Seneste indlæg

Opstilling til Folketinget

Folketingsvalg-2015-2

Den 25. april begyndte Dansk Samling arbejdet med at samle de godt 20.000 underskrifter, der kræves for at blive berettiget til opstilling til valg til Folketinget. Det er desværre fortsat den gamle, besværlige metode, der skal anvendes, hvor vælgererklæringen skal printes ud, skrives under for derpå at sendes til hjemkommunens folkeregister. Kommunen bruger derefter kortere eller længere tid, før erklæringen sendes tilbage til stilleren, der herefter skal sende den til Dansk Samling, som har postboks 278, 4180 Sorø.

Indenrigsministeriet har gang på gang udsat de elektroniske vælgererklæringer, hvor man ved brug af NEM-ID kan underskrive elektronisk, sende den til kommunen, som sender den tilbage til stillere, som til slut elektronisk sender den til Dansk Samling. Portoen er hermed sparet, og al erfaring viser, at den hidtidige metode medfører et ikke ubetydeligt spild på vejen. Enten fordi vælgererklæringen ikke sendes til Dansk Samling til slut, eller fordi vælgererklæringen sendes direkte til Dansk Samling og altså ikke har kommunens stempel.

Indenrigsministeriets seneste besked er, at man omkring den 1. juni vil fortælle, hvornår de elektroniske vælgererklæringer kan tages i brug. Det må i høj grad frygtes, at det først sker, efter at det næste valg til Folketinget er afholdt. Med vore begrænsede midler gør vi i Dansk Samling alt, hvad vi kan på nuværende tidspunkt. Men om det rækker til opstilling til det førstkommende valg, kan ikke siges med sikkerhed.

Derfor er det vigtigt at gøre sig en ting klart. Alt tyder på, at Dansk Samling er det helt nødvendige korrektiv til de for nærværende otte partier, der i dag sidder i Folketinget. Det vil Dansk Samling også være efter et valg, hvor Dansk Samling eventuelt ikke har været at finde på stemmesedlen. Senest til det næstfølgende valg vil Dansk Samling kunne tilbyde danskerne et ægte alternativ til den førte politik.

Det er det lange sigt, vi skal have for øje i den kamp, vi står i i dag. Hvornår Danmark og hvornår Europa ændrer kurs, afhænger trods alt kun i begrænset omfang af, om Dansk Samling har pladser i Folketinget allerede i 2015 eller først et sted mellem 2017 og 2019.

Det skal imidlertid ikke ændre på, at vi vil gøre alt for at få de nødvendige underskrifter i hus så hurtigt som overhovedet muligt. Det sker bedst ved, at nyheden om det gode budskab spredes til så mange som muligt. Jo hurtigere det går op for tilstrækkeligt mange, at Danmark har brug for Dansk Samling, jo snarere vil Dansk Samling være klar til for alvor at blande sig i dansk politik.

Morten Uhrskov Jensen

Share Button

Mindeparken i Ryvangen, 4. maj 2015

Dansk Samling nedlagde traditionen tro en krans ved et af mindesmærkerne for modstandsbevægelsens faldne.

Fhv. chefredaktør Svend Ove Gade holdt talen.

Billeder: Henrik Nielsen.

Minde-4-maj-2015b Minde-4-maj-2015a

Share Button

Dansk Samlings historie

01-05-2015 15-08-28

Jeg faldt for at par dage siden over to anmeldelser fra 2001 af Henrik Lundbaks disputats fra det år om Dansk Samling, Staten stærk og folket Frit. Dansk Samling mellem fascisme og Modstandskamp. Den ene fra Kristeligt Dagblad og den anden fra Information. Begge anmeldelser refererer loyalt Henrik Lundbaks konklusioner. Og ja, der var anti-parlamentarisk tankegods hos Dansk Samling før den tyske besættelse i 1940, men det var der så sandelig også hos både De Konservative og hos Socialdemokratiet, særligt i de to partiers ungdomsorganisationer.

