Vi skal altid og uden undtagelse prioritere vore egne først – de andre kommer altid i anden række
Først når vi selv er sikre, kan vi hjælpe andre.
I den standende diskussion om asylsøgere, familiesammenføringer og nærområderne hersker der en fundamental misforståelse i langt de fleste tilfælde. Det bruges som argument for at standse asylbehandling ved den danske grænse, at man i så fald kan hjælpe mange, mange flere i nærområderne. Det ses f.eks. tydeligt i Socialdemokratiets udspil til en fremtidig udlændingepolitik:
”For lige så stor en sandhed det er, at vi ikke kan hjælpe alle i Europa og Danmark. Lige så stor en sandhed er det, at mennesker på flugt skal hjælpes. Og at vilkårene i de fattigste dele af verden skal helt grundlæggende forbedres, hvis ikke folk forståeligt skal søge en bedre tilværelse andre steder.”
Det opstilles som ligeværdigt at gøre noget for at løse egne problemer samtidig med at løse andres problemer. Men sådan fungerer det jo ikke. Har man overskud til at hjælpe en vildtfremmed familie samtidig med, at ens egen familie er ved at gå fra hus og hjem? Svaret turde give sig selv. Kun uansvarlige voksne ville ikke først få styr på eget hus.
Også en borgerlig – og i øvrigt vældig fornuftig – debattør som Mikkel Andersson gør sig ofte skyldig i denne vildfarelse med øjeblikkeligt at begynde at tale om den anden, f.eks. her:
”Røde Kors havde på et tidspunkt et program på deres hjemmeside, hvor man kunne hjælpe en syrisk familie gennem vinteren for omkring 900 kroner. For indeværende kan man på Røde Kors’ hjemmeside give mad til fem børn i en måned for 200 kroner. Til sammenligning kostede en enkelt asylansøger i Danmark pr. 2015 et stykke over 200.000 kroner det første år.”
Jeg må reverenter talt sige, at jeg er komplet uinteresseret i ovenstående regnestykke, så længe mit folk er udsat for en eksistentiel trussel som følge af masseindvandringen. Jeg vil alene tale om denne trussel og intet andet. Og det sker ikke kun af følelsesmæssige grunde, men også af praktiske.