Lone Nørgaard: DF er nødt til at skifte kurs

25. maj 2020

Lone Nørgaard i Nordjyske den 24. maj 2020. Da indlægget desværre ikke er tilgængeligt på Nordjyskes netavis, men kun har været bragt i den trykte avis, bringes hele indlægget her i sin helhed.

KRITIK: Denne politiske kommentar er en vanskelig øvelse. Analysen er skrevet ud fra en stor og oprindelig kærlighed til Dansk Folkeparti og Dansk Folkepartis projekt: At bevare Danmark som et yndigt land. Projektet lever, men de politiske strategier har vist sig at slå fejl.

Min kommentar er skrevet i en dyb respekt for den kamp, som Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti har taget igennem en årrække. Hvor ikke mindst Pia Kjærsgaard er blevet svinet til på den mest uanstændige måde af de kulturradikale kældermennesker (jvf. f.eks. Geoffrey Cains ”Ondskabens ikon”). Ingen nævnt, ingen glemt.

Med det sagt - til sagen.

Anders Vistisen har været ude med en skarp kritik for nylig af partiets ledelse i et interview med Avisen Danmark. Først og fremmest Søren Espersens reaktion - som talerør for ledelsen - viste, at DF-toppen i hvert fald ikke i første omgang tog kritikken til sig.

Pia Kjærsgaard blev ked af det - sådan udtrykte hun det - og det er helt forståeligt, for det er jo således, at partiet er hendes projekt. Derfor er det også hendes linje, Kristian Thulesen Dahl viderefører, blot med en knap så markant retorik.

Vil det være korrekt at antage, at enhver, der kritiserer den lagte linje, er et menneske, der ikke har forstået den indsigt, Pia Kjærsgaard er kommet til, gennem erfaringerne med Fremskridtspartiet? Den, der er gammel nok, vil kunne erindre et kaotisk landsmøde i 1995. ”Aldrig mere et 1995”.

Jeg ved det ikke, men en række spørgsmål trænger sig på:

Først det kaotiske landsmøde. Skyldtes en del af kaos’et ikke, at Pia Kjærsgaard ikke ville acceptere medlemsdemokratiet? Og at det pågældende landsmøde bekræftede hende i, at hun ikke kunne få den magt i partiet, som hun ønskede, til at forme det, som hun ville have det?

I hvert fald havde hun tilsyneladende hverken dengang eller nu tillid til nogen, der tænker selv. Således fik Anders Vistisen denne salut med på vejen i et interview i Berlingske: ”Det gavner ikke vores parti. Skal vælgerne så vurdere, hvem der har ret og hvem har uret? Det gør man bare ikke. Man gør det bare ikke. Sådan har det altid været under mit formandskab, og sådan bliver det ved med at være.”

Hvorfor ekskluderer DF ikke bare Vistisen? Elementært. Partitoppen ved godt, at den ikke går i denne omgang. Vistisen har fat i ”noget” - det er de nemlig blevet gjort opmærksomme på fra mange forskellige sider, der vil partiet det godt - men det ville måske have været bedre for partiets fremtid, hvis Vistisen havde taget sit gode tøj og var gået frem for at lade sig stække?

Hvad har DFs politik været i mange år? Svaret er, at den har handlet om at undgå en socialdemokratisk/socialistisk regering. Så sent som 11. maj udtalte Peter Skaarup på P1-debat til Pernille Vermund, at det var grunden til, at man ikke væltede Lars Løkke Rasmussens regering i 2015. Det berømte år, hvor velfærdsmigranter gik på de danske motorveje.

Det var den samme grund, DF anførte, da de ikke væltede Anders Fogh Rasmussens regering i 2007/2008, da Lissabon-traktaten blev vedtaget og gennemført uden folkeafstemning eller diskussion ved et folketingsvalg.

Med Lissabon-traktaten blev EU-lovgivningen for alvor sat over national ret, og charteret for grundlæggende rettigheder med asylretten var en del af den.