Hvad jeg imidlertid især faldt over, var to passager i Informations anmeldelse. De lyder i fuld længde således:

”Dansk Samling opstod i mellemkrigstidens ideologiske splittelse mellem socialisme og liberalisme og havde som frontfigur forfatteren og højskolelæreren Arne Sørensen. Han var oprindelig socialdemokrat, men blev fascineret af fascismen i sin jagt efter et standpunkt, der kunne forene det traditionelle med det moderne uden dog at lande i en egentlig fascisme…Det [Dansk Samling] repræsenterede med Lundbaks ord en gammelliberalisme, der idylliserede landbosamfundet og den tætte kontakt mellem menneske og produktion og havde familien som kernen i hele samfundsbygningen.”

I det første citat fremhæves det med rette, at Dansk Samling søger at forene det traditionelle med det moderne. Og i det andet betones det lige så korrekt, at der bør være en forbindelse mellem de produktive og produktionen, og familiens umistelige værdi slås fast.

Kald gerne Dansk Samling for traditionelle, når det sigter til at følge velkendte, gennemprøvede regler. For at bruge en anglicisme: Hvis det ikke er i stykker, skal man undlade at reparere det. Med al velkendt viden hentet fra samfundsvidenskaberne om masseindvandringens skadelige konsekvenser ville man da være sært umoderne, hvis man ikke anerkender, at et homogent folk er en af de bedste garantier for en rolig samfundsudvikling, hvor meninger kan forliges, uden at tingene går op i en spids. Og hvad med det produktive? Vel en halv million danskere i den arbejdsdygtige alder modtager en overførsel fra staten i stedet for at genvinde selvrespekten gennem arbejde. Og familien? Nutidig forskning viser systematisk, at børn – vore efterkommere, der skal overtage, når vi ikke kan mere – entydigt foretrækker, at far og mor er sammen. Familien er vitterlig ”kernen i hele samfundsbygningen”. Hvem i alverden skulle det ellers være? Pædagogerne i vuggestuerne og børnehaverne (uden at der skal skydes efter dem)? Sagsbehandlerne på kommunekontorerne? Staten i en eller anden ubestemmelig form?

Dansk Samling har aldrig været mere moderne end nu i 2015. Det hengemte og reaktionære lader vi de otte nuværende partier i Folketinget tage sig af. Dansk Samling har travlt med at være traditionelle og moderne og repræsenterer derfor fremtiden gennem at forstå fortiden.

Morten Uhrskov Jensen

Share Button

Valget i Storbritannien

Resultatet af parlamentsvalget til det britiske underhus var højt overraskende. Meningsmålingerne ramte langt ved siden af. Stort set samstemmende spåede de forskellige institutter, der lever af at spørge folk om deres politiske præferencer, at det ville blive dødt løb mellem Labour og De Konservative. Ingen af de to store partier ville få flertal, og måske ville Labour kunne danne regering med hjælp fra SNP, det skotske nationale parti.

Sådan gik det slet ikke. De Konservative sikrede sig 331 ud af de 650 pladser og dermed absolut flertal. Det er ikke så ringe endda set fra et dansk synspunkt. Bedre havde det naturligvis været, hvis EU-modstanderpartiet Ukip var blevet tungen på vægtskålen. I stedet straffedes Ukip nådesløst af det engelske valgsystem med valg i enkeltmandskredse. Med 12,6 procent af stemmerne ville Ukip med forholdstalsvalg have fået ca. 80 pladser. Nu fik partiet én, i Clacton øst for London.

Den gode nyhed er, at David Cameron fra De Konservative har udtalt, at han vil holde sit tidligere afgivne løfte om at lade briterne stemme i 2017 om Storbritanniens medlemskab af EU. Det åbner for to muligheder.

Bedst vil det selvsagt være, hvis et flertal af briterne stemmer Storbritannien ud af EU. Det vil give mægtige rystelser i Bruxelles, fordi det da vil blive klart, at EU ikke er forudbestemt til at marchere fremad for altid mod flere medlemsstater, der afgiver stadig mere suverænitet. En præcedens vil være skabt, og andre lande vil få troen på, at en fremtid uden EU er mulig.

