blive vilkårligt forfulgt af statsmagten. Der skal også eksistere reel ytringsfrihed, hvor uafhængige medier kan kritisere den siddende regering lige så tosset, de vil. Disse goder burde vist nok alle demokratisk sindede mennesker kunne blive enige om.

I Europa er især lande som Ungarn og endnu mere Polen på det seneste blevet voldsomt kritiseret for at indskrænke det liberale demokrati. Professor Marlene Wind er af den opfattelse, at Ungarn og Polen er slået ind på det illiberale demokratis vej ved at blande sig i den dømmende magts myndighedsområde. I stedet hylder Marlene Wind den franske præsident Emmanuel Macron og den tyske forbundskansler Angela Merkel for at være ”hårde i filten, når det drejer sig om at stå fast og forsvare demokratiet.”

Oh jo, det er sikkert rigtigt nok set ud fra en Marlene Windsk standard for demokrati. Men det er måske netop standarden, den er gal med. I en undersøgelse fra november 2017 kom tænketanken Pew Forum frem til følgende fremtidsscenarier for den muslimske befolkningsgruppe i Europa i de fire lande, vi her taler om, Ungarn, Polen, Tyskland og Frankrig.
 

Læs resten på Jyllands-Posten