Alt sammen noget, der burde have fået DF til at reagere meget stærkere end de gjorde. Hvorfor gjorde DF ikke det? Blev der indgået en eller anden ”stiltiende aftale” med regeringen om ikke at ville vælte den på EU-spørgsmål?

DF’s politik slingrer af den grund også, når talen falder på konventioner og EU med Schengen og alt dertilhørende. For hvis DF ikke på en eller anden måde accepterer det, vil de ikke blive budt ind i varmen og ”det gode selskab”. Derfor ender deres politik med at blive retorik og i sidste instans varm luft.

Et enkelt eksempel må række her: Martin Henriksen udtalte fortørnet til Jyllands-Posten (29.12.12.) om Inger Støjberg: ”Hun stjæler vores retorik!”. Ja netop.

Thi Inger Støjberg er også varm luft. Ligesom socialdemokraterne. For Mette Frederiksen og Mattias Tesfaye lover alt og holder intet i forhold til udlændingepolitikken, og deres mange vælgere - filtret ind i de statsstøttede mediers afledningsmanøvrer med klimaforandringer og corona som spydspids - bliver holdt for nar.

Og det er de kommende generationer, som vil komme til at betale prisen. En meget høj pris for et Danmark i opløsning og parallelsamfund. Ja faktisk et forræderi.

I stedet for at trække en streg i sandet og vise den danske befolkning et ægte alternativ har DF fået gennemført en række stramninger af udlændingepolitikken, der i længden bare er ligegyldige, fordi indvandringen fortsætter. Støt og roligt og sikkert. En dag om ikke så længe er den blevet så stor, at DF bliver sat uden for indflydelse alene af den grund, at indvandrernes stemmer bliver afgørende.

Vi fik en smagsprøve af det ved det seneste valg i 2019, hvor de radikales fine resultater et langt stykke ad vejen skyldtes muslimske stemmer.

Konklusionen er: Den politik, DF har ført, har udelukkende haft forsinkende virkning, og har på ingen måde fungeret som en garant for at bevare dansk kultur og Danmark som et hjemland for danskere.

Og som bekendt er man ikke dansker, fordi man får et statsborgerskab.

Hvis folk ikke bare ”skal vænne sig til” de nye multi-kulti-tilstande, så må nogen være rede til at sætte alt ind på at gøre det danske folk opmærksom på, at befolkningsudskiftningen er i fuld gang, og DF har ikke på noget tidspunkt sat prop i diget.

Er DF rede til det nu - eller handler det fortsat om at sidde på taburetterne? Altså dem, der er tilbage?

Til sidst en række spørgsmål direkte til Pia Kjærsgaard: Er et liv med livvagter og mange års offentlig udskamning de resultater værd, som DF opnåede?

Er DF i nærheden af de oprindelige mål, du satte dig?

DF har med rette altid været bange for at komme på en ørkenvandring, men er der ikke forskel på ørkenvandringer?

Set i lyset af, at Danmark er blevet forandret for altid - og at DF reelt ikke har haft snor i indvandringen, selv om det var den historie, der blev fortalt - ville en ørkenvandring tidligere i forløbet så ikke have været at foretrække?

Som et resultat af en kamp for det, var væsentligt: Danmarks overlevelse som nation, som hjemland for danskere, der vil den danske kultur og dens sprog og dens historie. Er det nu, den berømte streg skal trækkes i sandet? Sammen med de få andre folketingsmedlemmer, der har forstået, hvad der er på spil?

Hvad det store flertal af den danske befolkning ikke har pga. det udbredte mikrofonholderi i den statsstøttede presse.

Man bider ikke den hånd, der fodrer.

Jeg er stadig mere fortvivlet over Danmarks fremtid og forsøger, så længe kræfterne rækker, at påvirke mennesker, der har indflydelse i debatten.

Du har fortsat stor indflydelse. Jeg håber, du vil bruge den.