Selv i det tilfælde, at briterne med et flertal vælger at forblive i EU, må det forventes, at det kun vil ske, hvis David Cameron kan præsentere indrømmelser fra EU med substans i. Det vil nok først og fremmest dreje sig om en tilbagerulning af retten til sociale ydelser for Gud og hvermand fra de øvrige medlemslande, der sætter foden på britisk grund. En sådan indrømmelse er naturligvis langt ringere end en britisk udtræden af EU, men selv her vil meget være nået. Det vil nemlig for første gang stå klart, at EU ikke er en ustoppelig maskine, der tromler hen over nationalstaterne. EU kan også gå i bakgear.

Det tegner derfor lidt lysere, efter at resultatet af det britiske valg foreligger. Der er ingen speciel grund til at holde af David Cameron og De Konservative fraset spørgsmålet om EU. David Cameron udtrykker sig direkte leflende over for den hastigt voksende gruppe af muslimer i Storbritannien.

Det skal dog ikke afholde os fra at kippe med flaget over valget i Storbritannien. Opgøret med EU er af afgørende betydning og hænger i øvrigt tæt sammen med kampen imod den forrykte udlændingepolitik, der føres i så mange europæiske lande.

Vi venter i spænding på 2017.

Morten Uhrskov Jensen

Share Button

Bankunionen

Endnu engang ser det ud til, at grundloven må vige for EU. Går Danmark med i EU’s bankunion, er der naturligvis tale om suverænitetsafgivelse. Derom hersker ikke tvivl. Alligevel er Justitsministeriets embedsmænd er netop kommet frem til, at dansk indtræden i bankunionen ikke behøver fem sjettedeles flertal i folketingssalen, alternativt udlægges til en folkeafstemning.

Der er tale om en åbenlyst politisk afgørelse, ikke en saglig juridisk vurdering af grundlovens § 20, der taler om betingelserne for suverænitetsafgivelse. Danmarks grundlov og det danske folk må vige pladsen igen, fordi det handler om EU.

Tilbage i 1972 var vel selv ikke de mest fremsynede modstandere af Romtraktaten, som den dengang kaldtes, klar over, i hvor høj grad EF og senere EU ville brede sine fangarme ud i forsøget på at kvæle Europas nationalstater. EU-eliten og medlemslandenes politiske eliter kender ikke til hæmninger, når det drejer sig om at omkalfatre Europa til ukendelighed.

Visionen synes at være en forbundsstat, hvor f.eks. Danmark er reduceret til en delstat, der hvert øjeblik kan se sine beskedne beføjelser yderligere indsnævret, hvis det passer EU-kommissionen og EU-domstolen. Samtidig vil det være en forbundsstat, der gennem ukontrolleret indvandring fra den tredje verden vil fratage danskerne og europæerne deres førstefødselsret til deres hjemlande.

Danmark og Europa vil, hvis ikke molokken uskadeliggøres, gå under som kultur. Europa har 2.500 år på bagen. Danmark har mindst 1.500 af slagsen. Kontinentet er stadig stærkt, langt stærkere end sine traditionelle fjender syd og øst for os. Alligevel synes vi bandsatte på at gøre det slut. Ikke over en nat, ikke i løbet af en generation, men så sikkert som noget, hvis udviklingen fortsætter.

Det skal da ikke kunne siges om vores generation, at vi svigtede Danmark og Europa. Vore efterkommere vil – i det omfang, de ikke er blevet gjort historieløse – forbande os.

Vi skylder slægterne efter os at bekæmpe EU med alt, hvad vi har lært. Vi skylder de endnu ufødte at vise dem, at vi er vores arv værdig, og at vi kan måle os med vore aner. Som Edmund Burke vidste, vil ondskaben sejre, hvis gode mennesker lader stå til.

