Dansk Samling (DS) blev stiftet den 18. oktober 1936 på Tommerup Højskole af en kreds på nitten personer med debattøren og forfatteren Arne Sørensen som drivkraft. Han blev også DS’ første landsformand, hvilket han var lige til 1946. Arne Sørensen havde i 1936 udgivet bogen Det moderne menneske, hvori han gjorde rede for sine politiske og kulturhistoriske synspunkter.
DS ønskede et moderne samfund, der samtidigt var rodfæstet i kristendommen og byggede på de traditionelle fællesskaber såsom familie, arbejde og hjemegn. DS tilbød et »tredje standpunkt«, der hverken skulle være bundet af liberalisme eller socialisme. Desuden kritiseredes sammenblandingen af lovgivende og udøvende magt samt partiernes ødelæggende virkning. DS stillede (under listebogstavet R) op til folketingsvalget i 1939, men blev ikke valgt ind.
Efter Danmarks besættelse den 9. april 1940 kritiserede DS skarpt den eftergivende samarbejdspolitik. DS fik opbakning fra flere kendte folk som f.eks. Vilh. la Cour og Kaj Munk. Den kritiske linje førte gradvis over i illegalt arbejde, især efter at faldskærmsagenter fra SOE i foråret 1942 havde kontaktet Arne Sørensen. Mange folk fra DS gik fuldt og helt ind i modstandskampen i alle dens forgreninger. Bl.a. var modstandsgruppen Holger Danske stærkt præget af folk fra DS. Mange satte livet til.
DS opstillede ved folketingsvalget i marts 1943 og var det eneste parti, der gik til valg på en kritik af samarbejdspolitikken. DS blev valgt ind med tre mandater: Arne Sørensen, Robert Stærmose og Ove Hoff. De to førstnævnte havde været med til at stifte DS.
DS var på grund af indsatsen i modstandskampen repræsenteret i Frihedsrådet, og efter 5. maj 1945 fik DS to sæder i Kaj Munk anbefaler Dansk Samling i marts 1943.befrielsesregeringen. Det var Arne Sørensen, der blev kirkeminister, og Kristen Juul Christensen, der blev minister uden portefølje. DS stillede naturligvis også op til folketingsvalget i efteråret 1945 og fik her valgt fire mandater, således at DS nu var repræsenteret af Arne Sørensen, Robert Stærmose, Paul Holt og Viggo Aidt. DS’ efterkrigsprogram kombinerede en vidtgående socialpolitik med en klar national politik. DS ønskede således, at Sydslesvig skulle løsrives fra Tyskland og knyttes til Danmark.
Til gengæld opnåede DS ikke valg i 1947. DS ønskede Sydslesvig hjem i overensstemmelse med ønsket hos flertallet af landsdelens hjemmehørende befolkning, men Venstre stod udadtil for næsten samme politik og samlede de Sydslesvig-positive vælgere. DS fortsatte dog sit virke, og omkring 1950 advarede DS mod den aggressive internationale kommunisme og støttede derfor dansk NATO-medlemskab, hvilket DS har gjort lige siden.
I 1953 opstillede DS igen til valget, som var præget af forslaget til en ny grundlov. DS var imod, bl.a. pga. §20, som åbnede mulighed for dansk suverænitetsafgivelse. DS’ landsformand, Paul Holt, understregede, at den paragraf i sig selv var grund nok til at sige nej til grundlovsforslaget. DS gik i 1961 imod planerne om dansk tilslutning til Rom-unionen, og med Harald Høgsbro som landsformand stillede DS i 1964 op til folketinget med denne modstand som vigtigste mærkesag. Men DS opnåede ikke valg.
Da folkeafstemningen om Danmarks tilslutning til EF nærmede sig, var DS med til at stifte den tværpolitiske organisation Folkebevægelsen mod EF, som DS i øvrigt var tilsluttet lige til 2016, hvor Folkebevægelsen mod EU fraveg sit tværpolitiske grundlag. Vælgernes »ja« til EF den 2. oktober 1972 gav DS et nyt politisk mål: Dansk udmeldelse af EF (senere: EU). Det var især denne kompromisløse unionsmodstand, der holdt sammen på tropperne i DS, selvom medlemsskaren efter valgnederlaget i 1964 svandt noget ind.
I 1996 tilsluttede DS sig valgforbundet Demokratisk Fornyelse, hvori en række vidt forskellige partier samledes med unionsmodstanden som fælles sag. DS opstillede derfor i 1998 fire kandidater på Demokratisk Fornyelses liste, som dog ikke klarede spærregrænsen. I 1998 overtog Jens Rosendal posten som landsformand for DS, hvilket gav ny tilslutning fra flere sider. Unionsmodstanden var stadig den samlende mærkesag, men det var også under Rosendals formandskab, at DS for første gang vedtog et mere principielt fælles syn på hele fremmedproblematikken, der fastslog, at DS var imod, at Danmark omdannedes til et multietnisk samfund, og imod at flygtninge blev gjort til indvandrere.
Jens Rosendal trådte tilbage i 2003, hvorefter Adam Wagner blev valgt som landsformand, hvilket han var til 2013. I hans tid blev der gjort en indsats for at trække DS’ politiske grundsynspunkter frem i lyset, hvilket førte til vedtagelsen af »Grundsynet« i 2010. Samme år besluttede DS atter at arbejde hen imod at opstille ved folketingsvalg. Begrundelsen var, som det hed i landsrådets udtalelse, »at der ikke længere er noget parti til at repræsentere den ikke-socialistiske del af unionsmodstanden, ligesom der heller ikke længere er noget parti, der alvorligt arbejder for at bremse den igangværende indvandring fra tredjeverdenslande.« Indvandringsmodstanden var efterhånden rykket op ved siden af unionsmodstanden som mærkesag.
I 2013 blev Morten Uhrskov Jensen valgt som landsformand, hvilket gav en del opmærksomhed i pressen og medførte en stor medlemsfremgang, hvilket igen har gjort det muligt for DS at trænge mere igennem i den offentlige debat. På denne baggrund gik DS i gang med at indsamle de nødvendige underskrifter for at kunne opstille som liste ved folketingsvalget.
Ved landsrådet i 2020 blev det igen besluttet at indstille forsøget på at blive opstillingsberettiget for at fokusere på det vigtige foreningsarbejde.
