Poul Sivertsen: Qatar et dilemma for den vestlige verden
8. december 2022
VM i Qatar er et symbol på, hvad der er galt i hele den vestlige verden.
Hvad vægtes højest, fodbold eller menneskerettigheder?
Man kunne allerede, ved valget af Qatar som land til afholdelse af VM i 2022, have sagt fra og konsekvent vedtaget, at landshold fra vestlige lande ikke deltager til VM. Men nej, den frugtesløse debat om deltagelse fortsætter også under VM. Et klart symbol på den vestlige verdens svagheder, man ved ikke hvilket ben man skal stå på.
Det ironiske er, at Simon Kjær i et interview med DR siger, vi vil koncentrere os om at spille fodbold og ikke blande politik ind i det. Men hvad var det, han og landsholdet gjorde i landskampen mellem Danmark og Belgien? De knælede i sympati for Black Lives Matter, hvis motto er at sorte menneskers rettigheder kommer før alle andre menneskers rettigheder. Så jo, landsholdet er politisk, selv om de påstår det modsatte og som den vestlige verden er de ubeslutsomme om, hvad de står for, og mangler konsekvens.
Menneskerettigheder er vigtige, men skal de vestlige samfund undergraves af dem, af en venstrefløj og af mennesker der har mere eller mindre ligheder med de religiøse og politiske holdninger som styret i Qatar har?
Stort set ingen politiske partier i Danmark er konsekvente, og vil så gerne udadtil illustrere, at de er gode, retskafne mennesker og partier. Det er vigtigere for dem at bevare en facade, end hvad der sikrer vores værdier, homogenitet, fred, frihed og velfærdssamfund.
Ret beset er det kun Dansk Samling, der holder fast i værdierne, og med Dansk Folkepartis nye formand Morten Messerschmidt ser det ud til, at de også bevæger sig i den retning efter Kristian Thulesen Dahls svigt.