Morten Uhrskov Jensen

Share Button

Dansk forsvar

chopper

Dansk Samling har lagt det endelige valgprogram på hjemmesiden. Indtil videre har der ligget et foreløbigt sekspunktsprogram. Der er nu syv mærkesager, og flere af dem er blevet uddybet i forhold til tidligere. Punkt 6 lyder således:

”Forsvaret. a) Danmark skal leve op til sine NATO-forpligtelser og bruge mindst 2% af BNP på forsvaret; b) Danmark skal være i stand til at hævde rigets territoriale integritet og sikre den civile luftfart, hvilket betyder, at vi især skal styrke de luft- og sømilitære kræfter; c) hjemmeværnsfolk skal have mulighed for at have både våben og ammunition i hjemmet; d) Danmark skal ikke deltage i flere krige rundt om i verden, med mindre det skyldes aktivering af NATOs »musketered«.”

a) Danmark bør selvfølgelig leve op til sine NATO-forpligtelser. I øjeblikket bruges kun 1,4 procent af BNP, og tendensen er efter det seneste forsvarsforlig for nedadgående. Formelt har Danmark stadig værnepligt, men fra allerede beskedne 5.000 indkaldelser skal der reduceres yderligere til kun 4.200 indkaldte om året. Det er ikke acceptabelt, at Danmark kører på frihjul i frohold til sine partnere i NATO.

b) Det burde sige sig selv, at Danmark skal kunne hævde sin territoriale integritet. Den har der været sat spørgsmålstegn ved som følge af russiske militærflys chikane i luftrummet til gene og risiko for den civile luftfart. Danmarks geografi taget i betragtning er det derfor særligt luftvåbenet og flåden, der bør tilgodeses.

c) Amputeringen af Hjemmeværnet på grund af terrorhandlingen i København i februar i år er intet mindre end en skandale og et knæfald for de kræfter, der truer os indefra. Hjemmeværnsfolk skal naturligvis kunne opbevare deres fulde udstyr i hjemmet. Det er hele meningen med Hjemmeværnet, at denne styrke i en krisesituation skal kunne indsættes umiddelbart.

d) Det skal være helt slut med krige uden for NATOs område, med mindre det sker ved en aktivering af NATOs musketered, ”en for alle og alle for en”. Militære eventyr i fejlslagne stater er ikke en opgave for det danske forsvar. Store områder af verden er i en tilstand af enten diktatur, kaos eller krig. Disse mere eller mindre sammenbrudte stater kan hverken Danmark eller det samlede NATO redde fra deres selvpåførte ulykker. Det danske forsvar indgår i en militæralliance af rent defensiv karakter. Interventioner i fremmede stater med forskelligartet påstået humanitært sigte vil altid ende galt, og Danmark bør ikke være en del af disse aktioner.

Den dag, Dansk Samling sidder i Folketinget, vil vi ikke sjakre med det danske forsvar. Hvis ikke de øvrige partier udviser ansvarlighed på dette afgørende område, kan Dansk Samling ikke deltage i forsvarsforlig. Danmark og dansk forsvar er for vigtige til at blive taget som gidsler i et politisk taktisk spil. Dansk forsvar er til for at beskytte Danmark og derfor for at hævde landets territorielle integritet i samarbejde med NATO. Ikke hverken mere eller mindre end det.

Morten Uhrskov Jensen

Share Button

De ideologisk besatte

stop

Jeg er ved at læse en interessant bog om den russiske borgerkrig 1917-1920, The Russian Civil War, af professor Evan Mawdsley. En ufattelig tragedie med mellem syv og ti millioner dødsofre.

Et kapitel er helliget freden i Brest-Litovsk, der blev underskrevet den 3. marts 1918 mellem centralmagterne under ledelse af Tyskland og den sovjetiske regering anført af Lenin. Forløbet op til den meget hårde fred fortjener omtale, da det viser, hvordan ideologisk forblindelse kan få mennesker til at foretage sig åbenlyst irrationelle ting.

En af de ledende bolsjevikker/kommunister var Lev Trotskij, revolutionær ind til benet. Trotskij var overbevist om, at en verdensrevolution stod for døren. Proletarerne i de europæiske lande var på randen af oprør, og snart ville mange flere følge det sovjetiske eksempel. Derfor ønskede Trotskij og mange andre bolsjevikker med ham ikke nogen fredsaftale med centralmagterne (Tyskland og Østrig-Ungarn først og fremmest), fordi de traditionelle magthaveres dage alligevel var så godt som talte. Trotskij formulerede derfor sloganet ”Hverken krig eller fred” og meddelte de tyske forhandlere, at bolsjevikkerne ville forlade forhandlingsbordet, hvilket de derpå gjorde. Den tyske general von Hoffmann udbrød ”unerhört”. Dette skete den 28. januar 1918.

Tyskland var imidlertid ikke på randen af revolution. Otte dage senere angreb den tyske hær ind i et tomt rum, idet den russiske hær var gået i opløsning, og en ny rød hær endnu ikke var dannet. General von Hoffmann skrev om dette mærkelige felttog:

”Det er den mest komiske krig, jeg nogen sinde har oplevet. Vi satte en håndfuld infanterister med maskingeværer og en kanon på et tog og sendte dem afsted til den næste station; den erobrede de, tog de lokale bolsjevikker til fange, supplerede med lidt flere tropper og så videre. Denne fremgangsmåde har i det mindste nyhedens charme over sig.”

Dette absurde sceneri varede 14 dage. Efter 11 dage vendte bolsjevikkerne tilbage til forhandlingsbordet og blev nu præsenteret for endnu hårdere betingelser, som tænderskærende blev accepteret.

Sådan kan det gå, når man bilder sig ind, at en skrivebordsanalyse gør det ud for virkeligheden.

Nutidens ideologer

Hvor stor er forskellen til nutidens toneangivende politikere egentlig? Som dengang trodser man alle fakta og forfølger en politik, der fører til katastrofe. Som dengang er man overbevist om, at man kan få virkeligheden til at danse efter sin pibe, hvis blot man har den ”rigtige analyse”.

Og som dengang vil en stædig forfølgelse af en åbenlyst forkert politik lede til ulykker. Mennesket synes ikke at kunne lære af sine fejl.

Morten Uhrskov Jensen

Share Button

Godt nyt fra de nordiske lande

Esbern-Snare Man er ikke forvænt med gode nyheder fra de nordiske lande med Island og Finland som hæderlige undtagelser.

I dag stod så en at læse i Jyllands-Posten. De fire forsvarsministre fra Finland, Norge, Sverige og Danmark samt den islandske udenrigsminister ridser i en kronik op, at de nordiske lande vil samarbejde tættere på det militære område, først og fremmest foranlediget af Ruslands aggressive fremfærd med bl.a. krænkelser af nordisk luftrum. Det er usædvanlig klart formuleret, når det f.eks. hedder således i kronikken:

”Vi må forholde os til Ruslands handlinger, ikke til Kremls retorik. Rusland investerer kraftigt i sit militær og har vist, at man er klar til at anvende militære midler for at nå sine politiske mål, selv når det indebærer brud på international folkeret.”

Det er helt rigtigt at skrive, at det er handlinger, ikke påståede holdninger, det kommer an på, når vi skal bedømme et givent lands adfærd, i dette tilfælde Ruslands. Jeg har skrevet det før og gentager det gerne: USA og de europæiske lande behandlede i 1990´erne ikke Rusland rimeligt. Særligt amerikanske økonomer som Jeffrey Sachs bidrog med den såkaldte ”chokterapi” til enorm fattigdom i Rusland i et tiår, før en vis stabilisering satte ind.

Dette svigt af Rusland berettiger selvsagt på ingen måde Rusland anno 2015 til at agere truende stormagt over for hverken de nordiske lande, de baltiske lande eller over for det ulykkelige Ukraine, hvor de østligste provinser uden tvivl bebos af et meget stort antal russisksindede. Rusland må sættes stolen for døren, og en af flere måder at gøre det på sker ved, at de nordiske lande viser sammenhold på dette område.

Det er også udmærket, at kronikken nævner Nato, der bør skynde sig tilbage til alene at være en forsvarsorganisation, der varetager og beskytter sine medlemmers interesser. Uheldigt er det derimod, at EU overhovedet nævnes i sammenhængen. For det første er to af de nordiske lande, Norge og Island, som bekendt slet ikke medlem af EU. Det er betegnende, at Island i 2014 trak sin ansøgning om EU-medlemskab tilbage.

EU er ikke løsningen på noget som helst. EU er en problemskaber og ikke en problemløser. Et tættere nordisk forsvarssamarbejde og Nato er det, der tilsammen sikrer Nordens suverænitet.

Alle de kalamiteter i særligt Sverige, som rider landet som en mare, kender vi kun alt for godt. For nu tjener det dog at sige, at de fem nordiske ministre har begået en kronik med mere forstand i, end man skulle have ventet. Det må vi trods alt kippe med flaget for.

Morten Uhrskov Jensen
Foto: Esbern Snare (HWKAR)

Share Button

Skolereformer

skoletavle

Det alvorligste dannelsestab i de sidste 40 år har fundet sted i den danske grundskole. Folkeskolen er hårdest ramt, men eftersom friskolerne er underlagt de overordnede bekendtgørelser fra Undervisningsministeriet, er heller ikke de frie skoler gået ram forbi. Endvidere har den almindelige tidsånd ramt meget bredt, hvilket har haft betydning overalt i grundskolerne, offentlige som private.

Tabet af dannelse er så alvorligt, fordi det i sig selv eroderer sansen for, hvad der er op og ned i verden. En god ven af mig formulerede det sådan her: 68´ernes forældre, min bedsteforældregeneration, havde hele pakken af klassisk dansk dannelse med sig, mere eller mindre. Fraset kulturradikale fraser á la frigørelse her og der og alle vegne og fraset leflen for det kommunistiske Sovjetunionen hos visse intellektuelle blev der viderebragt en solid dannelse og almenviden til denne generation.

Så kom oprøret fra den store eftertidsgeneration. Alting blev vendt på hovedet, og dannelse og viden var nu undertrykkende og systembevarende. 68-generationen gjorde ubodelig skade, men det er værd at bemærke, at generationen selv var blevet opflasket med den dannelse, som den foragtede.

68´ernes børn, min egen generation, blev udsat for mange af de eksperimenter, som den nye frisættelsesbevægelse mente, ville være vejen til sand indsigt og revolutionært opgør med det bestående. Helt blev målet dog ikke nået. Der var fortsat mange solide lærerkræfter tilbage i grundskolerne, og forældregenerationen var for manges vedkommende stadig i live. Og så var der altså 68-generationen selv, som jo havde modtaget den samme solide undervisning som slægterne før dem. At de foragtede denne undervisning, raserede den ikke fra deres eget sind.

Med generationen af børnebørn af 68´erne er det ved at være fuldbragt. Vi nærmer os med hastige skridt den totale historieløshed, hvor selv elever på de ældste klassetrin er blanke tavler, hvis man nævner for dem, at Skånelandene og Danmark ned til Ejderen indtil bestemte tidspunkter i historien var så danske som resten af riget. Hvor det er underligt, at der har været en dansk konge, der hed Hans. Og hvor historie, kristendom og ældre dansk litteratur er noget mærkeligt noget, som ikke forekommer at have nogen nytte.

Således er det blevet som følge af en række skolereformer, der tilsammen har gjort det ud for en revolution. Sådan fik man i løbet af ca. tre generationer revet et folk op med rode. I Dansk Samlings foreløbige valgprogram hedder det:

”Diverse skolereformer skal rulles tilbage. Der skal i langt højere grad satses på indlæring af kundskaber i folkeskolen, så de kommende generationer står bedst muligt rustet til fremtiden.”

Det tør siges, at det haster. En tilbagevenden til kundskabsskolen er noget af det vigtigste overhovedet, hvis vi vil vedblive at være et folk med en historie. Har folket nemlig ingen historie, er det heller ikke noget folk. Et folk uden historie har ingen fremtid.

Morten Uhrskov Jensen

Share Button

Om arbejdslivet

Folketingsvalg-2015-2

Ikke mange politikere vil benægte, at det er vigtigt at have et arbejde. Det siger da også sig selv, at selvforsørgelse, hvor det overhovedet er muligt, er det eneste værdige for den enkelte. Arbejder man, fortjener man sine landsmænd og –kvinders respekt. Er man på mere eller mindre permanent offentlig forsørgelse, vil man uundgåeligt blive betragtet som en person, der ikke bidrager til den fælles kasse og dermed til opretholdelsen af et velstående Danmark.

Indtil videre har jeg kun sagt det indlysende. Alle politiske partier er enige i det grundlæggende om, at arbejde for dem, der kan, er en god ting. Derefter skilles vandene noget så eftertrykkeligt. Venstrefløjen vil slå på, at der ikke er arbejde at få, og samme fløj vil i øvrigt anvende en lang række undskyldninger for, at 800.000 mennesker i den arbejdsdygtige alder er på offentlig forsørgelse.

Her skal jeg lige indskyde, at tallet 800.000 reelt er overdrevet. Ca. 60.000 er kvinder på barselsorlov. Sygeorlov tager også en del. Og så er der selvsagt dem, der på grund af alvorlige fysiske eller psykiske handicaps ikke kan arbejde. Tilbage bliver dog måske 500.000 mennesker, der under de nuværende betingelser ikke er brug for.

Årsagerne er især to: For det første er kvalifikationskravene på arbejdsmarkedet generelt steget kraftigt i de mere end fire årtier, siden de glade tressere sluttede med oliekrisen i 1973. Hundredetusinder af ufaglærte jobs er i mellemtiden gået tabt, fordi en lang række produkter fremstilles i lavtlønslande som Kina. For det andet er den danske mindsteløn så høj – for nærværende godt 110 kr. i timen – at mange arbejdsløse ikke kan få et job af den enkle grund, at deres produktivitet er for lav til at bære den nævnte timeløn.

Dansk Samling er et pragmatisk parti på alle områder. Som vi vil føre en ansvarlig udlændingepolitik og have Danmark ud af EU, vil Dansk Samling også i arbejdsmarkedspolitikken føre en politik, der har en chance for at virke. Derfor hedder det således i Dansk Samlings valgprogram, som det ser ud lige nu:

”Mindstelønnen sættes ned med 20 procent mod lavere skattebetaling for de berørte. Det vil skabe titusinder af jobs, der mere end fuldt ud vil indtjene de mindskede skatteindbetalinger.”

Det er simpel sund fornuft. Hvis kvalifikationerne hos de berørte ikke kan bære en mindsteløn på 110 kr., kan det være, at lønnen skal hedde noget under 90 kr. i timen. Samtidig kan man sætte et rimeligt beløb, som man skal have netto om måneden, altså efter skat. Lad os forsøgsvis sætte dette beløb til 11.000 kr. Ved en timeløn på f.eks. 88 kr., vil den enkelte brutto tjene ca. 14.000 kr. om måneden. Hvis skattebetalingen nedsættes til højst lidt mere end 20 procent, vil de 11.000 kr. netto være nået.

Dette tiltag vil skabe titusinder af jobs, som i dag ikke bliver udført, fordi de arbejdsløse alt for ofte ikke er kvalificerede til at tjene 110 kr. i timen. Mange af dem vil derimod komme med, når lønnen sænkes, mens deres levestandard bevares.

Dette eksempel er kun et af mange på, at Dansk Samling vil gøre op med monoton vanetænkning og ideologisk snæversyn. Praktiske løsninger er ofte mulige. Dansk Samling er på alle områder alternativet til det nuværende politikervælde, hvor tåbelige fastlåste positioner låses op til fordel for tiltag, der skaber et mere harmonisk Danmark.

Morten Uhrskov Jensen

Share Button